Jeg starter med en 10års Ararat og tænker lidt på Armenien. Lidt på perfekte møder. De er jo dejlige, søde, som Tupelo Honey, som et overraskelsesopkald til North Dakota, som at drømme om München, om Grækenland. Men de er så flygtige, så grebet ud af det øjeblik de flagrer forbi. Ararat er dyb, rund og god som cognac, men uden sparket i mellemgulvet, ingen snappen efter vejret. Jeg må videre i teksten. Hvad venter? Tom Waits spiller Green Grass, inciterende men igen, ikke rammende.
Jeg kan ligeså godt indrømme det, nu istedet for senere. Når jeg har det sådan her, så er det nummer 25, det lyseblå hus, så er det en grim altan på Islands Brygge, så er det Van Morrison og gamle længsler, absolut falske, som står forrest for. Falske, sukkersøde længsler. Og i den sammenhæng kan vi ligeså godt overstå Damn U og Prince, fordi magen til falskhed, til bohemefascisme, det skal man lede længe efter. Så giv mig til hver en tid hellere en ustabil skønhed som længes værre end jeg, og derfor aldrig må gives efter for. Men nej, kapitlet er lukket, siden vendt. Længslen gælder nu alene venskabet, og det skal ikke underkendes, men hører ikke hjemme i aften. I aften er jeg her. Hos mig selv. Med Ararat, og fire andre muligheder. Hvad skal jeg smage nu? Det bliver en Teeling, ikke for mindet, men fordi den er der. Fordi klokken er 18.32, og jeg er alene hele aftenen, natten, morgenen. Og fordi hele tre varianter af Kilbeggan venter forude.
Springsteen giver sit take på Because the Night. Det får han så lov til, bare jeg får min Teeling. Men åh, min playliste er nådig og spytter I Never Talk to Strangers i hovedet på mig. Åh, ja, nu snakker vi. Teeling og jeg. This town is full of guys like you. You’re bitter ’cause he left you. Nej, jeg er ikke, kun lidt bitter. Alle disse uduelige mænd i verden. For helvede. Alle de forklaringsmodeller for uduelighed. Al den moderlighed, tålmodighed, de fordrer. Så lidt, de ved så lidt, de har lært så lidt, de forstår så lidt af verdens mangfoldighed. Verdens rigdom, verdens eventyr. Så lidt de formår så lidt de tør.
Teeling tør. Teeling er en venlig ven. Men ikke den slags, som viser dig sandheden, verden, eventyret. Så må vi videre. Jeg kan mærke bitterheden snige sig ind, den må holdes fra døren. Men vreden er velkommen. I aften, i det mindste. Fuck A, Fuck, F, M, M og M. Fuck A og R og M, fuck J og J og D, M og T. Jamen, så fuckfuck da.
Nejda. Kærlighed er kærlighed. Livet er livet. May they never meet. Pyh. Mere Teeling, eller er det tid til Kilbeggan?
Hvis jeg nu ikke havde bandlyst BURDE, så… burde jeg muligvis spise noget. Men fuck det, jeg har beholdt 350 panodiler fra min mors dødsbo, så hovedpinen i morgen er dækket ind.
Nåja, min mor er død. Min smukke mor. Jeg ville så gerne kunne huske hende glad. Jeg ville så gerne fremkalde hendes ungdom, hendes længsler, glæder, lykke. Jeg kan ikke, ikke lige nu, men i det mindste synger Niels Skousen Roser og Sne, som havde jeg bestilt ham netop til disse tanker. Du er et katalog over drømme og brudte løfter. Roser, roser og sne. alt det, der ikke varer ved. Åh mor.
Så er det Chris og Carlas tur. The Silent Crossing. Så smukt, jeg tænker på Ps varme favn. Al den umulighed. Og Rosanne Cash som tyst synger Particle and Wave, men ikke lige nu. Nu; tour de whiskey. Next up, Kilbeggan.
Jeg åbner gaveæsken og oh, overraskelse, fire flasker, ikke kune tre! Vi starter med The fruity One. Ahh… lige lovlig venlig. Men ok, Jacob Dylan kommer mig i møde med sin sprøde sexethed, I just want a woman who can walk on a wire, with a tremblin’ glass in her hand. No shit, Sherlock. Don’t you all. Men så igen, You eat what you kill, there’s no need to bring God into this. Han er sgu sød. Alligevel, The fruity one, ikke så meget at komme efter. Lidt for hurtigt drukket og glemt. Åh, men så kommer ‘Ive seen lovers do well with their hands, but I’ll reach you nobody can’. Altså!
M. Jeg kommer ikke udenom. Selvom jeg så gerne ville. Måske skal der mere whiskey til. Tindersticks spiller 4.48 Psychisis, men der skal mere til. Det er den rene og skære dumhed, som jeg har så svært ved at sno mig omkring. Undskylde. Det er ikke første gang jeg har taget fejl af en mand og en amøbe, men jeg håbede. Kærlighed, du ved, jeg troede den kunne noget, også inde i livet. Men jeg tog igen fejl. Det er tid til den næste Kilbeggan i rækken. Hvilken? The Sweet One, men jeg må vente til Tindersticks afløses af… hvad mon?
Jackson Browne, kan jeg tåle ham? Nu? Sprød længsel, Sky Blue and Black, nej, jeg kan ikke. Næste.
Så kommer Dylan med I Want You, og nu snakker vi! Passer måske ikke perfekt til The Sweet One, men vi tager chancen. Den dufter af søde, sure sokker. Ikke tosset. Haha, og jeg kan overspringshandle M, jeg kan starte med A, det gør jeg. A er ligemeget, nå det var hurtigt overstået, men nu er sangen også slut. Jeg smager på den søde, mens Tindersticks igen flyder igennem Sonos. Sometimes it Hurts. Ja. Den er faktisk god, bedre en The Fruity. Og tiden går, mørket falder på, Supermånen lyser næsten så kraftigt som igår. It’s just that old song, I only got the one. Sådan føles det en gang imellem. Men det er så sjældent jeg har tid til at synge den. Det er så i aften. You belong to me now, don’t you wander too far. Den søde kan godt klare en påfyldning.
Som en odd one out, men så alligevel, kommer Marco Z med The Most Beautiful Night. Det er nu faktisk et pænt nummer. Pæn tekst. Minder på en bizar måde om Robert. Nu kommer Van igen, med Domino. Så må jeg tænde lidt lys og hente en isterning til den næste Kilbeggan. Skal man tage The Complex One eller The Smoky One? Det er jo et grundlæggende spørgsmål. Den komplekse før den røgede? Ja. Here we go. Og passende til en af de eneste Cohen-sange som jeg kan holde ud, A Thousand Kisses Deep. Jeg elsker hans digte, hans tekst, poesi, men musikken, jeg duer ikke til den. Men denne virker. The Complex One. Faktisk kompleks.
Hvordan ved man, om man er på rette kurs? Om stædigheden er vedholdenhed eller bare idioti? Jeg mener, jeg føler, jeg oplever, jeg ved. At kærlighedens virkelighed, kærlighedens manifestation i livet, et livets eneste egentlige formål. Uanset. Og ja, jeg er et dumt og stumt næsehorn, som løber hornet mod kærligheden, hele tiden, altid, ved hver skygge af en chance. Og selv det er løgn. For jeg jagter ikke skyggen, men lyset. Ved hver lysende chance. Jeg kan manifestere kærligheden, jeg er kærlighed, her er jeg. Og jeg ved, instinktivt, at kærlighed er mig, og at den – jeg – manifesteres i livet virkeligheden, kun i et samspil. Kun i mødet sker livet, kreationen, kærligheden. Og du ved det også.
Det er noget skidt, for nu spiller Otto Brandeburg, og det skulle han slet ikke, han hører til i min danske spilleliste, ikke den, jeg spiller nu. Og denne, Noget om Kammermusik, det er min far. Og nu er jeg forældresløs, for han er død, og dette nummer er et af ganske få, som er min fars musik, og nu er min også mor død. Min mor er død. Og nu græder jeg, for min mor og for min far, og mest for mig. Det er whiskey’en og musikken, det er sentimentalitet og ren sorg. Om hundrede år er vi alle billeder, som ingen genkender, trækker på hovedet af, smider ud, sletter. Vi er allerede væk. Min mor døde d29august 2024, det er tusinde år siden. Det er allerede tusinde år siden. Tårerne er tørret på min indtørrede kind, whiskey’en forlængst fordampet. Pogues spiller, Shane krænger verdens følelser ud, men det er bare følelser.
SÅ! Nu er det tid. Mere whiskey og Take it Where You Find it, højt! Sikke en aften, hvad skal det ikke ende med. Jeg skal bare holde det hos mig selv. Min kærlighed. Men åh, altså, den sang, denne whiskey, denne krop, dette sind. Hvis bare. Længslen er så stor. Jeg ønsker mig. Men jeg er bare mig. Og kærligheden HAR en manifestation. I mig. Uanset.
Dedikeret til New Delhi, Charlotte, Sairee, Liverpool, I’m gonna walk down the street untill I see my shining light. Og fuck jer.
Nå. Tiden går, sidste whiskey. The smokey one. Jeg savner min elskede nu. Gid du lå i min seng min skat. Jeg er snart færdig med den her aften. Også selvom musikken lokker med Brown Eyed Girl, jeg falder ikke for det. Nix. Jeg henter en isterning og en bolle fra den madpose, jeg fik med fra Mikkel og Nanna. Like a good girl. Og det er utroligt, Van Morrison lokker igen, nu med Moondance. Det kunne fandme ligeså godt have været Ray Orbison med Drove All Night. Shit. Og til overflod er whiskey’en fantastisk. The smokey one, den er en forræder nu. Jakarta står lyslevende som aldrig før, foran mig. Det er en illusion. Tyngden, den hvide hud under skjorten, de usandsynlige fregner, altsammen en illusion, og en farlig én af slagsen, for nu synger Rita Coolidge og hvad fanden kan man så stille op! For helvede.
Der er gået en uge, der er gået tusinde år, din idiot. Livsfornægtende fuckhoved, kærlighedskujon, og hvad så. Det hele forsvinder om lidt, det er allerede forsvundet. Kærligheden består, den er der altid, den er sguda ligeglad med din lille uformåenhed. Fuck da dig. Men livet, livet, min elskede. Kærlighedens mulighed, for helvede. Og nu er ugen gået, livet gået, tusinde år fordampet. Al det eventyr, vi ikke fik.
At trække vejret. At se livet, eventyret hver dag, i det små, i alting. Det gør jeg i morgen. I aften, er det den røgede Kilbaggan som vinder, og Masters Of War og Rita Coolidge og hvem fanden tror du at du er.
