Om at springe ud af sin krop og kravle ind i den igen.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det tog mig ikke to sekunder at forlade min krop. Da cyklen blev ramt og det gik op for mig at jeg ikke kunne rette den op, men ville vælte ud på kørebanen, da forlod jeg den. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg afsikrede den inden, lod den være blød og spændstig på samme tid, så slagene nok ville gøre ondt, men ikke ramme noget vitalt.
Alt virkede efter planen. Jeg husker asfalten mod hoften og hånden, og foden i et vrid mod pedalen. Jeg havde endda overskud til at blive vred på den cyklist som troede han kunne overhale indenom og på dem, som rejste mig og cyklen op og fulgte os ind på fortovet, og så bare forlod mig der, alene, forslået og fortumlet.
Jeg vidste, at jeg havde fået et chok. Jeg vidste at det var vigtigt at reagere, at lade tårerne komme, og rystelserne. Jeg vidste også at jeg havde 3 klienter den dag, og 5 møder med eventuelle nye deltidslejere til Kontoret for Krop og Liv. Så jeg fik fat i Karin og Jan og de hjalp med at aflyse mine aftaler. Jeg ringede til min mor og gråden tog til. Min fod gjorde ondt, min hånd gjorde ondt.

Det er 10 dage siden. I dag skal jeg have gipsen af. Wish me luck. Selvom, det er egentlig ikke hånden jeg er så bange for. Knogler heler. Men jeg har fandme ondt i hoften og det stråler op i lænden.

Jeg fik behandling af to af underviserne på ManuVision i går, det var godt og gjorde godt – og pisseondt.For jeg bliver jo nødt til at kravle ind i den krop igen. det er ikke til at holde ud at stå og se til, mens den stivner om sig selv. Ergo. Ind i den, ind og mærke hvordan det føles, at blive mørbanket af bil og cykel og asfalt, for så derefter at stavre rundt og spænde op, imens man spiser chips og lakridser og drikker lidt for meget vin, fordi man fandme ikke skal tage de smertestillende piller. Det er sgu ikke kønt, hverken at se på eller mærke.

Men ind kom jeg – om ikke andet så i glimt. Når noget, som er stift, bliver blødgjort, så hæver det. Når noget hæver inde i et rum, så bliver der mindre plads og så må det hævende trykke mod noget andet. Ergo, jeg er mere bevægelig og mere ømskindet end før. Alligevel, midt i alt det ømme, føles det godt. Eller, ikke godt, men rigtigt. Den vej jeg skal. Tilbage i mig selv.

Just do it!

ManuVision og det bløde dyr

Photobucket Pictures, Images and Photos

At skrive om noget som ikke skal skrives, men opleves. At skrive om kraft og afmagt, om en træthed som når helt ind i knoglerne og en livslyst, som jeg ikke husker at have ejet de sidste mange år. Om ro der bobler inden i mig.

At beskrive ManuVision – uddannelsen, arbejdet, virket, er at beskrive en frustration, en kamp og et åndedrag.
ManuVision peger på mig. Jeg føler mig udstillet. ManuVision peger på mig og siger ‘Ja, du føler dig udstillet, men se lige det som vi peger på.’

ManuVision inviterer mig til at tage ansvar for mig eget liv på helt nye niveauer og til at træde ind i det felt, som er mit.

Al min længsel efter at tage min styrke på mig, al den frygt for dovenskab, det er uduelige undskyldninger.

Da vi var i Sverige og sad i skoven, eller spiste sammen om aftenen, om vi grinte eller råbte eller var stille, hele tiden var den der; invitationen. Det eneste redskab jeg kan bruge er mig selv.

En aften i Sverige var der en som læste et digt højt, som jeg kender og holder meget af. Jeg bruger det selv i mine kurser og det står i min lærebog ‘Creative Writing’. Digtet er skrevet af Mary Olivier og lyder sådan her:

‘You do not have to be good.
You do not have to walk on your knees for a hundred miles through the desert, repenting.
You only have to let the soft animal of your body love what it loves.
Tell me about despair, yours, and I will tell you mine.
Meanwhile the world goes on.
Meanwhile the sun and the clear pebbles of the rain are moving across the landscapes, over the prairies and the deep trees, the mountains and the rivers.
Meanwhile the wild geese, high in the clean blue air, are heading home again.
Whoever you are, no matter how lonely,
the world offers itself to you imagination,
call to you like the wild geese, harsh and exiting,
over and over announcing your place
in the family of things.’

At lade min krop, det bløde dyr, som er min krop, elske hvad den elsker. Damn.

Åbningsreception!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Så er det lige præcis om en uge, at Kontoret for Krop og Liv slår dørene op!

Vi har knoklet og knoklet og malet og slæbt og sat i stand og endelig er vi klar til at byde jer velkommen i vores lille behandlerfællesskab 🙂

På Olufsvej, lige ved Trianglen, Parken og Brumleby, har vi på små 100kvm indrettet smukke behandler- og træningsrum, og DU er så velkommen til at komme og ønske os tillykke og få et lille glas på fredag d 21, marts mellem kl 16 og 19.

På dagen og indtil d. 1. April har du endda mulighed for at booke en behandling til en særlig introduktionspris – du får nemlig 50kr i rabat på en valgfri behandling! Tiden skal bare bookes inden d 1 april, du skal oplyse at du vil benytte dig af åbningstilbuddet, og behandlingen skal være afviklet inden d 1. Juli 2014.

Kernen i fælleskabet består af mig, Katrine May Hansen og Karin Sandberg, som mange vil kende fra Kys en Tiger – tilsammen har vi mere end 6 behandlings- og træningsformer i kufferten, og vi glæder os til at dele det med dig!

Vi har plads til en eller to deltidsbehandlere, så hvis du leder efter et dejligt behandler- eller mindre træningslokale, så tøv ikke med at tage kontakt 🙂

Behandlinger etc. kan bookes på email: kropogliv@gmail.com eller på telefon 20631509 (mig) og 24257655 (Karin)

Udover Kropsterapi, ManuVision Elevbehandling, Coaching, Skrivecoaching og velværemassage, har vi også planer om at starte et drop-in træningshold og en fast drop-in aften med kreativ skrivning.

Kom glad og gerne – vi glæder os til at se dig!

Adressen er:
Kontoret for Krop og Liv
V/ Katrine May Hansen og Karin Sandberg
Olufsvej 7, kld
2100 København Ø

Du kan også følge med på Facebook

Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂

Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂

Older posts