Damen i bilen med briller og gevær

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg hader krimier. Der er kun en krimi, jeg nogensinde har elsket og det er Frøken Smillas Fornemmelse For Sne. Og det er jo Peter Høeg, så den tæller ligesom ikke rigtigt…

Og så en fransk krimi, sådan noget opstyltet lort.
Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker opstyltet lort. Hvis det er smukt.
Og det her, det er sgu smukt.

Sebastien Japrisot, et pseudonym. 60’er noir, men af en høj litterær kvalitet.

Den der kombination af et ordknapt sprog, som både er let læseligt, men som bestemt ikke giver ved dørene. Og så den detaljerigdom som gemmer sig, hvis du investerer den koncentration, som skal til. Det er smukt.

Der er en heltinde, en tvetydig, foruroligende heltinde. Løgnen, som en væsentlig medspiller. Jeg elsker, når hun lyver for mig, endnu mere, når hun lyver for sig selv.

Læs den.

Kunstnerens største dilemma

Photobucket Pictures, Images and Photos

Mit allerstørste dilemma som kunstner, det er lige her:

Jeg ligger i sengen, mellem mine to børn. Min datter på otte år, sover tungt, med sine ben viklet ind i mine under dynen. Min søn på fire griner i søvne og lægger sit hovede bedre til rette på min mave. Jeg er totalt lykkelig.
Pludselig, i denne stilstand af fuldstændig afslappethed, popper der en ide op i mig. Det er en sætning. En perfekt sætning, den perfekte sætning… Hvis jeg rejser mig, forstyrrer jeg øjeblikket med børnene, det vigtigste i verden. Hvis jeg bliver liggende, mister jeg den perfekte sætning. Den sætning, som indfanger og perspektiverer livet som sådan og kærligheden specifikt. Den sætning, som kommende generationer af gymnasieelever og litteraturstuderende vil analysere til hudløshed og have hængende over deres senge…

What to do?

11 dage…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Tænk engang at jeg, om 11 dage sætter mig op i en flyvemaskine og tager til Indonesien…

Heart2Heart Tour er fuldt finansieret og fuldt booket. Kuglepennene til autografskrivning er bestilt – T-shirts’ne i print, fotografen adviseret… Nervøsiteten begynder så småt at melde sig…

Alt bliver godt i varmen… Der er noget om det… Når man har glemt, det man har glemt og forliget sig med det eller købt noget andet… Når man har frosset hele vejen ud til Kastrup, for der er ingen grund til at slæbe på hue og vanter i 35 graders varme… Når man har tudet lidt og allerede savner børnene voldsomt… SÅ kan eventyret godt begynde!

Jeg har jo været der før, på turne, i 2011 The Heartbound Tour, det var hårdt og vildt fedt – som at være rockstjerne på månen… Nikolai siger, jeg er litteraturens svar på Michael Learns To Rock… Jeg ved ikke helt, hvad det så siger om mine litterære kvaliteter, men stort er det!

Så, jeg glæder mig! Jeg er også nervøs og angst og bange… Men jeg glæder mig!

Min manager siger, hun kan skaffe et lokalt Simkort, som kan få mig på nettet med ipad’en… Så jeg håber jeg kan rapportere tit derudefra!

Wuhuuuu!!!!!

Cecilie

Uploaded from the Photobucket iPad App

Så her ligger hun altså, på sengen, mens hun kigger op i loftet og spekulerer, og det forekommer mig, at denne spekuleren, lige præcis denne scene, hvor Cecilie ligger på sengen, med alt tøjet på, ovenpå dynen og spekulerer, er vigtig, måske den vigtigste scene overhovedet.

Hun kigger op i loftsbjælkerne og genkalder sig et brev, skrevet på tyndt, lysegrønt brevpapir, i en kuvert uden frimærke og derfor må han personligt have lagt det i postkassen. Hun tænker på, at han har rørt ved brevet, som er en invitation og det hun spekulerer over er, hvad hun skal svare.

Der er to modstridende sætninger, der lige nu løber igennem hendes sind, den ene er ‘Nysgerrighed slog katten ihjel’ og den anden ‘Måske kunne man lære noget nyt’. Lige her, i dette øjeblik, på sengen, i spekulationen og blikket på loftsbjælkerne, ligger nøglen til forståelsen af Cecilie. Hendes dilemma, dette ‘At tage afsted, eller at blive hjemme’, forekommer mig, at være grundtemaet i hendes historie.

Må jeg være her?

Photobucket

Min første oplevelse med blog-verdenen var en anonym blog. Min tanke var, jeg kommer i en lille branche, og selvom jeg er tvivl om min egen eksistensberettigelse i faget “Ord”, så havde – og har – jeg jo stadig meninger, nogle endda skarpe. Men jeg turde ikke. Istedet fik jeg ret hurtigt malet mig selv op i et hjørne som ‘pigen i den stramme, røde kjole’, og det var sandt, men det var ikke hele sandheden. Og jeg turde ikke sprænge de rammer, jeg selv havde sat. Så jeg holdt kæft, tit.

Men hvad gør man med det, alt det andet, som ikke passer ind, men som også er sandt? At jeg er mor, sjov, dum og på dårlige dage lidt ligner en mand? Hvordan kan det få lov til at være der, SAMMEN med de ting, som er ‘passende’?

Jeg er så pissebange for at blive fundet for let. For lille, for skræppende, for… dum.

Så jeg tog noget, som lignede kyllingevejen – en anonym blog. så skulle jeg fandme skrive ALT om ALLE, UDEN hensyn! NU skulle de få! Og så alligevel. Det var svært. Det tog mig lang tid, at skrive mig tryg. Fordelen var selvfølgelig, at jeg ikke havde nogen læsere (troede jeg) – min lille blog var bare en dråbe i det store net-hav. Så jeg kunne eksperimentere.

Det sværeste var faktisk ikke bekendelserne. Det sværeste var at skrive forkert. Altså at tillade mig selv bare at skrive, uden komma og stort efter punktum og stavekontrol. Det var mega-grænseoverskridende. Det, og så, da jeg kom ti at gå ind og kigge på statistikkerne – for jeg havde læsere – mange. Damn.

Det var et interessant eksperiment. Læste folk det jeg skrev, selvom de ikke vidste hvem det var eller FORDI de ikke vidste det?

Jeg finder aldrig ud af det. Fordi jeg tog springet og kom herover til Bloggers Delight. Det tog noget tid og jeg ville ikke afsløre min identitet på den anonyme blog – derfor har jeg jo mistet alle de læsere jeg havde derovre.

Og så er eksperimentet her måske alligevel det samme. Jeg er blevet rådet til at brande mig selv bedre. Holde mig til at skrive om Mad eller Køn eller Litteratur. Fordi så ved læserne hvad de får, hvad de kan regne med og det er dét, som får dem til at komme igen… Måske er det rigtigt. Men jeg tror nu alligevel, jeg vil forsøge det hele. Altså:

Det hele må være der, alt, hvad jeg skriver om, er vigtigt og rigtigt og berettiget. Men kun, hvis jeg er tryg. Det vil sige; at komme sig over sig selv og sin egen censur. At vide, at det hele er sandt, men intet er hele sandheden…

Kan jeg det? Vil det virke på jer? Kan man stå sådan et sted som her, med sig selv og ikke et ‘brand’? Hvad nu, hvis min mor bliver skuffet over mig? Hvad nu, hvis jeg skriver noget som bliver misforstået? Eller forstået rigtigt, argh!

Nå, fuck det – det må briste eller bære – jeg trækker vejret og tager små skridt – dropper selvcensuren, så meget jeg kan, lidt af gangen.

Er i klar?

Older posts