Hvis jeg kendte dig bedre, nej, hvis jeg turde tale så intimt som jeg kender dig, men ikke kan, fordi det stadig kun er sjælenes intimitet som drager os sammen, så ville jeg sige, Hey, jeg har den der uge i april. Jeg kommer.
Det er den drøm. Den, og så den taktile fornemmelse af dig. Den og den, og så den tågede erindring, som blev til en uopnåelighed, den ultimative uopnåelighed. Ingen længere væk end dig.
Den og den og den. Og så. Fornemmelsen af alle aldre i dig, drengen, den unge mand, den modne, den aldrende. Oldingen.
Fordi jeg ser flugten og ordentligheden. Egoismen og sorgen. Mageligheden og rastløsheden.
Og jeg ser alt det og ved, at jeg ikke har mødt det hele endnu, og det er det som vækker det hele igen, nu med min egen alders klarhed og mulighedens forræderiske styrke.
Og jeg ser den forbandet lokkende mulighed for liv. For det store og det ægte. Samtale og eventyr, forbundethed og erotik. Lyst til livet igen. Mere liv.
Jeg ser mulighed for at vi kunne. Give og få det, vi begge altid har flygtet fra og altid har søgt.
Du er dem alle, og selvfølgelig så jeg det ikke før. Du var et kim, en anelse, uformelig og tåget. Jeg var slet ikke klar.
Og nu? Nu bukker vi for hinanden, vi rækker hænderne frem, men ingen af os ved, hvilken dans den anden byder op til.
