Every day is a pilgrimageA slow travel towards originThe constant search for belongingIn the rushing of leaves, the cooking of rice As I gravitate towards the needlepoint horizonI realize all too slowlyThe end is just another stepWhile sharing the rice and walking alongside the leavesBelonging is the pilgrimage
You would rather keep me as a distant possibility that you can use as a fairytale to lull you to sleep in the darkness, than risk lifting the weil from your life and see love for what it really is. And what will you lose by taking that chance if nothing happens? Just cobwebs, a fairytale, a few days of your time, perhaps a little money. Apparently my love is something you can toy with. Because I have no weil. I know what’s at stake here, and I can’t risk not being here. I will not lull myself to sleep by a distant fairytale and allow the weil to cover my eyes. So what If nothing comes from it? I’ll have spent a little money, a little time, taking a stand for the best, the exquisitety of life. Standing here is the only option there is for me. So toy…
I wander the path between death and dreamThe city falls awayThe mountain dissolvesIf this is goodbye
Ja så jeg er fuld før middag og hvad så? Ingen i verden vil dømme mig.Og jeg er forelsket i Andy Garcia og ikke fordi han ikke er dejlig, men det er muligvis alkoholen som taler. Åh, den butterfly.Jeg har taget en uge, vristet den ud af mit livs greb, og ja, jeg savner mine børn, min hverdag, mit liv, men dette tomrum, i hvilket jeg sandsynligvis vil græde og være uendeligt ensom det meste af tiden, ligger foran mig som en slette.Jeg bliver ved ned at tænke at jeg ikke er vred. Men vreden, gudinde, den hører jo til? Hvorfor denne insisteren på det hellige hele, freden?Jeg har skabt, med mine handlinger, ved andres handlinger, en slette, et helle til sorgen, til helingen, men hvorfor ikke til vreden? Der er ellers nok af den. Ved endnu et nederlags gunst, flyver jeg på første klasse, og er derfor standsmæssigt beruset…
Sometimes i get so lonely that the desperation is palpable and I’d trade anything to find rest in strong and loving arms.Sometimes I fell so alone that I’d trade anything to share the load of responsibilities.Sometimes I get so exited that I’d trade anything to grow ideas with an equalSometimes I get so lost in thoughts that I’d give anything for a new perspective.Sometimes I get so happy that I’d trade anything to share my happiness.Sometimes I get so silly that I’d trade anything to laugh forever with somebody.Sometimes I feel like the universe is finding rest in me, and I’d trade anything to show someone the love between us all.Sometimes I feel so full of desire that I’d trade anything to loose my mind for a night. All of this is words, of no consequence to anyone. It’s just feelings. Emotions.Who will cross my path, and dare to stand…
Jeg starter med en 10års Ararat og tænker lidt på Armenien. Lidt på perfekte møder. De er jo dejlige, søde, som Tupelo Honey, som et overraskelsesopkald til North Dakota, som at drømme om München, om Grækenland. Men de er så flygtige, så grebet ud af det øjeblik de flagrer forbi. Ararat er dyb, rund og god som cognac, men uden sparket i mellemgulvet, ingen snappen efter vejret. Jeg må videre i teksten. Hvad venter? Tom Waits spiller Green Grass, inciterende men igen, ikke rammende. Jeg kan ligeså godt indrømme det, nu istedet for senere. Når jeg har det sådan her, så er det nummer 25, det lyseblå hus, så er det en grim altan på Islands Brygge, så er det Van Morrison og gamle længsler, absolut falske, som står forrest for. Falske, sukkersøde længsler. Og i den sammenhæng kan vi ligeså godt overstå Damn U og Prince, fordi magen til…
Så jeg kørte til Holbæk, fordi hvad fanden skulle jeg ellers. Folk er idioter, ligusterfascisterne lurer om hvert et hjørne, mennesker som kun krammer mig fordi de har brug for min omsorg lurer i hver en port, mænd som ikke har lært at leve, gemmer sig ved hvert et usagt ord, altså; Holbæk. Byen ligger smukt, vandet nært, kaffen rigelig. Dyre genbrugsbutikker, men hvad fanden, jeg skal jo ikke købe noget. Jeg overvejer en form for prostitution, jeg er god til kærlighed. Fuck det. Jeg kørte op til Mikkel og Nanna, de har plads til mig. De havde plads til mig, jeg græd allerede i Mikkels brede favn. Og så talte jeg, og så kom Nanna, og så talte jeg igen, og så grinede vi og drak friskpresset æblejuice og Mikkel viste mig havet to minutter væk og alt var godt i en time. Og det var godt, det gjorde…
In the scheme of things, you are forgiven. Because love is love. In life, not so much. Why are you such a fucking idiot? Such an imbecile. So strange, how you would allow fear and ignorance to rule you. To blind you of the holy before you. I’ve never understood, I never will. What life is that, so little. All the stories, all the excuses. Ella and Louis is singing to me, A Fine Romance, and I marvel at the charm that alows Ella to rhyme ‘Aunts’ with ‘Chance’ and then ‘Romance’. I felt the rage in me all the way home. I yelled in my car, windows closed, but still. Yelled at you, why? You’re making excuses for turning down life. Love, living. You make me bleed, just to wrestle free, and from what. My mere existence. You’ll hurt me, so I’ll let you go, but you don’t realise…
Igår talte jeg i telefon med en, som lod skinne igennem samtalen at hvis han kunne, så ville han vælge mig som partner fordi jeg er så god til at leve. Forenklet forstået som, at jeg har fire børn og sad ved min mor da hun døde. Og helt klart forstået som en modsætning til ham, som har valgt en vej med stor medmenneskelig omsorg, og stor privat distance.God til at leve. Og hvis man ser kortvarigt bort fra både det forældede menneskesyn og arrogancen, så må det vel i al væsentligt ses som en kompliment. Alligevel kørte jeg fra mit kortvarige eksil i Kalvehave, og drejede ikke hjem mod København, hjem til mit liv. Jeg drejede til venstre og kørte over Dronning Alexandrines bro, og på må og få rundt på Møn. Engang lå der en forbandelse over øen, nu pisser det bare ned. Jeg er kørt op til…
Jeg drømte om ham i nat. Vi mødtes på et generisk hotelværelse og han kyssede mig alt for hurtigt og hårdt. Vi gik rundt om hinanden og jeg følte mig alt for blød og angrebet af mistro. Så forstod han, og tog alt sit tøj af og lagde sig tæt op ad mig i sengen. Jeg var fuldt påklædt, men vågnede nøgen og kunne ikke finde mit tøj. Jeg måtte tage hans tøj på for at nå mit kursus. Jeg lignede en vagabond, alt for store cowboybukser og en cremefarvet skjorte med brunt mønster. Min underviser og de andre kursister kiggede misbilligende på mig. Den slags er åbenbart ikke sådan at undslippe. Jeg tænkte på ham, nøgen i hotelsengen, blandingen af det let feminine, smykkerne, de slanke håndled, og det åbenlyst maskuline, og hvordan det hele forenes når hans øjne glimter, krævende og søgende på samme tid. Det er som…