Der er lige nu 7 grader på Frederiksberg. 27 grader på Koh Tao, 26 i Jakarta. Jeg ved ikke engang hvad temperaturen er i Charlotte. I mig fryser det. For jeg er ensom, og det har ikke noget at gøre med kilometer eller varmegrader, men med længslen efter menneskelig forbundethed.
Interessant, det med livet, er der mere liv at leve, hvordan vælger vi at leve det, er noget levet liv bedre end andet levet liv?
Det føles jo sådan. Følelsen af at leve eller spilde tiden. Men det hele er liv. Det er her nu. This is the Human experience. Så hvorfor fortryde, hvorfor dømme noget som kedeligt og noget som livfuldt?
Men længslen, min elskede, længslen efter at forbinde sig til noget større, et andet menneske, at lade sig søle til og nedsænke i den menneskelige oplevelse. At gøre det som netop mennesker kan, elske, mødes, at holde to hjerter mod hinanden og se dem blive større, både sammen og hver for sig. At vokse i kærligheden, at omfavne alle de følelser som den kommer med.
At turde. Men først og fremmest turde forbinde sig til sig selv. Jeg talte med en ven, han sagde at han trængte til at udfordre sig selv, noget farligt, for at blive rystet, og jeg genkender følelsen, men udfordringen ligger i udfordringen. Han talte om transcenderende stoffer, om isolation, den gamle mand og havet, og måske blev han stødt da jeg grinte af ham. Jeg forsøgte at gøre det mildt, og måske var det heller ikke helt fair, for så godt kender jeg ham heller ikke. Men han talte om at udfordre sig ved at gå længere ad en vej, han før har gået på, måske har gået på det meste af sit voksne liv. “Lev med mig, lev mit liv med mig, brug dine sidste år med mig og mine børn og lad din kærlighed gro i et ansvar du aldrig har taget før”, det sagde jeg ikke, men jeg havde lyst. Det ville være afgørende for ham. Hvis man virkelig vil ændre noget afgørende i sit liv, så skal man ikke tage på endnu en festival.
Men jeg var nok alligevel for hård og for dum og for provokerende, for jeg har ikke hørt fra ham siden. Jeg har heller ikke haft tid til den slags luksus som den slags samtaler er. Jeg har haft for travlt med en anden og tungere del af den menneskelige oplevelse.
Men så, lidt tidligere idag skrev en bekendt noget, som næsten var præcist til mig, han skrev at man er summen af sine skrammer, men regnskabet kan gøres op på to måder. Så er livet en jammerdal eller uendelig kostbart? Og det fik mig til at tænke, at livet er jo ligeglad med, hvad jeg kommer frem til, så det er kun mig selv, dernæst mine nærmeste, som får min konklusion at føle. Og dermed er det afgjort, jeg må ned i mudderet igen.
Jeg tror det bliver Hekate denne gang, det vil ikke gøre ensomheden mindre.
Vi kvinder har ikke brug for de store armbevægelser, vi forbinder os så nemt til altet. Vi har nemlig også et liv at leve, et hus at holde, børn at tage os af. Mænd at elske. Der skal færre stoffer og kortere tids ensomhed til at nå ned i dyndet og op til audiens. Ikke noget med at sidde 20 år i en hule på et bjerg. Og det var derfor jeg kom til at grine af min ven, selvom det nok var dumt og skræmte ham væk, for faktisk var det en dejlig samtale. Og også derfor min bekendte fik mig til at tænke og min elskede mig til at græde.
Den menneskelige oplevelse er ikke altid så ligetil. En gang imellem kræver den en tur på havet, i mudderet, man må konsultere nogen, som ved mere, som kan grine og sige noget kryptisk og puffe en ud i eventyret igen.
Men lige nu sover de små, og der skal bages brød og tømmes opvaskemaskine og bestilles tid til tøjvask.
