Stryg

stryg-forside3

//

Katrine May Hansen vandt i overlegen og fortjent stil DreamLitts debutantkonkurrence 2015 med romanen ´Stryg´ en moderne fortælling om det erotiske magtspil mellem mand og kvinde, afhængighed, frigørelse og menneskelige relationer – den anbefales på det varmeste.

Opslået af DreamLitt på Facebook 11. december 2015

Du kan købe romanen i boghandlere, på Saxo og billigere på Plusbog – du kan også skrive til mig, hvis du vil købe et signeret eksemplar og til Charlotte på lovetrust.project@gmail.com hvis du vil have et eksemplar til anmeldelse eller booke en oplæsning eller et foredrag om bogen.

Siden sidst

IMG_3558

Siden sidst… har jeg købt denne fine tankini i Cebu på Filippinerne, levet i den på stranden, skvulpet som en mindre hval i vandkant og swimmingpool, kommet hjem og lagt den væk af åbenlyse årsager og fået en lillebitte og vidunderlig Klara, som jeg nok skal vise jer et billede af snart <3

Der er også sket tusinde andre ting og de må komme dryssende som smukke snefnug i December…

Men det er ingen hemmelighed at det ikke var en picnic at være gravid. Jeg nåede lige en fandens bækkenløsning, inden Klara med præcis sans for timing, valgte at komme før tid og derved spare mig for ugers ledsagede toiletbesøg! Det var hurtigt og lettere uventet – der var jo ikke liiige sat puslebord op, eller hentet tremmeseng… Men alt gik godt – jeg fik et kejsersnit, som planlagt, bare tidligere end ventet, og hun er så fin og færdig og havde bare styr på både at spise, skide og sove lige med det samme!

For mig har det været en hårdere tid efter fødslen – jeg kan godt mærke at jeg ikke er 25 længere og det er mit tredje kejsersnit – jeg har ingen komplikationer, som sådan, bare smerter i mave og operationssår i længere tid end jeg husker fra tidligere – jeg har blødt mere, både under operationen og efterfølgende, og det giver en træthed, som sammen med en amning som går igang, giver denne her svævende, spacy træthed.

Jeg har barsel indtil midt-januar, så starter jeg så småt op igen med klienter. Foredrag fra februar, lifting-kurser fra april og madkurser fra maj… Det bliver ikke fuld tid, men passet ind der, hvor der er frie hænder til at gå tur med barnevogn og lignende… og computerarbejde, nye projekter, nye bøger, det holder man jo ikke barsel fra 🙂

Så forvent flere skriverier og tøv ikke med at skrive til mig eller Charlotte (lovetrust.project@gmail.com) hvis du har forslag eller forespørgsler – bare vid at jeg er booket op med barn&barsel indtil midt-januar – og stort set hele april, maj og juni er allerede fuldt booket – og jeg holder sommerferie i juli og tager på turne til asien i september og oktober 2016 🙂 Men vil du mig noget i januar, februar eller marts, eller har du mindre jobs som foredrag eller enkelte mad- eller liftingkurser, så skriv endelig!

Om ordentlighed og medmenneskelighed – og Bruce Springsteen

20121015-143431.jpg

Jeg sidder her og skal til at tilrette de sidste ting på romanen, inden den i eftermiddag sendes til endelig grammatisk korrekturlæsning, der er kaffe og Bruce Springsteen synger Tougher Than the Rest men jeg kan ikke koncentrere mig. Det er Facebook som generer mig, selvfølgelig ikke Facebook som sådan, men mine Facebook-venners opdateringer omkring flygtninge-krisen/migranterne/grrr, som retorikken springer i øjnene på begge sider! De sidste dage har været helt vilde, på den ene side og på den anden side. Og der er hattedamer i begge lejre, mennesker som kun er velmenende indenfor deres eget, snævre syn på verden. Jeg mangler menneskelighed i begge lejre, ordentlighed og respekt i begge lejre. Jeg savner nysgerrighed, båret på et fælleshumanistisk grundlag. Og jeg har spørgsmål, om jeg ikke kan skrive derinde, uden at blive vildledt eller overfaldet.

1: OK. Det gør tydeligvis ondt på vores (min) selvfølelse, at de her mennesker (af frygt for at kalde dem både flygtninge eller migranter) at de ikke vil være i Danmark. Der kan være mange grunde, men jeg skal passe på, at jeg ikke lader min sårede dansker-stolthed stå i vejen for, hvad der er brug for her. Svaret på regeringens ubehagelige flygtninge/migrant-udmeldinger er jo ikke nødvendigvis at så SKAL de bare blive her (for at vi kan pisse på regeringen). Vi har lavet en aftale med de andre EU-lande, om registrering – jeg må indrømme at jeg ikke helt kan gennemskue ideen i den aftale (der er jo ingen, som først vil ankomme til et nordisk land, i sagens geografiske natur). Men en aftale er det, og så skal de naturligvis registreres her, når de ankommer her, uden at være blevet registreret før. Ikke?

2: At skelne på den måde som det lige nu gøres mellem flygtninge og migranter (alt efter om du er borgerlig eller venstrefløj) er meningsløs. Et eksempel til sammenligning kunne være de thailandske piger som gifter sig ind i Danmark, er det prostitution, tvang, kan man tale om fri vilje, når forskellen i levestandard er så stor? Det er kun de rige, som har råd til at flygte, javel, men sådan er det jo altid, de resourcestærke som klarer at komme væk, overleve. Der er stadig krig. Vi dømmer dem, fordi de har mobiltelefoner, vi tænker at så er krigen nok ikke så slem. Er det ikke vanvittig arrogant? Det er som om, vi havde forventet små afrikanske børn med udspilede maver og store øjne, som vi kunne kramme og tage til os som vores egne.

3: Hvor er socialarbejderne fra regeringens side i dette her? Hvor er tolkene? Ikke de frivillige, ikke klapvogne, kastet ned fra broer og durumruller som ender i en skraldespand. Nej, hvor er de kapable mennesker, som bærer navneskilt og ikke uniform, som sætter sig ned og stikker børnene en bamse og en tegnefilm på storskærm, mens de stille og roligt forklarer forældrene, de voksne, at vi ved at de har rejst langt og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dem og her er de regler som gælder i vores land? Er de der, det kan godt være – det er bare ikke det billede jeg ser på Facebook eller på TV2-news.

4: Det er som om – og det er en god ting – at vi danskere (vesten) længe har gået rundt med dårlig samvittighed over vores overforbrug, vores overflod. Og nu, endelig, ser vi en mulighed for at udligne den ulighed. Hvem har brug for 2 klapvogne/6 par sko/4 vinterjakker? Endelig nogen her og nu, som kan bruge os. Vi vil gerne bruges, men vi vil ikke snydes. Tænk hvis vi kom til at donere vores  brugte laptop til en, som ikke var værdig. Det er her, hattedamementaliteten stikker sin broderede handske frem. Bær en hvis mands byrde, hjælp de stakkels sorte, tænk, de går med bare tæer! Her skal vi bruge nysgerrigheden, ydmygheden. Det er dette, venligboerne oprindeligt var tænkt til. Nysgerrighed, venlighed, lydhørhed.

5: Hej. Jeg hedder Katrine, jeg er forfatter og kropsbehandler og gravid med mit 3.barn. Sådan her ser jeg ud, sådan bor jeg, det her tror jeg på. Hvordan er det for dig? Det er dette, som nogle gange kræver allermest mod. For måske bliver jeg klogere. Måske lærer jeg, at jeg også har noget at lære. Tænk hvor svært, tænk hvor smukt.

6: Har vi en konklusion? Udover eklatant mangel på statemanship derfra hvor den burde komme? Der findes mange gode mennesker i Danmark. Også mange, som har fået kolonist-teen i den gale hals. Jeg vil frem til den ægte imødekommenhed, som ikke negligerer de aftaler, vi har lavet andre steder, som taler sammen, som finder en fælles vej – om den så fører til Sverige, Ærø eller Tyskland. Eller til de ekstrasenge, det sommerhus, den campingvogn, jeg meget gerne stiller til rådighed, hvis det er det, der er brug for. Så lad os nu lige, regering, som hattedame, som de almindelige, venlige mennesker de fleste af os er, snakke lidt sammen, lytte lidt til dem, det egentlig handler om, finde ud af hvad det hele handler om, hvad der er brug for. Forklare hvad vi kan hjælpe med, hvordan vi gør tingene her i Danmark – med ordentlighed og stor, varm medmenneskelighed!

Bruce Springsteen er startet forfra. Han er nået til All that Heaven Will Allow. Jeg har købt en wallsticker med en abe, som sover i en vugge af lianer, den skal hænge over babypigens seng.

Stenalderbrød, ost, kaffe, Bruce Springsteen, roman

IMG_3512

 

Det er sådan en morgen, sådan en dag. Hvor der kræves noget kendt og simpelt, men alligevel komplekst nok til at holde til et maraton.

Snart udkommer min roman, Stryg. Jeg er ved at lægge sidste komma, sidste ordlyd, sidste punktum ind. Charlotte er ved at finde et egnet sted til receptionen (pst; d30.okt), redaktøren arbejder på bagsidetekst, grafikeren på forsiden og forlaget på marketingsplanen. Standen på BogForum er booket til søndag d8november kl 13.00.

Jeg prøver, som en overspringshandling, at få styr på efteråret. Bruce Springsteen synger The Rising. Jeg har 6 madkurser, 30 bookede kropsbehandlinger og liftinger, en magasinudgivelse (Futuriblerne), en bogudgivelse, en tur til Filippinerne og en baby. Inden jul. Jeg tænker; pyt, det er et helt halvt år, men det er der vist ikke helt 🙂

Vil du med på madkursus, så find de åbne her

Vil du bestille tid til kropsbehandling eller lifting, så find priser og kontakt her

Vil du bestille foredrag om A scarf is a scarf is a scarf, så er det her

Vil du høre mere om Selskabet for Fremtidsforskning og temaudgaven om Medborgerskab, som jeg er redaktør på, så kontakt mig her

Vil du med til receptionen for min roman, høre mig på BogForum, eller er du interesseret i at få romanen til anmeldelse, så kontakt Charlotte på lovetrust.project@gmail.com 🙂

 

Older posts