Nej.

IMG_1983.JPG

Nej, jeg gider ikke at:
– passe til min målgruppe/finde min målgruppe
– skrive på bloggen hver dag
– stoppe med at skrive digte og gyserhistorier og romaner og haiku’er og sonetter og madopskrifter
– holde mig til emnet
– tie stille
– være præcis
– sætte min pris ned ‘fordi du er en god kunde’
– kun at skrive på dansk
– at skrue ned for patos!

Og hvis træder dig over tæerne, så oprigtigt undskyld, og hvis jeg lader dig kold, så tillykke.

Jeg har været til frisøren i dag, Nicole, hun er pissedygtig! Jeg tror slet ikke hun får nok i løn, men en anbefaling får hun! Nicole, Klippestuen Z på Falkoner Alle 50 – skal nok skrive noget rigtigt med et billede på snart.

Og en julekjole fra ME AND JAKE! Ingen jul uden…

Og amaryllis og levende lys og smukke mænd og melankoli. Tom Waits og whiskey og stirre natten ned. Digte, drivende af sentimentalitet og længsel og liderlighed.

Snart er det tid til pelshatten og silken og de høje støvler. Bare det vil sne.

At vende tilbage til Mandalay og mig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder her i sengen og burde egentlig være sur og frustreret, for jeg har ondt i ryggen og måtte blive hjemme fra både ManuVisionuddannelse og fødselsdag i dag.
Men jeg er sært glad. Rolig i stilheden og rygsmerterne. Det er som om det hele kun er ved at begynde. Som om der er noget – meget – godt i vente.
I onsdags startede min madkursus-sæson med et veloplagt hold i Thailandsk madlavning. I fredags havde vi åbent hus på Kontoret, med solskin og prøvebehandlinger, som var fuldt booket og med en vidunderlig jazzet slutning med Kira Li Duo. I går havde jeg sæsonens første 1-dagskursus i Ingefær, og bagefter nåede jeg sidste halvdel af en polterabend, som bød på både vin og bar hud, et sødmefuldt, let melankolsk og alt for kortvarigt gensyn med Mandalay midt på gaden og gode grin på Comedy Zoo – ja, og en smadret ryg – væske i hoften går sgu ikke skidegodt i spænd med høje hæle 🙂
I morgen tager jeg i skole og tirsdag starter jeg med at behandle igen. Onsdag madkursus, torsdag behandlinger, det bliver en god uge, men denne stille dag er tiltrængt. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg har lavet mig en iskaffe, sweet milk, neskaffe og isterninger, det er som at være tilbage på Gili Trawangan. Jeg har drømt lidt om Burma og tilfældets skønhed. Jeg har ondt i ryggen, det kan jeg mærke, og jeg er lykkelig for, at jeg kan det; mærke det, for det betyder at jeg er ved at vende tilbage til min krop igen efter cykelstyrtet. Jeg er ved at kravle ind i den igen, at tage den tilbage fra det limbo, jeg efterlod den i sidst, da jeg mistede kontrollen over den, afspændte den, og lod den ramme asfalten, cyklen, bilen.

Jeg føler mig som en stærk krøbling, smuk og sær. Det er helt som det skal være.

Et patetisk klynkeindlæg.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg kan ikke se træet for bare grene.

Jeg føler mig dum og grim og uduelig. Sat under en skæppe under en osteklokke i mit eget liv. Af mig selv? Jeg kan ikke gennemskue det. Men jeg er ikke glad.

Der hang en masse mails og telefonopkald og regninger over mit hovede, jeg troede det var det. Nu er de væk og jeg er stadig ked af det.

En efterreaktion på monsteråret 2012, måske…

Jeg går rundt som en zombie. Selv de unge på Den Blå Planet opdager det. Og børnene. Jeg er træt altid. Har intet overblik, intet… Drive.

Der er ikke noget særligt galt. Faktisk er der meget, som er meget godt. Faktisk begynder det at ligne noget, livet. Jeg synes ikke at menneskeheden er så dum endda, og det er da noget! Jeg har kærlighed i mit liv, børn i alle aldre, venskaber, arbejde.

Men så er der det, indeni. Melankolien. Den truende manglende mening. Håbløsheden, hvad nytter det, hvad nu hvis jeg ikke narrer nogen, hvis jeg vitterlig er ond. Ikke har evnen til at skelne, til at blive elsket?

Modet, det er modet som svigter. Jeg har altid haft modet, dumdristigheden, ikke tænke, bare føle, handle, være modig! Men det er, som om jeg ikke længere tør.

Jeg er klog, og følsom og stærk, jeg har det hele… Undtagen mod. Hvor blev det af? Den der uldne desperation vokser indeni mig. Jeg må… gøre noget, handle!

Det er bare det… At hende der, mig, jeg sidde under den skide osteklokke, hvordan får man noget til ske derindefra? Når jeg oven i købet er både dum, grim og uduelig?

Er det bare sådan…. At være kvindelig kunstner, med 80’erne i barndommen og 90’erne i bagagen? At skulle pinedød tro på sig selv, med den baggrund, og det sind? Vi er ikke bange for, at vores hemmelighed bliver opdaget, vi er bange for, at folk er ligeglade med den. Vi har ikke opdaget fællesskabet, det er bare noget vi siger. Hey, det er “Workingman’s Blues” om igen. Det skal være tungt, ellers er det let, og let er det værste, einmal ist keinmal og hey, det er mig, som er Tomas!

34, going on depressiv teenager, fandme patetisk!

Måske skulle jeg bare købe nogle Dr. Martens, iføre mig de billige, sorte nylonstrømper og lidt nittehalsbånd… drikke noget Pisang Ambon og læse noget Michael Strunge…

Dødenatten

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det er mange måneder siden jeg har haft tid og ro til dette. At lade mørket falde på. At stirre natten ned. (Well, indtil midnat – skal jo møde tidligt i morgen, ikke…)

Alligevel virker det. Stemningen sniger sig ind, digtet og længslen og melankolien. Kom dødenatten i hu, at du holder den hellig. Goddag, spøgelser, forsømt i November, velkomne nu.

De flokker sig om mig. Prikker mig på panden med en lang og knoklet finger. Jeg støver balkjolen af og nejer, det bedste jeg har lært.
Min ånde er tung af whiskey og tårer, vi danser så længe, så længe, vildere og vildere. Til sidst forlader jeg flokken, de mærker det ikke. Så kan de lidt selv igen. Og jeg, jeg kravler ind i seng.

Næste morgen er stuen som blæst. På gulvet ligger en mønt, pakket ind i en stump avispapir.

December, vær velkommen.. og… peace!

Uploaded from the Photobucket iPad App

Kære November, tak for denne gang.

Vores bekendtskab i 2012 har på mange måder været bedre end de foregående. På nogle måder dårligere. Bedre, fordi der har været så mange ting, som har forstyrret min normale tristesse. Godt nok med melankoli, men alligevel. Og værre, fordi… Damn… det har været en hård måned.

November er jo min dødemåned. Der var så mange, som døde i november, jeg løber spidsrod mellem dagene… men i år, var det de levende, som tog over, på godt og ondt… for jeg holder nu også af mine døde…

Jeg føler jeg har løbet et maraton, well, stadig er i gang med det. Overblikket røg. Jeg blev enlig mor for en bemærkning. Operationen, den er heldigvis veloverstået, men forude venter genoptræning. Romanen, som tager form, men kun på trods. Og en datter, som knækkede over hjemmestress og nu skal tages hånd om. Lige en uges influenza for at sætte trumf på.

Men nu venter December. December er en god måned. Mine December-forsætter er som følger:

  1. At tage mig af min datter
  2. At skrive romanen færdig
  3. En aften, eller en dag, uden andre planer

Jeg håber også på at få nogle gode snakke med gode mennesker, at finde fine julegaver til nul kroner, at have det hyggeligt med min familie, at få penge nok til at gennemføre H2H Tour, at skrive bogen om kreativ skrivning færdig og at opleve julemiraklet…

Under alle omstændigheder, November, tak for i år, vi ses næste år!

December, vær velkommen!

PS: Billedet er taget på et børnehjem i Mombasa, for ca. 7 år siden.

 

Older posts