Den sentimentale kærlighed

 photo IMG_0161.jpg

 

Er det sentimentalt at huske på datoer? Well… Det er ikke mange, jeg husker.

Jeg var lige kommet hjem. Jeg var meget brun og havde spændte bryster og ikke andet end dem og en handkerchief-kjole med paisleymønster på. Jeg var nervøs, for jeg kendte ikke ret mange, men jeg endte alligevel med at have en dejlig aften, en af dem som kunne have peget mod resten af mit liv. Det troede jeg også at den gjorde, længe. Måske tror en del af mig det stadig, og farver himlen, når jeg en sjælden gang kigger ud på den. Mulighed for liv, som ikke blev. Måske er det sentimentalt, det er sentimentalt. Men også fyldt med kærlighed, bugnende kærlighed, kærlighed som gør livet lidt større, også selvom den ikke længere er rettet mod et bestemt mål.

Den kærlighed, som bliver der, når man har elsket.

Dancing in the dark

 photo IMG_3089.jpg

 

Fordi jeg har startet et nyt skriveprojekt.

Fordi jeg har været syg, børnene har været syge.

Fordi jeg i går gik på gaden med musik i ørene og de spillede “You sexy thing” og jeg kom til at tænke på den scene i “Det’ bare mænd”, hvor han demonstrerer ideen for sin søn og vil hive sin bluse over hovedet, men har glemt at tage cigaretten ud af munden og brænder sig og sønnen er ved at dø af pinlighed, og jeg kom sådan til at smile og nærmest grine og så kom jeg i tanke om at så spontant glad over noget bittesmåt, er jeg ikke blevet i månedsvis. Så derfor. Derfor har jeg ikke skrevet i så lang tid og derfor skriver jeg nu. Fordi det stadig er mørkt, men jeg har lyst til at danse.

Så undskyld, ja, til alle jer, jeg har svigtet, det var på et hængende hår, ikke at svigte mig selv. Og jeg er stadig i tunnellen, men jeg har skrevet digte og dagbog og trænet og tudet. Og i onsdags blev jeg så opereret og selvom det er tidligt og jeg næsten ikke tør tro på, at hormonerne og de forfærdelige personlighedsovertagende humørsvingninger er ved at vige, så kan jeg mærke det.

Det er back to basics, tilbage til at famle sig frem og kun gøre det som ligger lige for. Ingen pligter, kun vane, vane og lyst.

Nej.

IMG_1983.JPG

Nej, jeg gider ikke at:
– passe til min målgruppe/finde min målgruppe
– skrive på bloggen hver dag
– stoppe med at skrive digte og gyserhistorier og romaner og haiku’er og sonetter og madopskrifter
– holde mig til emnet
– tie stille
– være præcis
– sætte min pris ned ‘fordi du er en god kunde’
– kun at skrive på dansk
– at skrue ned for patos!

Og hvis træder dig over tæerne, så oprigtigt undskyld, og hvis jeg lader dig kold, så tillykke.

Jeg har været til frisøren i dag, Nicole, hun er pissedygtig! Jeg tror slet ikke hun får nok i løn, men en anbefaling får hun! Nicole, Klippestuen Z på Falkoner Alle 50 – skal nok skrive noget rigtigt med et billede på snart.

Og en julekjole fra ME AND JAKE! Ingen jul uden…

Og amaryllis og levende lys og smukke mænd og melankoli. Tom Waits og whiskey og stirre natten ned. Digte, drivende af sentimentalitet og længsel og liderlighed.

Snart er det tid til pelshatten og silken og de høje støvler. Bare det vil sne.

At vende tilbage til Mandalay og mig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder her i sengen og burde egentlig være sur og frustreret, for jeg har ondt i ryggen og måtte blive hjemme fra både ManuVisionuddannelse og fødselsdag i dag.
Men jeg er sært glad. Rolig i stilheden og rygsmerterne. Det er som om det hele kun er ved at begynde. Som om der er noget – meget – godt i vente.
I onsdags startede min madkursus-sæson med et veloplagt hold i Thailandsk madlavning. I fredags havde vi åbent hus på Kontoret, med solskin og prøvebehandlinger, som var fuldt booket og med en vidunderlig jazzet slutning med Kira Li Duo. I går havde jeg sæsonens første 1-dagskursus i Ingefær, og bagefter nåede jeg sidste halvdel af en polterabend, som bød på både vin og bar hud, et sødmefuldt, let melankolsk og alt for kortvarigt gensyn med Mandalay midt på gaden og gode grin på Comedy Zoo – ja, og en smadret ryg – væske i hoften går sgu ikke skidegodt i spænd med høje hæle 🙂
I morgen tager jeg i skole og tirsdag starter jeg med at behandle igen. Onsdag madkursus, torsdag behandlinger, det bliver en god uge, men denne stille dag er tiltrængt. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg har lavet mig en iskaffe, sweet milk, neskaffe og isterninger, det er som at være tilbage på Gili Trawangan. Jeg har drømt lidt om Burma og tilfældets skønhed. Jeg har ondt i ryggen, det kan jeg mærke, og jeg er lykkelig for, at jeg kan det; mærke det, for det betyder at jeg er ved at vende tilbage til min krop igen efter cykelstyrtet. Jeg er ved at kravle ind i den igen, at tage den tilbage fra det limbo, jeg efterlod den i sidst, da jeg mistede kontrollen over den, afspændte den, og lod den ramme asfalten, cyklen, bilen.

Jeg føler mig som en stærk krøbling, smuk og sær. Det er helt som det skal være.

Yogamanden, refleksion

Photobucket Pictures, Images and Photos

For noget tid siden skrev jeg et indlæg som handlede om mænd som muser, og det affødte nogle stærke reaktioner fra – især – mænd, som på den ene eller den anden måde, følte sig ramt af de ‘muse-kategorier’ jeg stillede op. Du kan læse indlægget her: Yogamanden og de andre muser.

Nå, men nogle følte sig krænkede på deres køns vegne, udstillet, brugt i kunstens ophøjede navn, mens andre – og måske slet ikke dem, indlægget handlede om – følte sig smigrede og udtrykte ligefrem ønske om at komme tættere på, med henblik på denne ‘kunstneriske udnyttelse’ af deres person. Well. Lad mig slå en ting fast:
Jeg står fuldt og fast ved retten til, at udøve ‘kunstnerisk udnyttelse’ på mine omgivelser, netop i kunstens ophøjede navn. Og hvis de mennesker som er tæt på mig, ikke ved, at jeg er et uhyre diskret menneske, som sætter al for stor pris på, at der findes mennesker som holder af mig, til at jeg nogen sinde ville udstille dem som private personer… Så bliver jeg ked af det, og tænker, at så kender de mig alligevel ikke ret godt.

Kategorier er jo generaliseringer, at kalde alle blå farver for blå uden anerkendelse af den skønhed, som ligger i lige præcis en kongeblå klarhed, eller den farve på himlen, når solen er gået ned, en af de sidste dage i sommeren, og inden natten tager fart. Odins kappe er blå som Jomfru Marias, som Vishnu og Krishna, blå er tænkning, det spirituelle og det hemmelighedsfulde. Blå er både udtrykket og fortrængningen og kærligheden. Blå heler.
Yogamanden er blå, og hans kategori har fået selskab af en ny, smuk nuance.

En kvinde skrev til mig, efter det famøse indlæg, om netop min Yogamand-kategori, at ud over de to slags, jeg nævner, ham som bevæger sig uafladeligt mellem polerne tiltrækning og frastødning, og den ophøjede, uopnåelige, gudelignende, også findes en tredje slags. Og hun burde vide det, for hun har boet i Indien 🙂 – nemlig den sande – den rolige, vibrerende, levende Yogamand. En man kan tale med, en som er afklaret i sin søgen og nysgerrig, også på de simple ting, og som ikke hævder at have fundet meningen. En, som også bevæger sig i virkelighedens verden, lever og lyster og tvivler og længes som os andre.
Ham havde jeg ikke mødt. Men det har jeg nu. Hermed en tungtvejende udvidelse af Yogamand-kategorien, og en lidt dybere forståelse for den kritik af selve kategori-tanken, jeg har mødt.

Ikke alle inspirationer lader sig kategorisere.

Older posts