En af disse morgener

IMG_2215

 

Jeg hader dem. Disse morgener hvor alle skulle have haft lov til at sove en halv time mere. Og ikke for at gå ind i skolereformsdebatten, for jeg mener problemet er større end den, men der er bare noget helt galt med den måde vi tilpasser os og vores børn til verden på. Og sådan en morgen, hvor jeg enten går direkte tilbage i seng, når alle er sendt afsted, eller  straks sætter mig til at lede efter et lille lækkert guesthouse eller bed&breakfast, vi kan købe og trække stikket ud på Bali eller Sri Lanka eller anywhere else, jeg forestiller mig at jeg ikke skal vække børn og skynde på og starte dagen sådan her.

Vi har prøvet det meste og vi gør vores bedste. Om vi vækkes tidligt eller sent, smører madpakker og lægger tøj frem aftenen før, om det er ristet rugbrød på 2 minutter eller hjemmebagte boller, det gør bare ikke den store forskel. Det er ikke fordi vi ikke sover nok.  Måske ville vi vågne glade af os selv på samme tidspunkt, hvis vi ikke skulle op, det sker tit i weekenden. så det er noget med tvang, ideen om, at vi skal. 

Hvem er det, som siger at vi skal?

Problemet er, at det er for omfattende at lave det om. Nudging virker bare ad helvede til lige her. Vi kan ikke lave verden om, kun os selv? Javel, det er det vi konstant prøver på. Og måske ligger der også en modstand hos os alle sammen. Hvorfor skal jeg vække mit barn, når han sover? Hvorfor skal vi lære at skynde os, hvorfor må min datter ikke overraske med hjemmelavet smoothie til os alle sammen og rode køkkenet til? Hvorfor må jeg ikke nå at kramme mine børn og snakke dagen igennem med min mand, men istedet skynde på børn og børste tænder og drikke kaffe på samme tid? Reelt set, så har vi to muligheder, hvis vi vil lave vores hverdag om – den ene koster mange penge og den anden er meget omsiggribende; Vi kunne få en au pair. Vi kunne så at sige betale os til tiden. Lade en anden sørge for vores børn om morgenen. Det har vi faktisk ikke lyst til – og slet heller ikke råd til 🙂

Hvad er det så, vi har lyst til? Hvordan ser den ideelle morgen ud? At vågne roligt, at lytte lidt, til noget natur eller noget musik, uden at blive stresset af det. At sidde sammen, om kaffe og havregrød. At se på drengens matematikmappe og høre ham læse højt af det der står bag på mælkekartonen. At tage stilling til, om den stribede eller den turkise bluse er pænest til pigen og om det er varmt nok til shorts. At smile til hinanden og skrive indkøbsseddel og snakke lidt om maden til festen på lørdag. At høre lidt om de respektive arbejdsudfordringer. At sende afsted i skole med kram og smil og ‘hav en god dag min skat’

Så er der den anden mulighed, den vi i lange perioder leger mere eller mindre seriøst med. At trække stikket ud. At gøre livet mere simpelt, at leve smukt og varmt og enkelt. Så må vi til Asien. Ind i mellem flipper vi over, hvor billigt, hvor enkelt det kan gøres. Hvor mange af vores behov som kunne krydses af, sådan et sted. Men puha, det er så stort et skridt. Vi er ikke klar, vi hænger fast. Både i vigtige overvejelser og i forestillinger. Det er ikke kun det gode liv for os, som voksne, som familie, der er på spil her, for det gode liv er også samværet med dem vi elsker og ansvaret for at udvikle børnene, guide dem, vise dem, og selvom de ville lære uvurderlige lektier i livet, hvis vi tog sådan en beslutning om at rykke os op med rode, så er der trods alt stadig et dansk skolesystem, som vi kender (stort set) og stoler ret meget på. Måske er det en forestilling. Og der er en socialisering, som foregår her, i Danmark, blandt deres venner, familie og i deres egen kultur, som jeg heller ikke vil underkende. Jeg ved ikke om det ene nødvendigvis er bedre end det andet. Men vi vil ikke underkende værdien i at blive. Det skal ikke være en flugt fra ansvar. Hvad er det vi vil give vores børn? Det er ikke den her slags morgener! Men jeg er heller ikke sikker på, at det er det komplet modsatte…

Nej.

IMG_1983.JPG

Nej, jeg gider ikke at:
– passe til min målgruppe/finde min målgruppe
– skrive på bloggen hver dag
– stoppe med at skrive digte og gyserhistorier og romaner og haiku’er og sonetter og madopskrifter
– holde mig til emnet
– tie stille
– være præcis
– sætte min pris ned ‘fordi du er en god kunde’
– kun at skrive på dansk
– at skrue ned for patos!

Og hvis træder dig over tæerne, så oprigtigt undskyld, og hvis jeg lader dig kold, så tillykke.

Jeg har været til frisøren i dag, Nicole, hun er pissedygtig! Jeg tror slet ikke hun får nok i løn, men en anbefaling får hun! Nicole, Klippestuen Z på Falkoner Alle 50 – skal nok skrive noget rigtigt med et billede på snart.

Og en julekjole fra ME AND JAKE! Ingen jul uden…

Og amaryllis og levende lys og smukke mænd og melankoli. Tom Waits og whiskey og stirre natten ned. Digte, drivende af sentimentalitet og længsel og liderlighed.

Snart er det tid til pelshatten og silken og de høje støvler. Bare det vil sne.

Pixeleret aften på eget ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Hvad er uden filter, hvad er det bedste man kan gøre for at undgå følelsen af at blive set, at være på, hvem interesserer sig for det, mig, min kamp?

I aften kæmper jeg med ikke at være en turteldue. Jeg er ikke midtpunkt, heller ikke i min egen cirkel. Det er ikke mig, som bliver set i aften.
I aften kæmper jeg med min sladdertrang.

I aften går jeg hjem, i småregn og tænker mit, som findes. At jeg ikke bliver tænkt på, lige nu. At blikkene var tilfældige, ikke villede. Jeg retter opmærksomheden mod mig selv og går direkte ind i harlekin og columbine fra Tivoli, som er ved at åbne Wagamama ved Frederiksberg Station.

I aften ville intet være bedre end dette, og intet værre.

Hvem gider dog, hvem ville dog, læse dette?

Mine bryster er så små og bløde, mine lår så store. Og bløde. Blød er den formildende faktor, de siger jeg er så blød, så fin og skær, så sart.
Jeg mærker kun min hårdhed, i aften kæmper jeg med min kynisme, og min sorg over det, de ikke ser. Det grimme, de ikke ser. Sejheden, uflytteligheden.
De ser ikke, at jeg er uigennemtrængelig, kernen, større end deres. De ser ikke at min angst, min sårbarhed, bunder i angsten for at slå dem ihjel. Med det ubarmhjertige, skærende, isnende hårde.

‘Du er så fin, så lille, jeg er bange for at knuse dig’, det blev sagt, og ramte ned i hele frustrationen, hele længslen. Hele angsten for at have misforstået det hele, ført dem bag lyset og lykkedes med det.

‘Du skal blive klar på dit brand, du skal finpudse din målgruppe’ – halleluja.

I aften var det ok at gå hjem i regn og metro, anonymt og kedeligt, med resterne af en gul karry i tasken til frokost i morgen. Med harlekin og columbine og Glenthøj ved min imaginære side.

Der er nogle som siger, at jeg kan sige noget om fremtiden.
Der er nogle som siger, at jeg fandme er god til det kropsbehandling.
Der er nogle som siger, at jeg slet ikke behøver at være så bekymret.

Men i aften. I aften kæmper jeg. For selvværdet. For at se. Det de siger. De tør ikke teste mig, siger de. Ikke det.
Men jeg er ikke noget konkurrencemenneske, jeg tager slet ikke imod udfordringer. De mener det slet ikke som en udfordring og jeg tager slet ikke imod den.
Men jeg er her. Og de tager fejl. De ser kun det spinkle. Jeg føler mig fed. Stor som et hus. En tank. 100kg.
Styrken kender jeg, og roen. Den kan de udfordre mig med til evig tid. Det er dem, som ikke kan rumme den. Og mig, naturligvis. Det er dem som misforstår min udfordring. Giv mig lov til at lege, og jeg går i stå. Se på mig, med mælkegrønne øjne og jeg smelter, skæld mig ud og jeg dør af skam, afvis mig, og sig så undskyld, så skal du se mig stege. Sig at du vil mig, og se mig så løbe stærkt!

Jeg vrøvler. Det er mod, at vrøvle, når jeg er mig.

Min psykolog siger, at mine mareridt, hvor grimme de end er, bare er overspringshandlinger, eller ‘at tage det i bidder’ så jeg slipper for at deale med de rigtigt grimme, på een gang. Damn.

Jeg sidder i min seng… Og tænker på et digt, jeg skrev i Lovetrust, som taler om akrobaten og klovnen, hvordan man kan gifte sig med akrobaten, men altid vil drømme om klovnen. Jeg kan ikke huske det lige nu og jeg har ikke bogen her, og måske blander jeg det sammen med et andet.

Kan man, jeg, være sådan et billede bekendt? Uden makeup, tøj, attitude? Det er grynet, det er ipadens skyld, men også lyset. Og mig selv. Jeg føler mig grynet. Fragmenteret, pixeleret.

Jeg er, hvor jeg hele tiden har været. Det kommer ikke til en løsning.

ManuVision og det bløde dyr

Photobucket Pictures, Images and Photos

At skrive om noget som ikke skal skrives, men opleves. At skrive om kraft og afmagt, om en træthed som når helt ind i knoglerne og en livslyst, som jeg ikke husker at have ejet de sidste mange år. Om ro der bobler inden i mig.

At beskrive ManuVision – uddannelsen, arbejdet, virket, er at beskrive en frustration, en kamp og et åndedrag.
ManuVision peger på mig. Jeg føler mig udstillet. ManuVision peger på mig og siger ‘Ja, du føler dig udstillet, men se lige det som vi peger på.’

ManuVision inviterer mig til at tage ansvar for mig eget liv på helt nye niveauer og til at træde ind i det felt, som er mit.

Al min længsel efter at tage min styrke på mig, al den frygt for dovenskab, det er uduelige undskyldninger.

Da vi var i Sverige og sad i skoven, eller spiste sammen om aftenen, om vi grinte eller råbte eller var stille, hele tiden var den der; invitationen. Det eneste redskab jeg kan bruge er mig selv.

En aften i Sverige var der en som læste et digt højt, som jeg kender og holder meget af. Jeg bruger det selv i mine kurser og det står i min lærebog ‘Creative Writing’. Digtet er skrevet af Mary Olivier og lyder sådan her:

‘You do not have to be good.
You do not have to walk on your knees for a hundred miles through the desert, repenting.
You only have to let the soft animal of your body love what it loves.
Tell me about despair, yours, and I will tell you mine.
Meanwhile the world goes on.
Meanwhile the sun and the clear pebbles of the rain are moving across the landscapes, over the prairies and the deep trees, the mountains and the rivers.
Meanwhile the wild geese, high in the clean blue air, are heading home again.
Whoever you are, no matter how lonely,
the world offers itself to you imagination,
call to you like the wild geese, harsh and exiting,
over and over announcing your place
in the family of things.’

At lade min krop, det bløde dyr, som er min krop, elske hvad den elsker. Damn.

Montserrat tur/retur

Photobucket Pictures, Images and Photos

Vi startede kl 03.30 og kørte en times tid, til klostret hvorfra vi skulle gå. Den første halve time i totalt mørke og stilhed. Men for mig startede det allerede to dage før, i bilen fra lufthavnen i Barcelona og op i landet til vidunderligt hus og 30 andre ManuVision-mennesker, som skulle agere hus- og hjerterum den næste uge. Det, som startede var et digt, og jeg, som ikke har skrevet en original digtlinje i 4, hvis ikke 12 år. Og – ikke pludseligt, men alligevel overraskende – så var der noget alligevel. Og det holdt sig. 3 i bilen, 3 i bilen til og fra Montserrat, og et enkelt på rejsens sidste dag.

Nu er jeg hjemme, men endnu er hverdagen ikke rigtigt hjemme i mig. Jeg længes efter den nærhed, vi fandt sammen i Spanien. Det var på mange måder en hård tur, men også… Ubesværet.

Nå. Hvad gør man med et ret lille antal digte som ikke passer ind andre steder? Lægger dem i skuffen og håber på bedre tider? Gemmer dem i brystlommen og tænker ‘det var bare mig’? Nej, selvom jeg ryster ved tanken, så er fælleskabets ånd en anden. Fælleskabets rejse blev også min, og derfor må det deles.

Her følger rejsen, fra strategi, over sammenbrud til begyndelsen ved slutningen:

Bare fordi:
Angsten sidder som tråde i mellemkødet
At nyde i smug
Og aldrig invitere.
At stille sig der
At folde sit hjerte ud, at bred sit hjerte ud
At lade det fylde, selv at fylde
At skabe sig, te sig, vise sig.
At vise sit hjerte frem, ‘her bor jeg, og her
I dette kammer
Er sjælen stadig uredt
Efter dit sidste besøg’

Ræk ud:
Ikke række ud, ikke række ud
Ikke række ud, ikke række ud.
At smile, og kramme, og beholde det tættere og tættere til kroppen.
At give slip på kun næsten det hele.
At give det form i ord eller dans eller latter eller gråd.
Men ikke give efter for længslen,
Impulsen til
At række ud.

At køre bil i mørke:
Vemodigheden er en slags kærlighed som ikke kræver tålmodighed.
Det er bedst at være forelsket når man kører bil i mørke, og det er heldigt;
Jeg forelsker mig
I natten
Og i instrumentbrættets orange spejlbillede i ruden,
Jeg forelsker mig i de lyserøde skyer, de sidste på himlen, og i en lys nakke,
De fremtrædende blodårer på hænderne,
En varm ånde mod min hals, og i den næste
Som smiler og ser mig ind i øjnene.

Fatamorgana:
Han findes ikke, men han findes ikke
Alle vegne.
Jeg kan ikke undslippe hans ikke-eksistens.
Hans stemme er kun luft som puster mig på skulderen mens jeg
Åbner og lukker munden som en dum guldfisk.
Men jeg kan ikke trække ham ned i maven.
Jeg mærker hans blik mod det samme bjerg.
Men han er ingensteder selv at se.

Bjerget:
Det var på vej ned ad Montserrat at det gik galt,
Og mine fødder var endda lette og vidende som en bjerggeds.
Men mens jeg dansede nedad gled tågen umærkeligt væk fra landskabet under mig
Og blev til en spiral, som sugede opstigningens beslutsomhed ud af min krop.
Det begyndte som en tyngde bag panden, en slags omvendt højdesyge,
Det gik igennem den rene elendighed og endte i en ynkeligt sivende desperation.
Hvis jeg var mig, ville jeg heller ikke gide mig.

Sten:
Jeg sparker til den samme sten igen og igen.
En dag bliver den til sand
Eller min tå til sten
Men lige nu bløder det ad helvedes til.
En del af mig ønsker bare at sparke den ud over klippen,
At vende mig væk og finde en anden;
Derovre ligger en og ser dejlig porøs ud.
Men der findes et sted i mig som ved
At det som bygges af sand og blod og sten
Er det smukkeste i verden.

Lille mig og store mig:
Hvis jeg ruller mig sammen til et lille garnnøgle
Vil du så
Putte mig i lommen
Bare lidt?
Og så næste gang du står i dine tanker,
Måske kigger du ned i græsset eller ud over skoven
Og er fraværende og alligevel fuldt til stede,
Så vil vil du stikke hånden i lommen og ae mig lidt,
Nulre dine fingre ind i mig,
Og min indviklede blødhed vil snige sig ind i dit sind
Spinde omkring dig,
Et blidt mysterie.

Mennesker
Jeg er ikke andet end et menneske.
Jeg er bare et menneske
I mig selv.
Vi er ikke andet end mennesker i os selv.
Selv i par, hvilke som helst par,
Vil vi ikke være andet end mennesker
I os selv.
Men sammen.
Sammen er vi blevet hjerte og muskler og sjæl i noget nyt
Noget farligt og voksende og mærkeligt og stort.
Sammen – tilsammen – er vi forandringens redskaber.

Older posts