Siden sidst

IMG_3558

Siden sidst… har jeg købt denne fine tankini i Cebu på Filippinerne, levet i den på stranden, skvulpet som en mindre hval i vandkant og swimmingpool, kommet hjem og lagt den væk af åbenlyse årsager og fået en lillebitte og vidunderlig Klara, som jeg nok skal vise jer et billede af snart <3

Der er også sket tusinde andre ting og de må komme dryssende som smukke snefnug i December…

Men det er ingen hemmelighed at det ikke var en picnic at være gravid. Jeg nåede lige en fandens bækkenløsning, inden Klara med præcis sans for timing, valgte at komme før tid og derved spare mig for ugers ledsagede toiletbesøg! Det var hurtigt og lettere uventet – der var jo ikke liiige sat puslebord op, eller hentet tremmeseng… Men alt gik godt – jeg fik et kejsersnit, som planlagt, bare tidligere end ventet, og hun er så fin og færdig og havde bare styr på både at spise, skide og sove lige med det samme!

For mig har det været en hårdere tid efter fødslen – jeg kan godt mærke at jeg ikke er 25 længere og det er mit tredje kejsersnit – jeg har ingen komplikationer, som sådan, bare smerter i mave og operationssår i længere tid end jeg husker fra tidligere – jeg har blødt mere, både under operationen og efterfølgende, og det giver en træthed, som sammen med en amning som går igang, giver denne her svævende, spacy træthed.

Jeg har barsel indtil midt-januar, så starter jeg så småt op igen med klienter. Foredrag fra februar, lifting-kurser fra april og madkurser fra maj… Det bliver ikke fuld tid, men passet ind der, hvor der er frie hænder til at gå tur med barnevogn og lignende… og computerarbejde, nye projekter, nye bøger, det holder man jo ikke barsel fra 🙂

Så forvent flere skriverier og tøv ikke med at skrive til mig eller Charlotte (lovetrust.project@gmail.com) hvis du har forslag eller forespørgsler – bare vid at jeg er booket op med barn&barsel indtil midt-januar – og stort set hele april, maj og juni er allerede fuldt booket – og jeg holder sommerferie i juli og tager på turne til asien i september og oktober 2016 🙂 Men vil du mig noget i januar, februar eller marts, eller har du mindre jobs som foredrag eller enkelte mad- eller liftingkurser, så skriv endelig!

En skole for børn?

 photo 731346e396fa19bdc918dd2d2d4f1ce6.jpg

Er det ikke et smukt billede? Det er min ven, Mr. Iman Suligi som har taget det, af en ung studerende i hans bibliotek. I baggrunden hænger plakaten fra min sidste tur i Indonesien. Det gør mig så glad, det hele.

Men der er noget andet, som ikke gør mig glad, men frustreret og bange. Og det er, når jeg ser, hvor hårdt implementeringen af heldagsskolen tager på mine børn.

Den mindste er lige startet i nulte klasse og han er glad lige når han kommer hjem, men ulvetimen, som ellers var overstået for over et år siden, er kommet tilbage. kl 17 er han helt færdig. dødtræt og sur og kan slet ikke finde ud af at være nogen steder. Han vænner sig til det. Jo, det går han, det skal han, men det går ud over legetid og venneaftaler og forældre-puttetid. Jeg savner ham simpelthen, og han savner sine forældre. Han møder kl 8 hver dag, og har i gennemsnit fri kl 14.30. Så er der SFO og legeaftaler og trampolin og bedsteforældre, som også skal passes, for at man er rigtig glad – og så er det bare, at det bliver forældretiden, som ender bagerst i køen.

Men det værste er den ældste. Jeg havde et barn sidste år, i 3. klasse, som var glad og energisk og havde stor selvtillid – dygtig i skolen og med et højt og næstekærligt selvværd. Og nu kommer hun og siger, at 4.klasse er alt for svært, at hun ikke kan følge med. At hun bliver forvirret og ikke føler sig god nok. At vi, hendes forældre, ikke følger godt nok med i, hvad de laver derovre, fordi de skal lave alle lektierne i skoletiden… Hun har skiftet hele lærerteamet ud, skiftet bygning og fået nye fag. For et par dage siden var der forældremøde, det var den første chance, vi forældre havde, for at møde de nye lærere. Ellers skal alt foregå på mail – der er ikke tid til andet. Det er en kæmpe frustration. Lærerne var søde nok, men de er så pressede, at der bare ikke var overskud til andet end at gennemgå læringsmetoderne – som også er helt nye for børnene – og så fortælle os at vi skulle tage stilling til en uhyrlighed i mine øje:

Det er sådan, at lærerne har 24 timer til forældresamarbejdet – på et helt år. Det er forældremøder, skole/hjem-samtaler, alt. Derfor skulle vi tage stilling til, om de skulle bruge nogle af disse timer på at holde et skolebal for hele 4.årgang – som har været tradition og styrker fællesskabet på årgangen – ELLER om vi ville have nummer 2 forældremøde i forbindelse med de nationale prøver etc. Det er jo et umuligt valg. Det er simpelthen ikke et rimeligt valg – en fest, som børnene elsker, og som styrker det sociale fællesskab – SUPER vigtigt, og jo især nu, hvor de er kommet i mellemgruppen, har fået nye lærere og nye fag, og der er meget mindre tid til forældre/elev-kommunikation – eller et forældremøde, hvor vi kan blive opdateret på, hvordan vores børn klarer sig, på klassens trivsel og hvor vi i det hele taget får mulighed (kun nummer 2 mulighed på et helt år!) til at se lærerne i øjnene og lige føle lidt på det hele.

Hvordan skal vi, som forældre, bakke op om lærernes beslutninger, når vi kun får denne kommunikation via mail på intranet og så via vores børns ‘øjenvidneberetninger’? Hvad nu, når vores barn føler sig klemt eller noget i kommunikationen går galt mellem barn og lærer? Plus, at det her lægger al pres over på forældrene, i forhold til sammenhold og trivsel i klassen – jeg er simpelthen så frustreret og bekymret over den mangelfulde kommunikation – både lærer/elev, lærer/forældre og lærer/pædagoger.

Det er en indkøringsfase? ‘Vi lægger asfalten, mens vi går på vejen’? Ja – og jeg vil ikke gøre lærerne til fjende – slet ikke. Men hvor skal vi finde tid og kommunikation til at stå sammen, forældre og lærere, for at give vores børn den bedste skolegang, den bedste overgang til heldagsskolen?

Det bliver bedre? Ja, det er jeg faktisk sikker på at det gør. Men det er mine børn, som bliver taget som gidsler her. Det er mine børn, som skal gå ned og få det dårligt, for at vise, hvad som skal ændres. Og det er jeg FANDME træt af!

 

 

Seks sikre tegn på stress

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg læste for nylig en artikel, i Søndagsavisen tror jeg, om tegn på stress, hvad man skal være opmærksom på og hvornår man skal reagere.

De sikre tegn var:

Man mister overblikket:
Ja, det kan man sgu godt kalde det. Jeg har en fuldstændig uprioriteret liste på Evernote, den er…lang. Der står ting som: Tjekke størrelse på simkort til iPad, kramme børnene, skrive ROMANEN færdig og overføre penge til Dot for togbilletter… Overblik? I think not…

Man sover dårligt:
Måske ikke dårligt… Som småbørnsmor er man jo vant til at vågne en 12-15 gange hver nat, for at tjekke åndedræt og give sut og den slags – det er jeg så bare gået tilbage til… Søvn betyder 3-5 powernaps a ca. 20 minutter i løbet af en nat.

Man taber sig og andre fysiske tegn:
Pludselig kan jeg være i de cowboybukser, som alligevel er pakket væk… Jeg har så heller ikke haft menstruation de sidste to måneder… Og min ellers klare og glatte hud er bumset som en teenagers.

Korttidshukommelsen ryger:
At gå ud i køkkenet, for lige at hente… Hvad fanden var det, jeg skulle herude??? At gå over i Føtex og huske at købe mælk og batterier – tre gange i løbet af dagen… At ringe til min mor og glemme, hvad jeg skulle sige…

Kaffeforbruget stiger:
Ohja… Det må man sige… Jeg starter dagen med en kande… Så gerne et par espressoer på cafe, hvis jeg har et møde, og så en kande mere i løbet af eftermiddagen… Hmm…

Man bliver irritabel:
Jeg er fandeme ikke irritabel! Folk må forstå, at jeg har en masse at tænke på, og mange gøremål, at holde styr på. Når jeg er et sted, burde jeg i virkeligheden være et andet og gøre noget… Derfor kan jeg virke lidt fraværende og… Kort for hovedet, men jeg er ikke irritabel!

Hmm… Men for fanden, sådan er det jo, i perioder… Når man er… Selvstændig, mor, travl, alt det… Så længe det bare er i perioder, ikke?

Lige nu… Der er flere deadlines: Heart2Heart Tour på torsdag, selve den, de fire dage, jeg er hjemme bagefter…. De tre måneders aftenskolemadlavningskurser… Planlægge 60 års fødselsdag i Frankrig… Planlægge, planlægge, planlægge…

Der er luft til sommer… Og luftbobler ind i mellem… Som den på billedet fra turen sidste år… Ikke helt dårligt…

11 dage…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Tænk engang at jeg, om 11 dage sætter mig op i en flyvemaskine og tager til Indonesien…

Heart2Heart Tour er fuldt finansieret og fuldt booket. Kuglepennene til autografskrivning er bestilt – T-shirts’ne i print, fotografen adviseret… Nervøsiteten begynder så småt at melde sig…

Alt bliver godt i varmen… Der er noget om det… Når man har glemt, det man har glemt og forliget sig med det eller købt noget andet… Når man har frosset hele vejen ud til Kastrup, for der er ingen grund til at slæbe på hue og vanter i 35 graders varme… Når man har tudet lidt og allerede savner børnene voldsomt… SÅ kan eventyret godt begynde!

Jeg har jo været der før, på turne, i 2011 The Heartbound Tour, det var hårdt og vildt fedt – som at være rockstjerne på månen… Nikolai siger, jeg er litteraturens svar på Michael Learns To Rock… Jeg ved ikke helt, hvad det så siger om mine litterære kvaliteter, men stort er det!

Så, jeg glæder mig! Jeg er også nervøs og angst og bange… Men jeg glæder mig!

Min manager siger, hun kan skaffe et lokalt Simkort, som kan få mig på nettet med ipad’en… Så jeg håber jeg kan rapportere tit derudefra!

Wuhuuuu!!!!!

December, vær velkommen.. og… peace!

Uploaded from the Photobucket iPad App

Kære November, tak for denne gang.

Vores bekendtskab i 2012 har på mange måder været bedre end de foregående. På nogle måder dårligere. Bedre, fordi der har været så mange ting, som har forstyrret min normale tristesse. Godt nok med melankoli, men alligevel. Og værre, fordi… Damn… det har været en hård måned.

November er jo min dødemåned. Der var så mange, som døde i november, jeg løber spidsrod mellem dagene… men i år, var det de levende, som tog over, på godt og ondt… for jeg holder nu også af mine døde…

Jeg føler jeg har løbet et maraton, well, stadig er i gang med det. Overblikket røg. Jeg blev enlig mor for en bemærkning. Operationen, den er heldigvis veloverstået, men forude venter genoptræning. Romanen, som tager form, men kun på trods. Og en datter, som knækkede over hjemmestress og nu skal tages hånd om. Lige en uges influenza for at sætte trumf på.

Men nu venter December. December er en god måned. Mine December-forsætter er som følger:

  1. At tage mig af min datter
  2. At skrive romanen færdig
  3. En aften, eller en dag, uden andre planer

Jeg håber også på at få nogle gode snakke med gode mennesker, at finde fine julegaver til nul kroner, at have det hyggeligt med min familie, at få penge nok til at gennemføre H2H Tour, at skrive bogen om kreativ skrivning færdig og at opleve julemiraklet…

Under alle omstændigheder, November, tak for i år, vi ses næste år!

December, vær velkommen!

PS: Billedet er taget på et børnehjem i Mombasa, for ca. 7 år siden.

 

Older posts