Hvis jeg kendte dig bedre, nej, hvis jeg turde tale så intimt som jeg kender dig, men ikke kan, fordi det stadig kun er sjælenes intimitet som drager os sammen, så ville jeg sige, Hey, jeg har den der uge i april. Jeg kommer. Det er den drøm. Den, og så den taktile fornemmelse af dig. Den og den, og så den tågede erindring, som blev til en uopnåelighed, den ultimative uopnåelighed. Ingen længere væk end dig.Den og den og den. Og så. Fornemmelsen af alle aldre i dig, drengen, den unge mand, den modne, den aldrende. Oldingen.Fordi jeg ser flugten og ordentligheden. Egoismen og sorgen. Mageligheden og rastløsheden. Og jeg ser alt det og ved, at jeg ikke har mødt det hele endnu, og det er det som vækker det hele igen, nu med min egen alders klarhed og mulighedens forræderiske styrke. Og jeg ser den forbandet lokkende mulighed…

Du er større end jeg husker og større end jeg drømte. Din krop er et massiv, et bjerg hyllet i tåge.Mine forestillinger glider ind i billedet af dig, omformer mine tankespind og giver plads til en tyngde som jeg ikke før troede mulig. Alt dette er bare fysik.Du er næsehornet, ravende omkring på jorden, du er ørnen, cirklende omkring min planet med mægtige, skyggefulde vinger.Din krop er på en gang en voldsom susen og en uafvendelig dundren. Din alder fylder mig med undren. Dit blik hviler på mig gennem årtier, århundreder, uden fordom eller forventning, kun måske, en svag forundring. Oh, milde bestyrtelse. Din alder fylder mig med mulighedens svigefulde anelse.Du skræmmer mig ikke, din hånd, rakt ud i den blå tåge, du skræmmer mig ikke, det er kun min sjæls villighed, dansens eftergivelighed og styrke, drømmens ebbe og flod omkring den jord som er din. Jeg ved, at sjælen…