Kærligheden er sorgens lys.
Ingen ved hvor de døde drager hen. Om det overhovedet er et sted.
Det eneste vi ved er, at når vores kære er gået bort, så elsker vi med den dybe, hjemløse kærlighed, vi kalder savn.
Og når vi savner, så husker vi, vi genkalder os igen og igen de stunder, hvor vi oplevede den elskede mest levende, mest glad. Og når vi husker glæden, latteren og lyset hos den savnede, så kan vi føre smilet videre.
Kærligheden er sorgens lys.
Vi lever sådan et usandsynligt liv. Vi ved så lidt om livet, om os, hvad som kom før og hvad som kommer efter.
Vi drømmer, græder og ler. Vi betragter en baby opdage sine egne hænder, mærker en aldrende hånd om vores, lytter til musik som river vores hjerter åbne.
Livet er et vildt og usandsynligt eventyr, vi kan ikke forstå det, bare opleve det og glæde os over alt det vi kan se og mærke undervejs.
Og når vi er væk, så vil vores nære og kære lede i deres hjerter efter synet af vores latter, fornemmelsen af vores hånd i deres, vores livs musik som nu bor hos dem. Og en morgen, eller en formiddag ligesom denne, og efter den første, desperate sorg, så er det netop disse erindringer som vil give trøst og smil i selv det dybeste savn.
Kærligheden er sorgens lys.
Så lad os leve og åbne os for det hele. Lad os forundres over alt det vi går igennem, stort og småt, gråd og latter.
Det er nu, vi er her, og når vi er væk, så er det erindringen om vores smil som vil trøste og lyse, og vores musik vil igen spille i vores elskedes hjerter og lade dem mindes og glædes igennem sorgen. Og leve livet videre.
