Dette billede tog jeg en aften på vej hjem fra min gode veninde. Jeg var midlertidigt beroliget af en god snak og en god flaske champagne, og jeg vovede at se himlens flammer som smukke og som et tegn på, at universet havde min ryg. Idag er jeg ikke så sikker. Min bedste ven er forsvundet ned i dybder, han kender til bundløshed, og ikke engang mit venskab tog han med derned. Verden føles ubarmhjertig og ubønhørlig idag. Og så ved jeg endda, at det er den ikke. Den ER bare. Tanker er aldrig toldfrie, ingen frokost er gratis. Lyder jeg bitter? Idag er jeg. Men jeg er også taknemmelig. For en sjæleveninde, som samlede mig op i telefonen igår, da jeg havde growlet så dybt og højt og længe, at jeg dels røg ud i et seriøst angstanfald, dels var alvorligt bange for at nogen i opgangen ville ringe…
Tag