Igår talte jeg i telefon med en, som lod skinne igennem samtalen at hvis han kunne, så ville han vælge mig som partner fordi jeg er så god til at leve. Forenklet forstået som, at jeg har fire børn og sad ved min mor da hun døde. Og helt klart forstået som en modsætning til ham, som har valgt en vej med stor medmenneskelig omsorg, og stor privat distance.
God til at leve. Og hvis man ser kortvarigt bort fra både det forældede menneskesyn og arrogancen, så må det vel i al væsentligt ses som en kompliment.
Alligevel kørte jeg fra mit kortvarige eksil i Kalvehave, og drejede ikke hjem mod København, hjem til mit liv. Jeg drejede til venstre og kørte over Dronning Alexandrines bro, og på må og få rundt på Møn. Engang lå der en forbandelse over øen, nu pisser det bare ned. Jeg er kørt op til Kong Asgers Høj.
Jeg sidder i bilen og drikker lunkent vand og spiser den pose saltmandler som min mors vidunderlige palliative sygeplejerske havde med til mig den sidste formiddag, da jeg havde våget i otte dage, og det var nu det skete. Selv de sidste åndedrag trak ud.
Min mor var ikke min kompasnål, men hun var et af verdenshjørnerne. Nu snurrer nålen, og jeg har prøvet det før, og jeg er svimmel igen. Man siger, når du gennemgår en krise så bliv ved med at gå. Men jeg er svimmel, og jeg er bange for at falde ved det første skridt. Nej, egentlig er jeg ikke bange for at falde, jeg er bange for, hvad jeg hiver med mig ned i faldet. Hvad vil gå i stykker, idet jeg famler mig frem?
Jeg må tage et skridt, men jeg er desorienteret. Og jeg mærker suget. Som at stå på den storebæltsfærgen som barn, og kigge ned, som kirsebærtræerne i blomst udenfor min fars 1.sals-altan på Landsdommervej da jeg var 5 år. De så så bløde ud, så smukke, så inviterende.
Jeg føler mig inviteret igen. Så mange mulige liv, alligevel er kun det jeg vælger muligt. Men suget, impulsen til at tage et skridt, midt i svimmelheden, ikke et skridt mod noget, men et skridt væk fra noget. Noget, som jeg har tøvet med, og nu er måske heller ikke rigtigt. Men det er jo det. Det er rigtigt, hvis jeg gør det. Det vi gør, er altid det rigtige.
Jeg drømmer ikke om Indien. Jeg drømmer ikke om farver og larm og stilhed og nattens kulde i højderne. Jeg drømmer om latter og stilhed og fuglenes dans over himlen.
Jeg hører til hos mig selv, jeg mærker det i selve marven i mine knogler, men jeg længes efter forbindelsen til menneskene. Jeg længes efter at dele denne himmel.
Jeg husker min mor, hendes stemme og fysisk, hendes tøven og mistro, og evige forsøg på at række ud i verden. Jeg husker de gange det lykkedes. Jeg tænker på hendes liv i verden og på, at om tohundrede år, så er alle dem jeg har kendt i mit liv, glemt. Jeg er glemt, mine børn er glemt. Hvordan det føltes, glemt. Og hvis vi kun har det lige nu, som er her lige nu, hvorfor tøver vi så sådan? Hvorfor kaster vi os ikke hovedkuls, svimmelt, ud i verden?
Er vi så fanget af respektens tyranni, af frygten for at fejle, frygten for smerte, at vi handlingslammer os selv? Handlingslammer hinanden? Jeg tør ikke række hånden ud, så du skal heller ikke komme for godt igang? Du skal ikke skabe dig. Tænk hvis det gør ondt, tænkt hvis du mister noget. Det gør ondt at miste, det gør også ondt at give slip. På forestillinger, på håb, længsel, drømme. Livet. Min mor var længe om at give slip på sit liv. Hvad var det mon hun ventede på? Hvad var det, hun skulle være klar til først? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at da hun gav slip, så var det smukt og rigtigt. Og smerten lever sammen med kærligheden.
I så mange år har jeg sagt, at jeg ikke er bange for smerten. Det har været min største provokation, alle er jo bange for smerte. Men det er jeg ikke. Smerten er bare en følelse, den er lige så god og vigtig og rigtig som glæden, kærligheden. Og jeg er stadig ikke bange for at stille mig herud, hvor man ind imellem får virkelige tæsk. Det er herude livet er. Men nu, i indrømmelsernes ånd… så er jeg bange for kærligheden. Bange for at stille mig til rådighed for den, selvom jeg har sagt at det var det, jeg gjorde. Alle disse år. Men jeg er bange. Jeg holder den ud i strakt arm. Jeg laver overspringshandlinger, jeg lyver for mig selv, jeg kalder ikke tingene ved deres rette navn. Alt dette må jeg stoppe med. Ja, jeg er bange. Og fyldt med fordomme og forældede ideer. Og repekttyranni. Og jeg er svimmel. Kompasnålen hvirvler rundt.
Og nu drømmer jeg om Indien. Jeg er god til at leve. Mon jeg nogensinde vil komme til at høre til?
