En plag

 photo 20ab5f2e13d275afe136243546ae225d.jpg

 

En ung Bruce Springsteen synger I got some beer and the highway’s free og det er lige sådan jeg har det. Han er alt for ung til al den testosteron, som om han først for nylig har opdaget den og stadig ikke helt kan styre den eller yde den retfærdighed. Han er uberegnelig som en plag, han er en plage og en kløe og jeg fortæller mig selv, vent et år eller to, men jeg kan ikke vente.

Om at smelte

 

 photo IMG_0004-1.jpg

 

Findes der en bedre følelse end at smelte?

Denne isblok lå på Gammeltorv for nogle år siden, og smeltede smukt.

Energien flyder derhen hvor der er plads til den – men hvis den er stivnet så flyder den ingen steder.

Angsten for at smelte kun for at flyde hen i en anden form og stivne der, og måske er det det, vi allesammen gør, hele tiden. Disse forme, disse holdepunkter, vi klamrer os til dem, som var de verdens sidste tilflugtssted. Jeg længes efter at smelte, og så snart jeg smelter, søger jeg mod en ny form, en ny favn. Måske for at mærke min afgrænsning. Jeg vil gerne begrænses, sådan mærker jeg mig selv. Alligevel er det i min flydende form, at jeg lever mest.

livet er når den varme olie flyder henover min pande og gennem mit hår

livet er at se ind i to brune øjne når musikken spiller og se dem fyldes med tårer

livet er at tage alt tøjet af, mens han lige er ude og tisse

livet er olie og tårer og tis

 

Yogamanden og andre muser

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg forstår ikke hvad det gode skulle være ved det der zen
Jeg holder meget af mine passioner, dæmoniske eller ej. Længsel, higen, dagdrømmene, fantasierne. Ja, de tager mig i en vis grad væk fra nuet, men jeg ville ikke kunne skrive hvis jeg ikke havde evnen til at sætte mig ind, et andet sted, i en fantasi, lade det løbe af med mig.
Måske er det derfor jeg er så tøvende overfor at opgive min sidste bastion på ManuVision uddannelsen; at åbne ind til min seksualitet. Nåja, jeg er da også bange. Bange for at være for barnlig, for meget, for… higende, jaloux og… fantasifuld…

Yogamænd. Adr. Alt for meget ego i alt for løse bukser. Ok, ret skal være ret, de får i to udgaver; ham, som virkelig har fundet virkeligheden og derfor bliver urørlig, hævet over menneskelige fejl. Han er lækker, gudedejlig, sød og alligevel ikke til at tale med. Og så er der – nåja, i parentes bemærket, behøver man ikke at være yogafanatiker, for at være yogamand! – ja så er der den frelste yogamand. Det er tit noget med tantra og en masse udtalelser om, hvad jeg har brug for. Ego, pakket ind i liderlighed, pakket ind i veltrænethed, pakket ind i omsorg. Adr.

Jeg kan ikke altid gennemskue, hvem som er hvem med det samme. Det er Robert Lubarski og det er Troels Kløvedal. Søren Ventegodt og Ib Michael. Det er nogle af underviserne, undervisningsassistenterne, på uddannelsen. Tidligere elever. Carl-Mar Møller. De findes allevegne, men muligvis i højere koncentration i det alternative miljø.

Jeg lærer aldrig at vænne mig til dem.

Jeg troede man blev et bedre menneske, af at gå igennem ManuVision Uddannelsen. Jeg tror. Jeg tror koncentrationen af idioter generelt er lavere. Men det er ikke en foolproof uddannelse. Og Yogamanden, han dukker altid op, når jeg er lige ved at føle mig tryg ved menneskeheden.

Der findes kategorier af mænd m/k i mit liv. Den Lille Mand, Den Store Mand, Den Gode Mand. Den Milde Mand, Kunstneren og Den Falske Mand. Og Yogamanden. De bevæger sig omkring mig, tættere på og længere væk. Nogle af dem er dødbringende ved nærkontakt, men så smukke på afstand. Nogle skal nydes i små doser, andre folder sig kun langsomt ud. En del er kvinder.

Disse mænd er omdrejningspunktet for alle mine skriverier. De er muser.

Det handler om tiltrækning, på godt og på ondt, menneskelig, seksuel, intellektuel tiltrækning. Hvad er det ved disse mennesker, som giver mig så stor inspiration til min kunst?

De er alle sammen tabere, alle sammen egoister, alle sammen usunde, men de går i blodet på mig. Jeg forelsker mig så voldsomt. Denne upassende fokusering.

Det er tit for meget for dem, så må jeg samle stof på afstand. De tror jo, at jeg ikke kender dem (de ved jo ikke at de skrives ind i en kategori som jeg allerede kender), de ved jo ikke, at de føjer værdifulde facetter til min karakteristik af manden. Hvad er det, jeg gør? Jeg elsker dem, og samtidig gør de mig melankolsk med deres vidunderlige forudsigelighed. Livets ulidelige forudsigelighed.

Alligevel er de muser. Og jeg er skamløs, jeg bruger dem, skamløst. I min nyeste roman optræder derfor både sikkerhedsnåle, røde skjorter, hårde kæbeben og blodårer, som snor sig som blomstertråde under huden, og det allernyeste, hemmelige, er fyldt med smilerynker og hestehaler, deforme kroppe og hvide tatoveringer.

Kunsten. Jeg forlader virkeligheden for en stund, kun for at destillere den, udstille den, begribe den. Faren er selvfølgelig, at jeg kan fare vild derinde. I uvirkeligheden. Men jeg vil da ikke kureres

Derfor vil jeg takke mine muser:
Den Lille Mand, så smuk at hjertet brister, længslens evige arnested.
Den Store Mand, og volden som ubehjælpsomt udtryksmiddel.
Den Gode Mand, og menneskehedens uantastelighed.
Den Milde Mand og skrøbelighedens store styrke.
Kunstneren og visheden om at alting koster.
Den Falske mand som holder vagtsomheden intakt.
Og Yogamanden, for hans konstante spænd mellem tiltrækning og frastødning.

Tak fordi I holder mig vågen, både i kunstens og i virkelighedens verden.

ManuVision, det værste i verden

Photobucket Pictures, Images and Photos

Måske har jeg slet ikke nogen seksualitet.

Tanken rammer mig, mens jeg ligger på briksen. Over mig står en medstuderende og en underviser, og de arbejder på et skuldergreb. Min skulder. Min medstuderende trykker op under min armhule, langs brystkassen, det føles muskeldejligt, ømt, men ikke indgribende og ikke… Udfordrende. Underviseren trykker op under den anden armhule, jeg gisper. Mest indeni. Der er et område mellem mine kraveben, som trækker sig sammen og låser sig fast. Det gør det nemmere. Men den dumme underviser ser det og lægger sin hånd der. Jeg slipper ikke.
Og her er det, at tanken opstår. Den har rod et andet sted, selvfølgelig. I min tilgang, til mennesker, mænd, denne uddannelse, angst, vrede. Skam.

Sagen er, at jeg er bange for de mennesker på uddannelsen. Mine medstuderende, underviserne, dem på de andre hold, undervisningsassistenterne, rengøringsmanden. Hvad nu, hvis jeg ikke kan lide dem? Hvad nu hvis jeg godt kan? Hvad gør man af sin seksualitet, på en uddannelse hvor man er halvnøgen og helt i sine følelsers vold, halvdelen af tiden?

De siger, at man skal lade det være der – det forestiller jeg mig, at de ville sige, hvis jeg turde spørge.

Og så er det jeg tænker; hvad tiltrækker mig, egentlig? Hvad er tiltrækning, hvad tænder mig, menneskeligt og hvordan skiller jeg det ad, fra det sensuelle, seksuelle? Skal det skilles ad, blabla, selvfølgelig skal det skilles ad, jeg skal kunne skille det ad. Men hvad gør jeg med det, hvis jeg bliver tiltrukket af en medstuderende, en underviser, en rengøringsmand? Undersøg hvad det er? Ok, det prøvede jeg, og her gik det op for mig; jeg kan ikke skelne.

De siger vi skal bruge, opøve, vores intuition. Findes der rå, ukompliceret, seksuel energi? Eller er alting bundet op i et eller andet traume. Og hvad nu, hvis det er? Må det så godt eksistere alligevel? Hvad gør man med det? “Bring det tilbage til dig selv”, jo, men vel for fanden ikke altid? Man må vel også godt interagere med andre mennesker?

Ok, jeg er skadet. Jeg kan uden problemer, uden tanke, gribe ned i posen med overlevelsesmekanismer, og overleve. Og måske er min seksualitet – og den er der jo, tydeligt – bygget oven på et traume. Take your pick.

Morgenhår, ikke?

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det er morgen. Jeg har sendt børn og voksne afsted, men jeg skal først møde kl 11 i dag. Jeg drikker kaffe og spiser resten af børnenes morgenmad, krydret med det sidste af en skål saltskruer fra i går. Huset er stille.
Jeg tænker lidt på min arbejdssituation. På penge, men min alenetid er alligevel så kort i dag at den ikke må spildes på økonomi. Så tænker jeg lidt på sex i stedet. Men det koster i dag, der er told på tankerne.

Jeg drikker mere kaffe. Måske er jeg ved at gå ind i en depression. Måske trænger jeg bare til… Ro. Måske skal jeg bare tage mig sammen.

Jeg ønsker mig Stian Hole’s nye børnebog, er det patetisk og forudsigeligt? Jeg er så langt fra street wise som nogensinde før. Hvor henvender man sig med alle sine talenter?

I teorien har jeg ingen tro på menneskeheden, al evidens peger mod en tilværelse som eneboer, i praksis kommer jeg til kort. Jeg tror, jeg tror! Pis.

Jeg ved godt hvad der plager, men jeg siger det ikke, ikke på vilkår!

Older posts