Jeg starter med en 10års Ararat og tænker lidt på Armenien. Lidt på perfekte møder. De er jo dejlige, søde, som Tupelo Honey, som et overraskelsesopkald til North Dakota, som at drømme om München, om Grækenland. Men de er så flygtige, så grebet ud af det øjeblik de flagrer forbi. Ararat er dyb, rund og god som cognac, men uden sparket i mellemgulvet, ingen snappen efter vejret. Jeg må videre i teksten. Hvad venter? Tom Waits spiller Green Grass, inciterende men igen, ikke rammende. Jeg kan ligeså godt indrømme det, nu istedet for senere. Når jeg har det sådan her, så er det nummer 25, det lyseblå hus, så er det en grim altan på Islands Brygge, så er det Van Morrison og gamle længsler, absolut falske, som står forrest for. Falske, sukkersøde længsler. Og i den sammenhæng kan vi ligeså godt overstå Damn U og Prince, fordi magen til…
Tag