Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂

Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂

Frihed under ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fejrer min tilmelding til ManuVision-uddannelsen med et gigantisk anfald af angst.

– Det er alligevel for langhåret. Jeg kan jo for fanden godt finde ud af at meditere!
– Jeg kommer til at misforstå det hele, tage fejl, de vil grine af mig.
– Jeg kan ikke gennemføre det, sådan en uddannelse, den er jo seriøs, der er et håndværk som skal læres, jeg er en taber, de eneste uddannelser, jeg har gennemført, har været med pistol for panden og i en rus af uforklarligt held. Jeg kan ikke tage ansvar for noget, jeg nogensinde har gennemført, så hvorfor skulle dette være anderledes?
– Min kontrol er for dyb, for massiv, jeg kan ikke finde ud af, at give mig selv lov til at lære, at modnes, ændres.

Og den største, den som altid får mig til at vende tilbage til dåseøl og barbecuechips: uafhængighedsdiktaturet. Fint, at man skal tage ansvar for sine egne følelser/reaktioner, egen banehalvdel, alt det shit. Men det bliver så let til, at alle mine følelser, kun handler om mig, projektioner og alt det, så hvor gør man så af personlige sympatier, spirende venskaber, menneskelig tiltrækning, alt det, som gør relationer menneskelige og personlige? Hvad skal man nogensinde have at sige til andre mennesker? Hvordan identificerer man ægte sympati, grobund for kærlighed mellem mennesker? Hvorfor må man ikke ville hinanden? Hvad med kemi, umiddelbar tiltrækning, begær, alt det, som ikke skal forklares, men bare mærkes? Hvordan undgår man at blive handlingslammet, midt i al den analyse, al den tagen ansvar?

Det nemmeste i verden, ville være at snyde dem. At lukke op for den uudtømmelige pose af barndomstraumer, vade lidt rundt, og komme lidt videre, tage en slentretur i The Garden Of Good And Evil, uagtet at det ikke længere helt er mig.

Der er masser af gode ting at sige om ManuVision, stedet, mit første møde med to af underviserne, det introduktionsmøde, jeg var til i går, og det er jo selvfølgelig også væsentlige faktorer, hvorfor jeg har valgt lige den uddannelse.

Først og fremmest menneskeligheden. Smil, sympati og en vis portion charme. En afslappethed overfor Sandheden, som jeg måske godt kan være i. I hvert fald føltes det ok, at være der. Selvom jeg egentlig var angst og spændt i underlivet og svedte.

Jeg ved ikke, om jeg kan tage den uddannelse. Det vil kræve, at jeg stiller mig ud i en styrke, som skræmmer mig. At jeg holder op med at gemme mig bag sårbarheden, uden at fornægte den.

Der var flere små konkrete ting, som gjorde udslaget. En af dem var, at der – midt i en lang forklaring om noget andet – pludselig blev sagt ‘Frihed under ansvar’. En anden, at der også var kaffe, ved siden af alle urteteerne. At alle undervisernes øjne var smukke, bag briller og skæg og smilerynker. At jeg ikke sagde en lyd, og at det var ok. At der var en studerende som var gravid og at børn var velkomne. At underviserne påtog sig ansvaret som undervisere, men at der også var en følelse af menneskelig ligestilling.

Jeg glæder mig til at starte, meget. Angstanfaldet hører nok bare med.

At have det sjovt, at gøre sig selv til grin

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det er et mål for mig. Jeg vil lære at have det sjovt. At lege. Og jeg er pissebange. Det er det værste. Alle mine gamle virkemidler i skraldespanden, her gælder ikke intellekt, ikke skønhed, ikke engang… Godhed…

Jeg vil se sjov ud. Jeg vil grine og fejle. Gøre mig selv til grin. Glemme mit image for en stund. Og allerede mens jeg skriver disse linjer, græmmer jeg mig. Aggressiviteten stormer frem, du skal ikke lære mig noget. Det er letheden, jeg skal selv finde den. En barnlighed som jeg gemte væk dengang. Og nu skal jeg trække vejret og indse at det ikke er nødvendigt at gemme den væk længere. (Men hvad nu, hvis det er, hvad nu hvis jeg dør af det, hvis min flok vender mig ryggen, hvis jeg bare er dum og latterlig og så har jeg byttet alle mine attributter for… Ingenting og en rød næse?)

Photobucket Pictures, Images and Photos

Men jeg beundrer klovne, smerten og skønheden, det lette og det tunge, så hvorfor er jeg så bange for det lette? Måske er det angsten for at være betydningsløs?

Mega god røv i mega sløje bukser

Photobucket Pictures, Images and Photos

“Well, he was just 17, you know what I mean’ – kunne man tænke, og det gjorde jeg. Hængerøv i de slidte, mørkegrå jeans og kæde hængende om den ene balde. Ikke meget at kigge på, indtil han bøjede hoften i en vinkel til højre og afslørede; en perfekt runding, den smukkeste røv, sådan en, man kan tage fat i, uden den smatter ud, sådan en. Som sidder hvor den skal, og er blød og rund til hverdag, og hård som sten, når hofterne støder frem. Perfekt.

Hmm… Man kunne tænke sit. Jeg tænkte mit. I toget, på vej hjem fra arbejde. Sørme en skam, man ikke er til ungt kød.

Older posts