Åbn øjnene

Photobucket Pictures, Images and Photos

Johnny Cash synger The first time I ever saw your face, og mine fingre lugter af køn. Ikke fordi, de har rørt ved et. Men jeg har ikke vasket hænder, efter jeg kom hjem fra skole. Uddannelse, ManuVision. Jeg har rørt ved mennesker.

The first time I ever saw your face. Der er mange måder at se på. You chose the chance you take. Vel. Men jeg føler mig ramt. Jeg har set. Jeg har set en dreng, med en indføling, som skygger for hans eget skidt, men som alligevel er så stor, at jeg kan gemme mig under dens vinge. Jeg har set en pige, som inviterer mig ind i sit murstenshus. Jeg har set en mand, som ryster af følsomhed og længsel, jeg har set en pige, som kunne være min ven, en kvinde, som ser direkte ind i al min skam.

Det går op får mig, at jeg kategoriserer meget. Kvinder er gudinder, eller bare irriterende. Mænd er favnere eller krænkere, (en skelnen som kan flyde sammen) eller brødre, aseksualiserede, pålidelige, gode uden nuancer. Det er en generalisering, men den er der, lynhurtigt, når jeg scanner et rum.

Der var en af underviserne som sagde, ‘åbn øjnene’ – ‘du er faktisk meget sød når du er her. du må godt være her, også med alt der der’. Han sagde også nogle andre ting, men det var bare ord. Det, som ramte mig, var, at han var der selv, mens han sagde det, altså, han kiggede mig i øjnene, uden at jeg kunne få øje på nogen dagsorden. Han så på mig som et barn, og bad mig, helt enkelt, om at blive.

Jeg har ingen våben mod mennesker uden forsvar.

At have det sjovt, at gøre sig selv til grin

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det er et mål for mig. Jeg vil lære at have det sjovt. At lege. Og jeg er pissebange. Det er det værste. Alle mine gamle virkemidler i skraldespanden, her gælder ikke intellekt, ikke skønhed, ikke engang… Godhed…

Jeg vil se sjov ud. Jeg vil grine og fejle. Gøre mig selv til grin. Glemme mit image for en stund. Og allerede mens jeg skriver disse linjer, græmmer jeg mig. Aggressiviteten stormer frem, du skal ikke lære mig noget. Det er letheden, jeg skal selv finde den. En barnlighed som jeg gemte væk dengang. Og nu skal jeg trække vejret og indse at det ikke er nødvendigt at gemme den væk længere. (Men hvad nu, hvis det er, hvad nu hvis jeg dør af det, hvis min flok vender mig ryggen, hvis jeg bare er dum og latterlig og så har jeg byttet alle mine attributter for… Ingenting og en rød næse?)

Photobucket Pictures, Images and Photos

Men jeg beundrer klovne, smerten og skønheden, det lette og det tunge, så hvorfor er jeg så bange for det lette? Måske er det angsten for at være betydningsløs?

At stjæle heste…

Når jeg læser den her bog, så opdager jeg at den er så indlysende, så brændende, blændende, smukt og enkelt skrevet, og det er der ikke mange som er, at selve sproget sætter mig fri til at tænke over indholdet.

Jeg tænker, mon det er denne bog, min onkel har modelleret sit liv og sin livshistorie efter… Den kan det næppe være, for bogen er skrevet mange år efter han lagde sin livsbane. Som jeg jo ikke engang fuldt ud kender. Men jeg tænker tanken, for hele stemningen rammer mig, som jeg har oplevet hans attitude mod kvinder. Mod andre mænd. Og i sentimentaliteten mod skoven og ensomheden. Hvis bare det ikke var for de satans kvinder, eller hvad? Jeg ved det ikke. Jeg kender overhovedet ikke min onkel.

Der er også noget andet. Det er Norge. Der er noget med nordmænd. Jaja, de fleste er nederen og tranlamper og skovtrolde og hvad ved jeg, men de har en mystik, en ren integritet, en ensomhedens mystik, en egenart. Jeg har desværre mødt et par stykker som var lidt for klar over denne mystik, så forsvinder uskylden og det hele bliver bare en skidt blanding af sendrægtigt og omrejsende i tant og fjas.
Men jeg har også oplevet det modsatte. Noget, man kan blive et bedre menneske af, som ikke bare for mig til at føle mig beskidt i sammenligning, men noget så purt, at det inkluderer mig. Noget så klart og indlysende, at man må tage det i små og afmålte doser for ellers koster det forstanden. For man får ham aldrig. Man får dem aldrig, nordmændene.

Læs bogen.

20130225-185103.jpg

Da jeg var 19

Photobucket Pictures, Images and Photos

‘Hvordan var dit liv da du var 19 år gammel?’ – det spørgsmål blev jeg stillet, som del af en Facebook-leg, fordi jeg likede en meget interessant beretning fra en Facebook-ven, om at være ung og splittet mellem to verdener.

Så skrev hun det til mig; hvordan var dit liv,da du var 19?

Hun kender mig ikke, så uden at kende mig, valgte hun et vildt år. 1998. Da jeg var 19.

Jeg kommer ikke til at deltage i legen på Facebook, på mange måder er jeg for privat, er det mærkeligt? Den kvinde, som skrev den post, jeg blev så betaget af, at jeg likede den, ja, jeg kender hende ikke og hendes beretning var bestemt også personlig. Men så læste jeg en andens, en som var gået med på legen, og den gik på en eller anden måde for tæt på. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, den var bare… Privat.

Men jeg kom til at tænke. Da jeg var 19. Det var det år, jeg startede en vandring mod mig selv. Først bevidst der. Bevidst og på samme tid, ud ad en tvingende nødvendighed.
Åh, ja, jeg lavede en liste. En af dem, som enhver litterær redaktør med nogenlunde respekt for sig selv, ville afvise på første side.

I store træk:
– jeg blev student – med nød og næppe og efter intensiv pjækning
– min gymnasiekæreste og jeg gik fra hinanden
– jeg tog på højskole
– jeg indledte og oplevede mit første reelt seksuelle forhold
– min veninde tog sit eget liv
– jeg blev smidt ud fra højskolen
– min far døde
– min far døde

Det var det, som skete. Men det, som i virkeligheden betød noget, var, at jeg for første gang i mit liv tog fat i det selv, bevidst. Og ved et fuldstændigt lykketræf fandt jeg en psykolog i første hug, som ramte rent og reddede mit liv.

Hvordan var jeg, som19-årig, jeg ved det ikke. Opslugt, overvældet, overmandet.

Et ubemandet fartøj.

Hvad er sandhed? Dette er sandhed, og alligevel kun det store billede. Alle de små stifter i mosaikken fortæller hver især noget andet. Og hvad viser de så?

– en strand med sorte, vulkanske sandkorn
– en rød DSB- nederdel, med stribet skjorte og slips og kasket.
– en krog på væggen
– Østre Anlæg
– Sammy Davis Jr. Som synger Mr. Bojangles
– et hvidt reb, bundet i smukke knuder
– en stue, på Duevej på Frederiksberg

Det var en utydelig vej at gå. Alligevel var den uomgængelig. Der findes kun kunst. Kun poesi. At det andet er bare historier.

Magiske, nærværende Palu.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Vi er i Palu. Klokken er omkring otte om aftenen, og jeg er lige blevet færdig med første halvdel af programmet. I løbet af de to timer jeg har talt, er det blevet mørkt, og temperaturen har sneglet sig ned fra 37 til 34 grader. Alt mit tøj er gennemblødt og når jeg rejser mig op, sortner det for mine øjne. Jeg har drukket tre kopper kaffe.

Vi sidder ca 50 mennesker i det lille lokale. Halvdelen er studerende og unge skribenter, den anden halvdel er voksne kvinder fra en lokal kvindeorganisation. Mufy har oversat spørgsmål og svar, så hun er også træt.

Vi er i Nombaca Reader’s Club. Her er ikke nogen, som får certifikater for at deltage. Ingen præmier, ingen point.

Rummet koger. Af intens væren. Folk lytter. De tænker og spørger og spørger igen. De griner.

Kvinderne fra kvindeorganisationen er i oprør, da jeg forklarer, at kvinder i Danmark ikke behøver at gifte sig. Og da jeg siger, at jeg har efterladt mine børn hos deres far. At jeg stoler nok på ham, til at lade ham tage sig af mine børn.

En af de studerende spørger, om jeg vil synge for dem. Jeg siger, at det skal de ikke ønske sig. De griner. Så siger hun “Be brave” og så kan jeg jo ikke sige nej, vel? Så jeg synger for dem, en af de sange, jeg synger for mine børn, når de skal sove. De forstår ikke ordene, men de forstår meningen. Flere af kvinderne har tårer i øjenene bagefter. Også mig.

Vi taler om skriveblokade, om fred gennem poesi. Og religion. Om nærvær og om at kommunikere med hjertet. Om angst og mod.

Det er fuldstændig magisk. Og meget, meget varmt.

Older posts