Mine hænder, mine måltider, mine ord

 photo 81240c710ccd473b5991e20d319403a9.jpg

At skrive lidt i november, om november. At høre I hope that I don’t fall in love with you. At forelske sig i melankolien, gentagelsen, det ondskabsfuldt sødmefulde. At læse A thousand kisses deep, ‘You came to me this morning /And you handled me like meat / You’d have to be a man to know / How good that feels how sweet /My mirror twin my next of kin /I’d know you in my sleep / And who but you would take me in /A thousand kisses deep’

Jeg blev syg, jeg mistede stemmen. Jeg arbejdede for meget. Jeg mistede gnisten. Fandt den igen. Gik tilbage til Tom Waits. Drak meget kaffe. Begyndte at skrive igen.

Jeg har aflyst alt andet end det nødvendige. Det som er mere besværligt at aflyse end at udføre. Jeg har været i svedehytte. Jeg har fundet en anden slags kvindelighed. En fremmed lyst i mig selv, som jeg værner om, og lærer at kende ganske langsomt og for mig selv.

I går var det min fars dødsdag og den gled, ubemærket af de fleste ubemærkelige, henover mig og efterlod et vandspejl på min hud.

Jeg ved ikke om det virkelig er en forskansning jeg gemmer mig bag, eller bare mindre tålmodighed overfor ligegyldige ting, ord. Jeg føler mig nogle gang hård som glas. Skarp. Der var en som bemærkede mine evner for nærvær og fravær, det fik mig til at tænke på endnu et vers: ‘I’m good at love I’m good at hate /I’ts in between I freeze’ og den her, Hold on.

Det er rigtigt, at jeg er bagud. Med opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Det er sandt. Jeg er også bagud med mig selv. Med at stirre ud i luften. Med at bage og lege i mit køkken. Jeg er bagud med at være alene. Med at elske. Danse. Jeg er bagud med at tage kjole på, og danse. Jeg er bagud med at skrive, skabe. Jeg er bagud med forudsætningen for opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Og det som sker i disse dage er; at dansen siver ind i fakturaerne. At elskoven sniger sig ind i mailbesvarelserne og legen kryber ind i researchen og får mig til at stirre, danse, elske. Så hey; forvent flere ekstremer, mere hårdhed, større varme. Jeg er træt af at være pligtopfyldende og ordentlig. Jeg kommer til at skræmme nogen og jeg kommer til at skræmme nogen væk. Men jeg er træt af det lunkne. Træt af at glatte ud, glide af, forklare mig. Klichéer og fucking lyserøde elefanter i hele stuen!

Jeg har mine hænder og mine måltider og mine ord – og de kan være hårde og stærke og milde og blide – og det er ekstremerne som berettiger dem. Du vil ikke have en mellemting, du vil have begge dele.

Måske er det november, måske er det også november. Ny november.

 

At vende tilbage til Mandalay og mig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder her i sengen og burde egentlig være sur og frustreret, for jeg har ondt i ryggen og måtte blive hjemme fra både ManuVisionuddannelse og fødselsdag i dag.
Men jeg er sært glad. Rolig i stilheden og rygsmerterne. Det er som om det hele kun er ved at begynde. Som om der er noget – meget – godt i vente.
I onsdags startede min madkursus-sæson med et veloplagt hold i Thailandsk madlavning. I fredags havde vi åbent hus på Kontoret, med solskin og prøvebehandlinger, som var fuldt booket og med en vidunderlig jazzet slutning med Kira Li Duo. I går havde jeg sæsonens første 1-dagskursus i Ingefær, og bagefter nåede jeg sidste halvdel af en polterabend, som bød på både vin og bar hud, et sødmefuldt, let melankolsk og alt for kortvarigt gensyn med Mandalay midt på gaden og gode grin på Comedy Zoo – ja, og en smadret ryg – væske i hoften går sgu ikke skidegodt i spænd med høje hæle 🙂
I morgen tager jeg i skole og tirsdag starter jeg med at behandle igen. Onsdag madkursus, torsdag behandlinger, det bliver en god uge, men denne stille dag er tiltrængt. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg har lavet mig en iskaffe, sweet milk, neskaffe og isterninger, det er som at være tilbage på Gili Trawangan. Jeg har drømt lidt om Burma og tilfældets skønhed. Jeg har ondt i ryggen, det kan jeg mærke, og jeg er lykkelig for, at jeg kan det; mærke det, for det betyder at jeg er ved at vende tilbage til min krop igen efter cykelstyrtet. Jeg er ved at kravle ind i den igen, at tage den tilbage fra det limbo, jeg efterlod den i sidst, da jeg mistede kontrollen over den, afspændte den, og lod den ramme asfalten, cyklen, bilen.

Jeg føler mig som en stærk krøbling, smuk og sær. Det er helt som det skal være.

AFSLØRET!

20131209-083939.jpg

Vi lå i skrædderstilling, bagoverbøjede, i et stræk for ryggen, de tre undervisere gik rundt for at hjælpe os helt ind i stillingen og bagefter, med at rette vores stive kroppe ud igen.

Det går ikke så godt med at trække vejret. Jeg er opmærksom på de andre i rummet. Der er en som stønner, det er en af de store stærke mænd, han har problemer med at komme helt ned med knæene. Kvinden ved siden af mig trækker vejret dybt og højlydt. Der er køligt i rummet. Den bløde fornemmelse af underviserne, mens de bevæger sig rundt. Jeg kan placere dem i forhold til hinanden. En af dem knæler ved siden af mig. Retter på mine arme. Beder mig med dæmpet stemme som at løfte lænden, så han kan skubbe det sammenrullede tæppe højere op under mig. Spørger om jeg kan mærke forskellen, det kan jeg ikke, jeg kan mærke hans ånde og noget andet, men det siger jeg ikke. Jeg nikker bare. Han bevæger sig videre ud i rummet.
Da vi skal ud af strækket, kommer han tilbage. Han hjælper mine arme ned langs kroppen og sætter sig så på hug foran mig. Tager mig i hænderne og hiver ganske langsomt og sejt, til jeg kommer op og sidde og mit ansigt er ud for hans brystkasse. Jeg nikker og begynder at holde kroppen selv, så han kan slippe. Det er en proces, og i den proces læner han sig tre centimeter længere ind mod mig, og pludselig befinder vi os i et fortroligt rum. Jeg når ikke at stivne. Han hvisker; ‘har du lyst til at snakke?’ Det er totalt uventet, og dog så er der en lillebitte stemme, langt inde i mig, som råber meget højt og skingert; ‘afsløret
Han fornemmer min forvirring og siger, ‘det er bare fordi, jeg har jo også gået her på uddannelsen og, og måske ville det være rart for dig at tale med en, som har nogle perspektiver også, og…’ og så trækker han vejret ind, blødt; ‘hvis der er noget du er usikker på, og sådan…’
Øh. Der er cirka tusinde ting jeg er usikker på og i tvivl om, og jeg har tusinde spørgsmål, som så lige er blevet til tusinde-og-et. Jeg nikker, det ville jeg gerne. Snakke. Fint, så vil han lige finde mig, når vi er færdige her, så kan vi spise noget frokost sammen og snakke.
Der går omkring tyve minutter, de sidste bliver hjulpet ud af strækket, vi samles og går til frokost. Jeg finder min ande/appelsinsalat i køleskabet og tager et glas vand og sætter mig i frokoststuen og prøver at ignorere den følelse, som banker insisterende højt i min krop. Tankerne er hammerslag; ‘Afsløret! Afsløret! Afsløret!’ Hvad det lige er, jeg forestiller mig, han har afsløret er uklart, men føles voldsomt konkret. Jeg skal irettesættes. Nok ikke ligefrem smides ud af uddannelsen (de kan vel stadig bruge pengene), men i hvert fald have en advarsel. De har talt om mig, alle underviserne og jeg bliver nødt til at regulere min adfærd/tage mig sammen/stramme op, for jeg er pinlig/forstyrrer de andre/stiller for mange spørgsmål/forstår ingenting, og ellers bliver de nødt til at smide mig ud/indkalde mig til et åbent møde. Og i øvrigt har han -personligt – for længst gennemskuet mig, og vil jeg venligst holde op mig at hige sådan, det er pinligt og vammelt og upassende.
Mens jeg sidder sådan, med min gaffel halvvejs mellem tallerken og mund, og hensunket i ovenstående tanker, bliver jeg prikket på skulderen. Det er ham. ‘Kommer du lige med?’
Jeg rejser mig. Fordømt. Følger efter, han standser lige udenfor, her går mennesker forbi, jeg når at tænke at det er sguda uprofessionelt, at tage en sådan snak offentligt. Og så gør han det igen, læner sig ind mod mig i et fortroligt rum.
‘Nej’ siger han, ‘jeg troede, jeg har simpelthen forvekslet dig med en anden… Jeg troede det var dig, som ville stoppe på uddannelsen…’
Jeg blinker. ‘Øh… Nej… Det er ikke mig’ siger jeg.
‘Ja, jeg tænkte bare, at så, altså, men… det er jo ikke dig… så ville du måske godt snakke med mig, altså, om det, du var usikker på, jeg har jo også gået her på uddannelsen, og tænkt en masse tanker…’ Han går i stå. Jeg går også i stå. Han har forvekslet mig med en anden.
‘Men, øhm, altså, hvis du har noget, du gerne vil snakke om, så vil jeg selvfølgelig også gerne snakke, med dig, også…’ Det her er pinligt. Jeg føler mig som en idiot. Alle de tanker.

Jeg var sikker på, at jeg var afsløret og derfor ville blive afvist, men i stedet var jeg slet ikke blevet set. Og det føltes i næsten ligeså høj grad som en afvisning.

Jeg gik tilbage til min frokost. Glasklokkefornemmelse.

Dagen havde endnu en rystelse i ærmet til mig.
Efter frokost skulle vi behandle. Jeg hægter mig målrettet på den af mine medstuderende, som jeg er allermest tryg ved. Kan ikke overskue mere. Vi stiller briksen op i fællesskab. Min medstuderende ved ingenting om, hvad der raser inden i mig lige nu, alligvel lægger han lige sin hånd på min skulder. Jeg trækker vejret for første gang den sidste time og smiler til ham. Slapper lidt mere af. Himlen er blå udenfor, jeg peger ud af vinduet. Vi står lidt og ser lidt på lyset sammen. Da jeg vender mig, er det lige ind i ansigtet på underviseren fra før, uendelige smilerynker omkring hans øjne, hele ansigtet smiler. Hans arme breder sig ud, jeg kan ikke undgå dem. Han krammer mig, siger ind mod min kind ‘Hvor er jeg glad for, at du ikke stopper, jeg troede det var dig, jeg tænkte, du må ikke stoppe’ – og i nogle meget korte sekunder tænker jeg ingenting, ikke; ‘han har afsløret mig alligevel’, ikke; ‘nu skal du ikke komme for godt igang, Katrine’, ikke; ‘det betyder ingenting’ – i nogle meget korte sekunder blev jeg simpelthen så glad, at jeg bare krammede armene rundt om hans og lænede mig ind mod en helt umiddelbar glæde og varme og mærkede et blidt og mildt chok slå mod mit hjerte.
Så var det overstået, og jeg tænkte; ‘det var ingenting’.

Alarm, alarm!!!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Der var en som spurgte mig; er det ikke noget med, at man skal være i zen og afklaret med sig selv og sit liv, inden man begynder på en uddannelse som kropsbehandler?

Fejt spørgsmål. Det er jeg sguda ikke, i zen og det. Tænk, hvis det er et krav!?!!

Faktisk er jeg ualmindelig god til at gå i selvsving. Kombiner det med årelangt arbejde med mig selv og mit kringlede selv, så har du en som er så virkeligt god til at identificere udfordringerne, se dem komme, men ikke så skidegod til at flytte benene og løbe væk fra tsunamien!

Jeg har drømt om skibskatastrofer, ikke?

Der er også noget med sårbarheden. Nu har jeg det jo godt, for det meste, igen, så bliver der råd til at åbne lidt og vise lidt og være lidt i sårbarheden. Mildheden med mig selv, jojo.

Lige nu har jeg det dårligt. Det er nemlig ikke gratis at stille sig derud. Det koster lige nu. Med angst. Og selvsving og grufulde mareridt. Udefinerbar og irrationel længsel som slider i mig.

Det er skam og en form for selvlede. Hvem tror jeg, jeg er? Ikke noget at sige til, hvis den ydmygelse og latterliggørelse, jeg forestiller mig, virkelig sker. Så kan jeg lære, ikke at stikke snuden/kæften/hjertet frem. Som en anden tigger som viser sine deformiteter frem, kom og se på mig, kom og elsk DETTE!

Og selv det, er løgn, for jeg lytter ikke engang til mig selv mere! Jeg stiller mig frem, og jeg vil gøre det igen. Fordi jeg har lyst til det, og fordi det er sundt for mig og fordi skammen først kommer bagefter…

At have det sjovt, at gøre sig selv til grin – version 2

Photobucket Pictures, Images and Photos

For en time siden skrev jeg indlægget “At have det sjovt, at gøre sig selv til grin” og offentliggjorde det. Så gik jeg i bad. Og pludselig havde jeg stået i badet i 40 minutter. Jeg stod under det varme vand og tænkte dumme tanker, sådan nogle som ‘dråberne preller af på mig, det er fordi jeg er ulækker, de forvandler sig til øjne på fliserne og stirrer på mig, fordi jeg er så klam.’

Ok. Sluk for vandet, ud af badet. Trække vejret. Angst?

Er der mere? Det er ikke kun mod, der er også noget andet i det. Blive til grin, blive grinet af, hånet og der ligger den. Pludselig ser jeg ansigter foran mig, over mig, mænd med læderlæber krænget væk fra hestetænder, vrinskende; “Slap nu af, hav det lidt sjovt”

Hvordan leger man, min erfaring er tydeligvis forskruet? Andres ideer om ‘at have det sjovt’ fylder mig med angst, lede og angst. En uafrystelig skam. Luk øjnene og tænk på fædrelandet, ikke? Grin med eller dø. Tvang er kun tvang, hvis jeg tillader det at være tvang. Dermed bliver overgrebene også mit ansvar. Jeg kan jo bare give lov. Have det lidt sjovt. Ikke?

Jeg piller det hele fra hinanden. Starter med et element ad gangen. Det skal gå uendelig langsomt, hvis jeg skal lære mig selv at have det sjovt igen. Ingen andre end jeg kan definere ’sjov’.

I nat vil jeg sove med hovedet i fodenden af sengen. Måske vil jeg – i morgen – lægge mig ned på en græsplæne og se om jeg kan finde en regnorm.
Det er en genopdagelse af verden. På lavpraktisk niveau.
“Katrine, 4 år. Katrine, Katrine, pas på. Pas på Katrine, hun er ny i trafikken”

Older posts