Dette billede tog jeg en aften på vej hjem fra min gode veninde. Jeg var midlertidigt beroliget af en god snak og en god flaske champagne, og jeg vovede at se himlens flammer som smukke og som et tegn på, at universet havde min ryg.
Idag er jeg ikke så sikker. Min bedste ven er forsvundet ned i dybder, han kender til bundløshed, og ikke engang mit venskab tog han med derned. Verden føles ubarmhjertig og ubønhørlig idag. Og så ved jeg endda, at det er den ikke. Den ER bare. Tanker er aldrig toldfrie, ingen frokost er gratis.
Lyder jeg bitter? Idag er jeg. Men jeg er også taknemmelig. For en sjæleveninde, som samlede mig op i telefonen igår, da jeg havde growlet så dybt og højt og længe, at jeg dels røg ud i et seriøst angstanfald, dels var alvorligt bange for at nogen i opgangen ville ringe til politiet; kvinde kvæles af stort, sort dyr. Jeg er taknemmelig for min store datter, som sender mig hjerter henne fra næsten-voksen-land, for en komplet uvidende mor, som også lige sendte et hjerte på rette sted. Jeg er taknemmelig for at der er nogenlunde skik på mit hjem og mad i mit køleskab. For at jeg, om præcis 14 dage sidder i flyet på vej mod det, som mere og mere tegner til at blive en livsrejse.
Jeg er taknemmelig for, at jeg for fucks sake ENDELIG fik taget mig sammen til at få styr på min pension og min økonomi. For at have startet på et nyt job, som lige nu tegner både roligt og sjovt og ret dejligt.
Jeg er taknemmelig for at jeg KAN rase og råbe og græde, fordi jeg tror og ved, at den eneste vej igennem sorgen og angsten og hjertets hjemløshed, er igennem den.
Men for helvede. Jeg græder og ængstes, og det vil tage tid. Jeg vil holde fast, jeg vil savne alt, huske alt. Og jeg ved at jeg må give slip, og i det ligger også en vis glemsel. Noget vil fade. Jeg håber og ønsker, at det bedste vil blive hos mig længe.
Og jeg ønsker af hele mit hjerte at der alligevel er en bund i hans bundløse dyb, og at denne bund vil vise sig at være en trampolin som sender sikkert ham op på land igen.