Du er større end jeg husker og større end jeg drømte. Din krop er et massiv, et bjerg hyllet i tåge.
Mine forestillinger glider ind i billedet af dig, omformer mine tankespind og giver plads til en tyngde som jeg ikke før troede mulig.
Alt dette er bare fysik.
Du er næsehornet, ravende omkring på jorden, du er ørnen, cirklende omkring min planet med mægtige, skyggefulde vinger.
Din krop er på en gang en voldsom susen og en uafvendelig dundren.
Din alder fylder mig med undren. Dit blik hviler på mig gennem årtier, århundreder, uden fordom eller forventning, kun måske, en svag forundring.
Oh, milde bestyrtelse.
Din alder fylder mig med mulighedens svigefulde anelse.
Du skræmmer mig ikke, din hånd, rakt ud i den blå tåge, du skræmmer mig ikke, det er kun min sjæls villighed, dansens eftergivelighed og styrke, drømmens ebbe og flod omkring den jord som er din.
Jeg ved, at sjælen drejer sig mod en frænde, hurtigere end sindet.
Og tidevandet stiger og falder og suger mig ud mod dybderne. Sjælen ubemandet, syngende,
