ASOS

Depositphotos_19873513_original

As seen on stars – krop. Well, selvom vi alle ser nogenlunde sådan her ud, under tøjet og huden (undtagen mig pt, der er en ekstra minikrop lige omkring på maven 🙂 ), så er der sørme utroligt hvor forskelligt vi klæder os. Jeg sidder og kigger bl.a. herinde, på ASOS, fordi jeg blev lokket af et, indrømmet, ret vildt og billigt udsalg – og der er meget og det er billigt, og jeg finder garanteret noget! Men alligevel, hvor er det meget som jeg ikke kan forestille mig at gå med… nogensinde… men som jeg sikkert ikke ville kigge misbilligende på, hvis en anden kvinde havde det på og gik forbi mig på gaden…

Nogle dage bliver jeg deprimeret over netop det, hvor forskellige vi er, hvor svært det kan være at navigere i verden, og andre dage er det det, som glæder mig og giver mig allermest ro indeni.

Andre gange tænker jeg at vi er velgørende ens eller trættende ens… og sådan går tiden tit 🙂

Om at smelte

 

 photo IMG_0004-1.jpg

 

Findes der en bedre følelse end at smelte?

Denne isblok lå på Gammeltorv for nogle år siden, og smeltede smukt.

Energien flyder derhen hvor der er plads til den – men hvis den er stivnet så flyder den ingen steder.

Angsten for at smelte kun for at flyde hen i en anden form og stivne der, og måske er det det, vi allesammen gør, hele tiden. Disse forme, disse holdepunkter, vi klamrer os til dem, som var de verdens sidste tilflugtssted. Jeg længes efter at smelte, og så snart jeg smelter, søger jeg mod en ny form, en ny favn. Måske for at mærke min afgrænsning. Jeg vil gerne begrænses, sådan mærker jeg mig selv. Alligevel er det i min flydende form, at jeg lever mest.

livet er når den varme olie flyder henover min pande og gennem mit hår

livet er at se ind i to brune øjne når musikken spiller og se dem fyldes med tårer

livet er at tage alt tøjet af, mens han lige er ude og tisse

livet er olie og tårer og tis

 

At vende tilbage til Mandalay og mig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder her i sengen og burde egentlig være sur og frustreret, for jeg har ondt i ryggen og måtte blive hjemme fra både ManuVisionuddannelse og fødselsdag i dag.
Men jeg er sært glad. Rolig i stilheden og rygsmerterne. Det er som om det hele kun er ved at begynde. Som om der er noget – meget – godt i vente.
I onsdags startede min madkursus-sæson med et veloplagt hold i Thailandsk madlavning. I fredags havde vi åbent hus på Kontoret, med solskin og prøvebehandlinger, som var fuldt booket og med en vidunderlig jazzet slutning med Kira Li Duo. I går havde jeg sæsonens første 1-dagskursus i Ingefær, og bagefter nåede jeg sidste halvdel af en polterabend, som bød på både vin og bar hud, et sødmefuldt, let melankolsk og alt for kortvarigt gensyn med Mandalay midt på gaden og gode grin på Comedy Zoo – ja, og en smadret ryg – væske i hoften går sgu ikke skidegodt i spænd med høje hæle 🙂
I morgen tager jeg i skole og tirsdag starter jeg med at behandle igen. Onsdag madkursus, torsdag behandlinger, det bliver en god uge, men denne stille dag er tiltrængt. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg har lavet mig en iskaffe, sweet milk, neskaffe og isterninger, det er som at være tilbage på Gili Trawangan. Jeg har drømt lidt om Burma og tilfældets skønhed. Jeg har ondt i ryggen, det kan jeg mærke, og jeg er lykkelig for, at jeg kan det; mærke det, for det betyder at jeg er ved at vende tilbage til min krop igen efter cykelstyrtet. Jeg er ved at kravle ind i den igen, at tage den tilbage fra det limbo, jeg efterlod den i sidst, da jeg mistede kontrollen over den, afspændte den, og lod den ramme asfalten, cyklen, bilen.

Jeg føler mig som en stærk krøbling, smuk og sær. Det er helt som det skal være.

Om at springe ud af sin krop og kravle ind i den igen.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det tog mig ikke to sekunder at forlade min krop. Da cyklen blev ramt og det gik op for mig at jeg ikke kunne rette den op, men ville vælte ud på kørebanen, da forlod jeg den. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg afsikrede den inden, lod den være blød og spændstig på samme tid, så slagene nok ville gøre ondt, men ikke ramme noget vitalt.
Alt virkede efter planen. Jeg husker asfalten mod hoften og hånden, og foden i et vrid mod pedalen. Jeg havde endda overskud til at blive vred på den cyklist som troede han kunne overhale indenom og på dem, som rejste mig og cyklen op og fulgte os ind på fortovet, og så bare forlod mig der, alene, forslået og fortumlet.
Jeg vidste, at jeg havde fået et chok. Jeg vidste at det var vigtigt at reagere, at lade tårerne komme, og rystelserne. Jeg vidste også at jeg havde 3 klienter den dag, og 5 møder med eventuelle nye deltidslejere til Kontoret for Krop og Liv. Så jeg fik fat i Karin og Jan og de hjalp med at aflyse mine aftaler. Jeg ringede til min mor og gråden tog til. Min fod gjorde ondt, min hånd gjorde ondt.

Det er 10 dage siden. I dag skal jeg have gipsen af. Wish me luck. Selvom, det er egentlig ikke hånden jeg er så bange for. Knogler heler. Men jeg har fandme ondt i hoften og det stråler op i lænden.

Jeg fik behandling af to af underviserne på ManuVision i går, det var godt og gjorde godt – og pisseondt.For jeg bliver jo nødt til at kravle ind i den krop igen. det er ikke til at holde ud at stå og se til, mens den stivner om sig selv. Ergo. Ind i den, ind og mærke hvordan det føles, at blive mørbanket af bil og cykel og asfalt, for så derefter at stavre rundt og spænde op, imens man spiser chips og lakridser og drikker lidt for meget vin, fordi man fandme ikke skal tage de smertestillende piller. Det er sgu ikke kønt, hverken at se på eller mærke.

Men ind kom jeg – om ikke andet så i glimt. Når noget, som er stift, bliver blødgjort, så hæver det. Når noget hæver inde i et rum, så bliver der mindre plads og så må det hævende trykke mod noget andet. Ergo, jeg er mere bevægelig og mere ømskindet end før. Alligevel, midt i alt det ømme, føles det godt. Eller, ikke godt, men rigtigt. Den vej jeg skal. Tilbage i mig selv.

Just do it!

Pixeleret aften på eget ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Hvad er uden filter, hvad er det bedste man kan gøre for at undgå følelsen af at blive set, at være på, hvem interesserer sig for det, mig, min kamp?

I aften kæmper jeg med ikke at være en turteldue. Jeg er ikke midtpunkt, heller ikke i min egen cirkel. Det er ikke mig, som bliver set i aften.
I aften kæmper jeg med min sladdertrang.

I aften går jeg hjem, i småregn og tænker mit, som findes. At jeg ikke bliver tænkt på, lige nu. At blikkene var tilfældige, ikke villede. Jeg retter opmærksomheden mod mig selv og går direkte ind i harlekin og columbine fra Tivoli, som er ved at åbne Wagamama ved Frederiksberg Station.

I aften ville intet være bedre end dette, og intet værre.

Hvem gider dog, hvem ville dog, læse dette?

Mine bryster er så små og bløde, mine lår så store. Og bløde. Blød er den formildende faktor, de siger jeg er så blød, så fin og skær, så sart.
Jeg mærker kun min hårdhed, i aften kæmper jeg med min kynisme, og min sorg over det, de ikke ser. Det grimme, de ikke ser. Sejheden, uflytteligheden.
De ser ikke, at jeg er uigennemtrængelig, kernen, større end deres. De ser ikke at min angst, min sårbarhed, bunder i angsten for at slå dem ihjel. Med det ubarmhjertige, skærende, isnende hårde.

‘Du er så fin, så lille, jeg er bange for at knuse dig’, det blev sagt, og ramte ned i hele frustrationen, hele længslen. Hele angsten for at have misforstået det hele, ført dem bag lyset og lykkedes med det.

‘Du skal blive klar på dit brand, du skal finpudse din målgruppe’ – halleluja.

I aften var det ok at gå hjem i regn og metro, anonymt og kedeligt, med resterne af en gul karry i tasken til frokost i morgen. Med harlekin og columbine og Glenthøj ved min imaginære side.

Der er nogle som siger, at jeg kan sige noget om fremtiden.
Der er nogle som siger, at jeg fandme er god til det kropsbehandling.
Der er nogle som siger, at jeg slet ikke behøver at være så bekymret.

Men i aften. I aften kæmper jeg. For selvværdet. For at se. Det de siger. De tør ikke teste mig, siger de. Ikke det.
Men jeg er ikke noget konkurrencemenneske, jeg tager slet ikke imod udfordringer. De mener det slet ikke som en udfordring og jeg tager slet ikke imod den.
Men jeg er her. Og de tager fejl. De ser kun det spinkle. Jeg føler mig fed. Stor som et hus. En tank. 100kg.
Styrken kender jeg, og roen. Den kan de udfordre mig med til evig tid. Det er dem, som ikke kan rumme den. Og mig, naturligvis. Det er dem som misforstår min udfordring. Giv mig lov til at lege, og jeg går i stå. Se på mig, med mælkegrønne øjne og jeg smelter, skæld mig ud og jeg dør af skam, afvis mig, og sig så undskyld, så skal du se mig stege. Sig at du vil mig, og se mig så løbe stærkt!

Jeg vrøvler. Det er mod, at vrøvle, når jeg er mig.

Min psykolog siger, at mine mareridt, hvor grimme de end er, bare er overspringshandlinger, eller ‘at tage det i bidder’ så jeg slipper for at deale med de rigtigt grimme, på een gang. Damn.

Jeg sidder i min seng… Og tænker på et digt, jeg skrev i Lovetrust, som taler om akrobaten og klovnen, hvordan man kan gifte sig med akrobaten, men altid vil drømme om klovnen. Jeg kan ikke huske det lige nu og jeg har ikke bogen her, og måske blander jeg det sammen med et andet.

Kan man, jeg, være sådan et billede bekendt? Uden makeup, tøj, attitude? Det er grynet, det er ipadens skyld, men også lyset. Og mig selv. Jeg føler mig grynet. Fragmenteret, pixeleret.

Jeg er, hvor jeg hele tiden har været. Det kommer ikke til en løsning.

Older posts