Igår talte jeg i telefon med en, som lod skinne igennem samtalen at hvis han kunne, så ville han vælge mig som partner fordi jeg er så god til at leve. Forenklet forstået som, at jeg har fire børn og sad ved min mor da hun døde. Og helt klart forstået som en modsætning til ham, som har valgt en vej med stor medmenneskelig omsorg, og stor privat distance.God til at leve. Og hvis man ser kortvarigt bort fra både det forældede menneskesyn og arrogancen, så må det vel i al væsentligt ses som en kompliment. Alligevel kørte jeg fra mit kortvarige eksil i Kalvehave, og drejede ikke hjem mod København, hjem til mit liv. Jeg drejede til venstre og kørte over Dronning Alexandrines bro, og på må og få rundt på Møn. Engang lå der en forbandelse over øen, nu pisser det bare ned. Jeg er kørt op til…