Jeg starter med en 10års Ararat og tænker lidt på Armenien. Lidt på perfekte møder. De er jo dejlige, søde, som Tupelo Honey, som et overraskelsesopkald til North Dakota, som at drømme om München, om Grækenland. Men de er så flygtige, så grebet ud af det øjeblik de flagrer forbi. Ararat er dyb, rund og god som cognac, men uden sparket i mellemgulvet, ingen snappen efter vejret. Jeg må videre i teksten. Hvad venter? Tom Waits spiller Green Grass, inciterende men igen, ikke rammende. Jeg kan ligeså godt indrømme det, nu istedet for senere. Når jeg har det sådan her, så er det nummer 25, det lyseblå hus, så er det en grim altan på Islands Brygge, så er det Van Morrison og gamle længsler, absolut falske, som står forrest for. Falske, sukkersøde længsler. Og i den sammenhæng kan vi ligeså godt overstå Damn U og Prince, fordi magen til…
Så jeg kørte til Holbæk, fordi hvad fanden skulle jeg ellers. Folk er idioter, ligusterfascisterne lurer om hvert et hjørne, mennesker som kun krammer mig fordi de har brug for min omsorg lurer i hver en port, mænd som ikke har lært at leve, gemmer sig ved hvert et usagt ord, altså; Holbæk. Byen ligger smukt, vandet nært, kaffen rigelig. Dyre genbrugsbutikker, men hvad fanden, jeg skal jo ikke købe noget. Jeg overvejer en form for prostitution, jeg er god til kærlighed. Fuck det. Jeg kørte op til Mikkel og Nanna, de har plads til mig. De havde plads til mig, jeg græd allerede i Mikkels brede favn. Og så talte jeg, og så kom Nanna, og så talte jeg igen, og så grinede vi og drak friskpresset æblejuice og Mikkel viste mig havet to minutter væk og alt var godt i en time. Og det var godt, det gjorde…
Igår talte jeg i telefon med en, som lod skinne igennem samtalen at hvis han kunne, så ville han vælge mig som partner fordi jeg er så god til at leve. Forenklet forstået som, at jeg har fire børn og sad ved min mor da hun døde. Og helt klart forstået som en modsætning til ham, som har valgt en vej med stor medmenneskelig omsorg, og stor privat distance.God til at leve. Og hvis man ser kortvarigt bort fra både det forældede menneskesyn og arrogancen, så må det vel i al væsentligt ses som en kompliment. Alligevel kørte jeg fra mit kortvarige eksil i Kalvehave, og drejede ikke hjem mod København, hjem til mit liv. Jeg drejede til venstre og kørte over Dronning Alexandrines bro, og på må og få rundt på Møn. Engang lå der en forbandelse over øen, nu pisser det bare ned. Jeg er kørt op til…
Der er lige nu 7 grader på Frederiksberg. 27 grader på Koh Tao, 26 i Jakarta. Jeg ved ikke engang hvad temperaturen er i Charlotte. I mig fryser det. For jeg er ensom, og det har ikke noget at gøre med kilometer eller varmegrader, men med længslen efter menneskelig forbundethed. Interessant, det med livet, er der mere liv at leve, hvordan vælger vi at leve det, er noget levet liv bedre end andet levet liv?Det føles jo sådan. Følelsen af at leve eller spilde tiden. Men det hele er liv. Det er her nu. This is the Human experience. Så hvorfor fortryde, hvorfor dømme noget som kedeligt og noget som livfuldt?Men længslen, min elskede, længslen efter at forbinde sig til noget større, et andet menneske, at lade sig søle til og nedsænke i den menneskelige oplevelse. At gøre det som netop mennesker kan, elske, mødes, at holde to hjerter mod…
Kærligheden er sorgens lys. Ingen ved hvor de døde drager hen. Om det overhovedet er et sted.Det eneste vi ved er, at når vores kære er gået bort, så elsker vi med den dybe, hjemløse kærlighed, vi kalder savn.Og når vi savner, så husker vi, vi genkalder os igen og igen de stunder, hvor vi oplevede den elskede mest levende, mest glad. Og når vi husker glæden, latteren og lyset hos den savnede, så kan vi føre smilet videre.Kærligheden er sorgens lys. Vi lever sådan et usandsynligt liv. Vi ved så lidt om livet, om os, hvad som kom før og hvad som kommer efter.Vi drømmer, græder og ler. Vi betragter en baby opdage sine egne hænder, mærker en aldrende hånd om vores, lytter til musik som river vores hjerter åbne.Livet er et vildt og usandsynligt eventyr, vi kan ikke forstå det, bare opleve det og glæde os over alt…
Dette billede tog jeg en aften på vej hjem fra min gode veninde. Jeg var midlertidigt beroliget af en god snak og en god flaske champagne, og jeg vovede at se himlens flammer som smukke og som et tegn på, at universet havde min ryg. Idag er jeg ikke så sikker. Min bedste ven er forsvundet ned i dybder, han kender til bundløshed, og ikke engang mit venskab tog han med derned. Verden føles ubarmhjertig og ubønhørlig idag. Og så ved jeg endda, at det er den ikke. Den ER bare. Tanker er aldrig toldfrie, ingen frokost er gratis. Lyder jeg bitter? Idag er jeg. Men jeg er også taknemmelig. For en sjæleveninde, som samlede mig op i telefonen igår, da jeg havde growlet så dybt og højt og længe, at jeg dels røg ud i et seriøst angstanfald, dels var alvorligt bange for at nogen i opgangen ville ringe…