Yogamanden, refleksion

Photobucket Pictures, Images and Photos

For noget tid siden skrev jeg et indlæg som handlede om mænd som muser, og det affødte nogle stærke reaktioner fra – især – mænd, som på den ene eller den anden måde, følte sig ramt af de ‘muse-kategorier’ jeg stillede op. Du kan læse indlægget her: Yogamanden og de andre muser.

Nå, men nogle følte sig krænkede på deres køns vegne, udstillet, brugt i kunstens ophøjede navn, mens andre – og måske slet ikke dem, indlægget handlede om – følte sig smigrede og udtrykte ligefrem ønske om at komme tættere på, med henblik på denne ‘kunstneriske udnyttelse’ af deres person. Well. Lad mig slå en ting fast:
Jeg står fuldt og fast ved retten til, at udøve ‘kunstnerisk udnyttelse’ på mine omgivelser, netop i kunstens ophøjede navn. Og hvis de mennesker som er tæt på mig, ikke ved, at jeg er et uhyre diskret menneske, som sætter al for stor pris på, at der findes mennesker som holder af mig, til at jeg nogen sinde ville udstille dem som private personer… Så bliver jeg ked af det, og tænker, at så kender de mig alligevel ikke ret godt.

Kategorier er jo generaliseringer, at kalde alle blå farver for blå uden anerkendelse af den skønhed, som ligger i lige præcis en kongeblå klarhed, eller den farve på himlen, når solen er gået ned, en af de sidste dage i sommeren, og inden natten tager fart. Odins kappe er blå som Jomfru Marias, som Vishnu og Krishna, blå er tænkning, det spirituelle og det hemmelighedsfulde. Blå er både udtrykket og fortrængningen og kærligheden. Blå heler.
Yogamanden er blå, og hans kategori har fået selskab af en ny, smuk nuance.

En kvinde skrev til mig, efter det famøse indlæg, om netop min Yogamand-kategori, at ud over de to slags, jeg nævner, ham som bevæger sig uafladeligt mellem polerne tiltrækning og frastødning, og den ophøjede, uopnåelige, gudelignende, også findes en tredje slags. Og hun burde vide det, for hun har boet i Indien 🙂 – nemlig den sande – den rolige, vibrerende, levende Yogamand. En man kan tale med, en som er afklaret i sin søgen og nysgerrig, også på de simple ting, og som ikke hævder at have fundet meningen. En, som også bevæger sig i virkelighedens verden, lever og lyster og tvivler og længes som os andre.
Ham havde jeg ikke mødt. Men det har jeg nu. Hermed en tungtvejende udvidelse af Yogamand-kategorien, og en lidt dybere forståelse for den kritik af selve kategori-tanken, jeg har mødt.

Ikke alle inspirationer lader sig kategorisere.

Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂

Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂

Åbn øjnene

Photobucket Pictures, Images and Photos

Johnny Cash synger The first time I ever saw your face, og mine fingre lugter af køn. Ikke fordi, de har rørt ved et. Men jeg har ikke vasket hænder, efter jeg kom hjem fra skole. Uddannelse, ManuVision. Jeg har rørt ved mennesker.

The first time I ever saw your face. Der er mange måder at se på. You chose the chance you take. Vel. Men jeg føler mig ramt. Jeg har set. Jeg har set en dreng, med en indføling, som skygger for hans eget skidt, men som alligevel er så stor, at jeg kan gemme mig under dens vinge. Jeg har set en pige, som inviterer mig ind i sit murstenshus. Jeg har set en mand, som ryster af følsomhed og længsel, jeg har set en pige, som kunne være min ven, en kvinde, som ser direkte ind i al min skam.

Det går op får mig, at jeg kategoriserer meget. Kvinder er gudinder, eller bare irriterende. Mænd er favnere eller krænkere, (en skelnen som kan flyde sammen) eller brødre, aseksualiserede, pålidelige, gode uden nuancer. Det er en generalisering, men den er der, lynhurtigt, når jeg scanner et rum.

Der var en af underviserne som sagde, ‘åbn øjnene’ – ‘du er faktisk meget sød når du er her. du må godt være her, også med alt der der’. Han sagde også nogle andre ting, men det var bare ord. Det, som ramte mig, var, at han var der selv, mens han sagde det, altså, han kiggede mig i øjnene, uden at jeg kunne få øje på nogen dagsorden. Han så på mig som et barn, og bad mig, helt enkelt, om at blive.

Jeg har ingen våben mod mennesker uden forsvar.

Timeglas eller Drengen i kjolen?

Uploaded from the Photobucket iPad App

Jeg var skaldet fra jeg var 19 til jeg fra 23, cirka. Ikke kronraget, men barberet med den elektriske barbermaskine, hver 14. dag. En overgang farvede jeg de små stubbe orange. Det var også i den periode min kjolefetish begyndte. Nu har jeg tæt på 250.

Engang gik jeg ned ad gaden, det var Århusgade, Østerbro, jeg havde min dengang smukkeste kjole på, fodlang, bar ryg, fuldt skørt, tænk på Marilyn Monroes, den hvide. Denne er blodrød, jeg har den stadig. Den er smuk. Jeg følte mig smuk, det var en varm dag, sommer, en pizzamand havde fløjtet efter mig, jeg var glad.
Mod mig, kommer to gamle damer gående, jeg smiler til dem, overskudsagtigt. I det de går forbi mig, hvisker den ene til den anden, på den der måde, i ved, hvor det er meningen, at man skal høre det;
“Hvorfor har drengen kjole på?”

Damn. Det ødelagde min dag, i mange dage. Det var jo fordi jeg var skaldet, men alligevel et angreb på min… kvindelighed.

Well. Mit hår er groet siden. Jeg kan stadig ikke helt forholde mig til det. Det er altid oppe, ellers får man det jo i øjnene, det klistrer til kinderne og ned ad ryggen, ad. Der er i virkeligheden ikke mange, som har set mig med løst hår. Det er blevet noget privat. Det er egentlig åndssvagt, men sådan er det blevet.
Nå, men håret er blevet længere, kjolerne er der stadig, jeg kan godt lide dem. Det der med tøj… det er på en måde også en måde at prøve at begribe mig selv på. Begribe min krop, øve mig i at være i den. At den er min.
Alligevel er det mærkeligt; der er forskel på at være “Drengen i kjolen” og “Kvinden i kjolen”, selvom det er det samme indeni. Tag nu det her billede, det ser jo abnormt ud. Men det er jo også mig.

Mærkeligt.

Older posts