Ja så jeg er fuld før middag og hvad så? Ingen i verden vil dømme mig.
Og jeg er forelsket i Andy Garcia og ikke fordi han ikke er dejlig, men det er muligvis alkoholen som taler. Åh, den butterfly.
Jeg har taget en uge, vristet den ud af mit livs greb, og ja, jeg savner mine børn, min hverdag, mit liv, men dette tomrum, i hvilket jeg sandsynligvis vil græde og være uendeligt ensom det meste af tiden, ligger foran mig som en slette.
Jeg bliver ved ned at tænke at jeg ikke er vred. Men vreden, gudinde, den hører jo til? Hvorfor denne insisteren på det hellige hele, freden?
Jeg har skabt, med mine handlinger, ved andres handlinger, en slette, et helle til sorgen, til helingen, men hvorfor ikke til vreden? Der er ellers nok af den.
Ved endnu et nederlags gunst, flyver jeg på første klasse, og er derfor standsmæssigt beruset på andet glas af en førsteklasses Grüner Veltliner. Og har til overflod svælget i stolemassage, ordentlig fodstøtte, lune og perfekt saltede mandler og cashewnødder, samt en uforlignelig Andy Garcia gennem udleverede noice canceling hovedtelefoner. Men jeg ville have drukket mig beruset alligevel.
Jeg forstår ikke denne verden. Hvad er det jeg skal, hvis ikke at forbinde mig til andre mennesker. The Human connection, the Human experience. Hvorfor får jeg så ikke lov?
Carry your knowledge lightly, det er det jeg glemmer. Dont Force anything, men hvordan så handle? Det er min store udfordring, balancen mellem handling og væren. På trods af min magi, ikke at forcere, ikke at manipulere, ikke at handle. At lade sig falde bagover, uden at spænde i ryggen, uden at tage fra, bare falde. Ikke i tillid til nogen, men i tillid til livet.
Men hvad betyder det så, at forbinde sig til andre, kærlighed, the Human experience? At elske frit, uden forventning, uden krav, og samtidig med alle krav, det ultimative krav, om nærvær. Så få kan det, så få ved hvad det er?
Og du, min elskede, alle mine elskede, du ved det slet ikke. Og du er bundet af din angst, og det så jeg ikke.
Dumme lille mand. Jeg har lyst til at råbe og ruske, men jeg gør det ikke for det ville ikke betyde nogen forskel. Du går din egen vej, men så meget liv du går glip af.
Og jeg har efterhånden set det mange gange. Åh, mor. Elskede, bundne mor. Meget var godt, men noget var ikke. Jeg savner dig i verden.
Og denne slette som ligger foran mig. Hvem ved hvilke vilde dyr som vil jage mig rundt den næste uge?
Vi er fløjet over Sortehavet nu. Jeg er roligere. Træt. Nu kommer min hovedret, kylling, men vist ikke bare flykylling. Det dufter fantastisk.
