at slikke sine sår

  
Jeg har altid holdt af udtrykket: At slikke sine sår. Jeg ved egentlig ikke præcist hvad som ligger bag det, udover at det er et udtryk fra dyreverdenen. Jeg får sådan et billede af en løve som er blevet angrebet og har trukket sig tilbage til sit sted og nu samler kræfter og heler og inspicerer skaderne. Og så tanken om, at slikke sine sår, at ens egen spyt heler, at nøglen til at helbrede ligger hos mig selv. Et trygt sted, tid og kropslig reflekteren. 

Det er ikke en flugt, heller ikke en strategisk tilbagetrækning selvom det kan se sådan ud. Det er en fuldstændig sund og instinktiv afsøgning af rum, både indeni og udenom; ‘hov, her kan jeg ikke være, hvad med her, nej, her, jo, måske’ – en afsøgning af, hvor jeg kan være i den ændrede krop, det ændrede rum, den nye virkelighed.

Jeg slikker mine sår, jeg mærker hvad mine muligheder er herfra. Jeg mærker at den eneste mulighed vil være den, jeg vælger. Hvad det så end bliver. 

Lige nu er jeg her, i Bernardieres. Jeg ser en del ud over markerne. Lytter til børnene, som spiller boule og maler og leger. Hjælper med opvasken. Sover i en liggestol i skyggen i haven. Mærker ligeså stille den nye virkelighed. Den rejser sig som en søjle af ro i mig. Mit dyr er såret, det koster at stille sig frem for et publikum som lukker øjnene, men man bliver klogere af det. 

Der ligger liv forude. Liv og arbejde, kunst og kærlighed. Den nye virkelighed er en fisk som slår med halen i min mave.

Yogamanden, refleksion

Photobucket Pictures, Images and Photos

For noget tid siden skrev jeg et indlæg som handlede om mænd som muser, og det affødte nogle stærke reaktioner fra – især – mænd, som på den ene eller den anden måde, følte sig ramt af de ‘muse-kategorier’ jeg stillede op. Du kan læse indlægget her: Yogamanden og de andre muser.

Nå, men nogle følte sig krænkede på deres køns vegne, udstillet, brugt i kunstens ophøjede navn, mens andre – og måske slet ikke dem, indlægget handlede om – følte sig smigrede og udtrykte ligefrem ønske om at komme tættere på, med henblik på denne ‘kunstneriske udnyttelse’ af deres person. Well. Lad mig slå en ting fast:
Jeg står fuldt og fast ved retten til, at udøve ‘kunstnerisk udnyttelse’ på mine omgivelser, netop i kunstens ophøjede navn. Og hvis de mennesker som er tæt på mig, ikke ved, at jeg er et uhyre diskret menneske, som sætter al for stor pris på, at der findes mennesker som holder af mig, til at jeg nogen sinde ville udstille dem som private personer… Så bliver jeg ked af det, og tænker, at så kender de mig alligevel ikke ret godt.

Kategorier er jo generaliseringer, at kalde alle blå farver for blå uden anerkendelse af den skønhed, som ligger i lige præcis en kongeblå klarhed, eller den farve på himlen, når solen er gået ned, en af de sidste dage i sommeren, og inden natten tager fart. Odins kappe er blå som Jomfru Marias, som Vishnu og Krishna, blå er tænkning, det spirituelle og det hemmelighedsfulde. Blå er både udtrykket og fortrængningen og kærligheden. Blå heler.
Yogamanden er blå, og hans kategori har fået selskab af en ny, smuk nuance.

En kvinde skrev til mig, efter det famøse indlæg, om netop min Yogamand-kategori, at ud over de to slags, jeg nævner, ham som bevæger sig uafladeligt mellem polerne tiltrækning og frastødning, og den ophøjede, uopnåelige, gudelignende, også findes en tredje slags. Og hun burde vide det, for hun har boet i Indien 🙂 – nemlig den sande – den rolige, vibrerende, levende Yogamand. En man kan tale med, en som er afklaret i sin søgen og nysgerrig, også på de simple ting, og som ikke hævder at have fundet meningen. En, som også bevæger sig i virkelighedens verden, lever og lyster og tvivler og længes som os andre.
Ham havde jeg ikke mødt. Men det har jeg nu. Hermed en tungtvejende udvidelse af Yogamand-kategorien, og en lidt dybere forståelse for den kritik af selve kategori-tanken, jeg har mødt.

Ikke alle inspirationer lader sig kategorisere.

Yogamanden og andre muser

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg forstår ikke hvad det gode skulle være ved det der zen
Jeg holder meget af mine passioner, dæmoniske eller ej. Længsel, higen, dagdrømmene, fantasierne. Ja, de tager mig i en vis grad væk fra nuet, men jeg ville ikke kunne skrive hvis jeg ikke havde evnen til at sætte mig ind, et andet sted, i en fantasi, lade det løbe af med mig.
Måske er det derfor jeg er så tøvende overfor at opgive min sidste bastion på ManuVision uddannelsen; at åbne ind til min seksualitet. Nåja, jeg er da også bange. Bange for at være for barnlig, for meget, for… higende, jaloux og… fantasifuld…

Yogamænd. Adr. Alt for meget ego i alt for løse bukser. Ok, ret skal være ret, de får i to udgaver; ham, som virkelig har fundet virkeligheden og derfor bliver urørlig, hævet over menneskelige fejl. Han er lækker, gudedejlig, sød og alligevel ikke til at tale med. Og så er der – nåja, i parentes bemærket, behøver man ikke at være yogafanatiker, for at være yogamand! – ja så er der den frelste yogamand. Det er tit noget med tantra og en masse udtalelser om, hvad jeg har brug for. Ego, pakket ind i liderlighed, pakket ind i veltrænethed, pakket ind i omsorg. Adr.

Jeg kan ikke altid gennemskue, hvem som er hvem med det samme. Det er Robert Lubarski og det er Troels Kløvedal. Søren Ventegodt og Ib Michael. Det er nogle af underviserne, undervisningsassistenterne, på uddannelsen. Tidligere elever. Carl-Mar Møller. De findes allevegne, men muligvis i højere koncentration i det alternative miljø.

Jeg lærer aldrig at vænne mig til dem.

Jeg troede man blev et bedre menneske, af at gå igennem ManuVision Uddannelsen. Jeg tror. Jeg tror koncentrationen af idioter generelt er lavere. Men det er ikke en foolproof uddannelse. Og Yogamanden, han dukker altid op, når jeg er lige ved at føle mig tryg ved menneskeheden.

Der findes kategorier af mænd m/k i mit liv. Den Lille Mand, Den Store Mand, Den Gode Mand. Den Milde Mand, Kunstneren og Den Falske Mand. Og Yogamanden. De bevæger sig omkring mig, tættere på og længere væk. Nogle af dem er dødbringende ved nærkontakt, men så smukke på afstand. Nogle skal nydes i små doser, andre folder sig kun langsomt ud. En del er kvinder.

Disse mænd er omdrejningspunktet for alle mine skriverier. De er muser.

Det handler om tiltrækning, på godt og på ondt, menneskelig, seksuel, intellektuel tiltrækning. Hvad er det ved disse mennesker, som giver mig så stor inspiration til min kunst?

De er alle sammen tabere, alle sammen egoister, alle sammen usunde, men de går i blodet på mig. Jeg forelsker mig så voldsomt. Denne upassende fokusering.

Det er tit for meget for dem, så må jeg samle stof på afstand. De tror jo, at jeg ikke kender dem (de ved jo ikke at de skrives ind i en kategori som jeg allerede kender), de ved jo ikke, at de føjer værdifulde facetter til min karakteristik af manden. Hvad er det, jeg gør? Jeg elsker dem, og samtidig gør de mig melankolsk med deres vidunderlige forudsigelighed. Livets ulidelige forudsigelighed.

Alligevel er de muser. Og jeg er skamløs, jeg bruger dem, skamløst. I min nyeste roman optræder derfor både sikkerhedsnåle, røde skjorter, hårde kæbeben og blodårer, som snor sig som blomstertråde under huden, og det allernyeste, hemmelige, er fyldt med smilerynker og hestehaler, deforme kroppe og hvide tatoveringer.

Kunsten. Jeg forlader virkeligheden for en stund, kun for at destillere den, udstille den, begribe den. Faren er selvfølgelig, at jeg kan fare vild derinde. I uvirkeligheden. Men jeg vil da ikke kureres

Derfor vil jeg takke mine muser:
Den Lille Mand, så smuk at hjertet brister, længslens evige arnested.
Den Store Mand, og volden som ubehjælpsomt udtryksmiddel.
Den Gode Mand, og menneskehedens uantastelighed.
Den Milde Mand og skrøbelighedens store styrke.
Kunstneren og visheden om at alting koster.
Den Falske mand som holder vagtsomheden intakt.
Og Yogamanden, for hans konstante spænd mellem tiltrækning og frastødning.

Tak fordi I holder mig vågen, både i kunstens og i virkelighedens verden.

Skal Tørklædeudstillingen have Hegnspælen 2013?

Photobucket Pictures, Images and Photos
(Foto: Jesper Edvardsen)

Igen i år bliver Hegnspælen 2013 uddelt til de bedste projekter på Byens Hegn. Det er folket – jer – som nominerer de bedste værker derude… Og jeg håber selvfølgelig, at I synes ‘A scarf is a scarf is a scarf’ – Tørklædeudstillingen på Vester Voldgade, er en af de bedste!

Derfor ville jeg blive kisteglad, hvis I går ind på Byens Hegn og stemmer på Tørklædeudstillingen på Vester Voldgade – man kan også sende en mail til byenshegn@m.dk og nominere udstillingen der. Man må gerne sende et par ord med også, om hvorfor.

Hvis I endnu ikke har læst den, så læs endelig denne fine anmeldelse i Politiken; Tørklæder er den største kunst på Rådhuspladsen

Hvis I endnu ikke har været inde forbi udstillingen, så kan den ses helt indtil oktober – og her er et par fine øjebliksbilleder også.

Photobucket Pictures, Images and Photos
(Fotograf: Dot Severine Nielsen)

Om helbred, Body-SDS og katte

Photobucket Pictures, Images and Photos

I går var en god dag, jeg tudede slet ikke efter kl. 16… Nå, men jeg tænkte, hvad fanden sker der, er det bare en stressreaktion og psykologi for burhøns, eller er der andet i det?

Så jeg fik en akuttid hos min læge, som kiggede en gang på mig og vejede mig og så forbød hun mig at arbejde i mindst en måned. ‘Belastningsreaktion’ sagde hun, og ordinerede SE-behandling, massage, fysioterapi, grin og gode venner.

Det med de gode venner, den er der styr på. Jeg vidste det slet ikke, men der var de. Omsorg, som jo så også får mig til at tude, men den del går jo nok.
Grin, nåja, den venter vi lidt med.
SE (somatisk erfaringsdannelse) er en chok- og traumebehandling, som fokuserer på den kropslige erindring. Det kan være vældig godt, hvis man er i hænderne på et dygtigt menneske. Det har jeg været, dengang.
Massage, fys, kropsbehandling, jojo, men jeg er jo vildt modtagelig, så for fanden, det er en tillidserklæring at lægge sin krop i hænderne på sådan en! So what to do?

Jo, jeg tænkte, jeg er jo alligevel igang med at undersøge Healermassage- og BodySDS-uddannelse, så det er vel meget nærliggende at booke sådan en tid.

BodySDS. Jeg finder listen over godkendte behandlere via den officielle hjemmeside. Løber den igennem. Uha. Uha. Jeg prøver at ignorere billedet og navnet, men jeg er ikke i tvivl. Man kan ikke løbe fra et ungdomscrush. Det er en instinktiv tillid, som går ud over seksualitet, en slags menneskelig tiltrækning og det er lige hvad jeg har brug for. Instinktiv tillid. Og hvis den bliver svigtet, kan jeg jo altid skyde skylden på mig selv… Så jeg skriver en mail, og senubareder, et afbud, en ledig tid, lige til tiden, damn!

BodySDS. Nogle siger det er magi, nogle siger det er ren humbug og manipulation. Well, nu giver jeg ikke meget for hverken magi eller manipulation. Jeg mener begge dele bør være til stede, hvis det skal være rigtigt. Det her. Det var rigtigt.
Først bizart. Lidt rysten og lidt trykken og lidt vejrtrækning. ‘Neeed i maven’ jojo, jeg kan godt mærke mine følelser, jo tak! Men så rystede han lidt ved min ene hofte og trykkede hist og pist og så begyndte mine hænder at sove. Og i begge sider på halsen. Jeg tænkte; fuck, han har bare at vide, hvad fanden han foretager sig! Og jeg tænkte, stakkels mand, jeg ødelægger hans praksis, han får mig aldrig ud af det igen. Men – og det skal han have – han bevarede roen. Roen og… dygtigheden. Den faglige omsorg. (Satans, det er den, som gør det af med mig) Og lidt efter lidt løsnede grebet sig. Til sidst var tranchen nærmest væk og kun de låste hænder tilbage. Dog virkede han bagefter lidt… Tøvende, tror jeg, men måske var det bare en fornemmelse… Det er det irriterende ved den slags kontrakter, fortroligheden gælder kun i en retning. Gad vide hvad der foregik? (Og det var interessant – han er slet ikke blevet mindre tiltrækkende på de mange år, men farligheden…. Den lå et helt andet sted)
(Nåja, og der var en skide kat, jeg er stadig bange for katte, men mere om det lige om lidt)
Der var ikke meget snak, nogle ord her og der, jeg tror han bevarede kontrollen, men jeg tror også at han arbejde for det. Jeg hjalp med lidt viljestyrke til sidst, tiden var jo gået og hænderne skulle jo virke.
Men jeg vidste det. Den umiddelbare tillid får mig til at give ham lov til at komme derind, hvor jeg ellers kun selv kommer, og kun i mørke stunder. Pis også. Den er svær at lukke igen.
Bagefter sagde han, med cirka de ord, at jeg skulle skabe plads til mig selv indeni, at når jeg selv var indeni, så ville floden ikke skylle mig væk og tage mig væk fra mit liv. Han sagde vel sådan set, at kunsten og livet er mulig samtidig, kan det nu være rigtigt? For det er også rigtigt, at for at skabe, må man åbne for en følsomhed i sig selv, som gør en lidt… Sær… Som min skrivekollega sagde; ‘vi kan ikke tåle alt for meget dagligdag’…

Nå, men i hvert fald, så skulle jeg tisse, og ude på toilettet ligger katten… Og hvad sker der? Den kigger på mig, bevæger sig hen til mig, slikker mig på højre hæl…. Snor sig roligt rundt om mine stadig bare ben og strækker sit hovede op på mit venstre lår. Jeg sidder der, i undertøj, på et fremmed toilet, med hænder som kun lige virker og med en stirrende kat på mit lår… Og som om det ikke var bizart nok, så gik jeg IKKE i panik!
Det er muligt at mine paralyserede hænder og lamme hals var manipulation, men det med katten, det var sgu magisk…

Så sikke en dag. Jeg har ingen penge. Har ladet min læge sætte helbred over økonomi og jeg aner ikke, hvordan vi skal komme igennem sommeren. Haft en højst bizar oplevelse hos en BodySDS behandler, som samtidig var en slags transformeret mennesketiltrækning.

Jeg er taknemmelig for de gode mennesker, som er i mit liv. For den gryende erkendelse af, at der skal ske noget, for mig selv, jeg skal træffe nogle valg, som skal definere den næste periode i mit liv. Måske bliver det ikke noget kønt syn. Men måske er det heller ikke så vigtigt. Måske er det nok at vide at der er lys… et eller andet sted.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Older posts