Stenalderbrød, ost, kaffe, Bruce Springsteen, roman

IMG_3512

 

Det er sådan en morgen, sådan en dag. Hvor der kræves noget kendt og simpelt, men alligevel komplekst nok til at holde til et maraton.

Snart udkommer min roman, Stryg. Jeg er ved at lægge sidste komma, sidste ordlyd, sidste punktum ind. Charlotte er ved at finde et egnet sted til receptionen (pst; d30.okt), redaktøren arbejder på bagsidetekst, grafikeren på forsiden og forlaget på marketingsplanen. Standen på BogForum er booket til søndag d8november kl 13.00.

Jeg prøver, som en overspringshandling, at få styr på efteråret. Bruce Springsteen synger The Rising. Jeg har 6 madkurser, 30 bookede kropsbehandlinger og liftinger, en magasinudgivelse (Futuriblerne), en bogudgivelse, en tur til Filippinerne og en baby. Inden jul. Jeg tænker; pyt, det er et helt halvt år, men det er der vist ikke helt 🙂

Vil du med på madkursus, så find de åbne her

Vil du bestille tid til kropsbehandling eller lifting, så find priser og kontakt her

Vil du bestille foredrag om A scarf is a scarf is a scarf, så er det her

Vil du høre mere om Selskabet for Fremtidsforskning og temaudgaven om Medborgerskab, som jeg er redaktør på, så kontakt mig her

Vil du med til receptionen for min roman, høre mig på BogForum, eller er du interesseret i at få romanen til anmeldelse, så kontakt Charlotte på lovetrust.project@gmail.com 🙂

 

District Tonkin, Vietnamesisk cafe, Gammel Kongevej

Photobucket Pictures, Images and Photos

District Tonkin er en ny Vietnamesisk cafe på Gammel Kongevej, på den sidste halve del, op mod Frederiksberg Rådhus, som i de seks år, jeg har boet her, desperat har savnet en GOD cafe, altså sådan en med stil og hygge – atmosfære – god betjening, gedigne sandwiches af gode råvarer og i det hele taget… Til at betale, men betjening er så langt det vigtigste, for mig.

Herinde er råt og lyst, jern og mørkt træ, porcelæn og bøger, og store vinduespartier. Og, tør man tro sine egne øjne, Avokadosmoothie på menuen!!! Mon det kan være sandt, skal jeg endelig finde et sted i København, Danmark, som kan lave en ægte, sødmefyldt og syndig avokadoshake? Milde skaber…

De ligner et ungt par bag baren, sympatiske, stille travle, men smilende. Der er fire sandwich, et par desserter og nogle kager at vælge imellem, jeg ved, Vietnameserne kan være sindssygt gode til svin, så jeg vælger en B1, marineret svinekød, agurk, porre, forårsløg, koriander, mynte, chili. Al den friskhed, dette køkken er så kendt for, og så det tyndtskårede, krydrede og møre svinekød. En hemmelig dressing. Sprødtblødt baguette. Ret fantastisk.

Så til avokadosmoothien, som jeg i Danmark ellers bliver nødt til at lave selv, ubegribelig cremet, hvid, med grønt skær, det søde, den fede og let jordede eftersmag af frisk avokado. I Thailand har de tit et drys af kakao eller en strimmel chokoladesovs i glasset, denne er jomfruelig og bliver min skæbne.

Jeg er svært begejstret for District Tonkin! Må de leve længe, og jeg skal gøre mit til, at omsætningen på råvarerne, holder dem friske.

Åh, og ta’ lige og prøv den uartige Vietnamesiske kaffe! Til 28kr kan du nærmest ikke engang få sort filterkaffe på nogen af de andre cafeer, og denne; sort som natten og hvid som inderlår, og alt der imellem, hvad du ønsker.

Photobucket Pictures, Images and Photos

District Tonkin
Gammel Kongevej 152A
1850 Frederiksberg
District Tonkin

Frihed under ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fejrer min tilmelding til ManuVision-uddannelsen med et gigantisk anfald af angst.

– Det er alligevel for langhåret. Jeg kan jo for fanden godt finde ud af at meditere!
– Jeg kommer til at misforstå det hele, tage fejl, de vil grine af mig.
– Jeg kan ikke gennemføre det, sådan en uddannelse, den er jo seriøs, der er et håndværk som skal læres, jeg er en taber, de eneste uddannelser, jeg har gennemført, har været med pistol for panden og i en rus af uforklarligt held. Jeg kan ikke tage ansvar for noget, jeg nogensinde har gennemført, så hvorfor skulle dette være anderledes?
– Min kontrol er for dyb, for massiv, jeg kan ikke finde ud af, at give mig selv lov til at lære, at modnes, ændres.

Og den største, den som altid får mig til at vende tilbage til dåseøl og barbecuechips: uafhængighedsdiktaturet. Fint, at man skal tage ansvar for sine egne følelser/reaktioner, egen banehalvdel, alt det shit. Men det bliver så let til, at alle mine følelser, kun handler om mig, projektioner og alt det, så hvor gør man så af personlige sympatier, spirende venskaber, menneskelig tiltrækning, alt det, som gør relationer menneskelige og personlige? Hvad skal man nogensinde have at sige til andre mennesker? Hvordan identificerer man ægte sympati, grobund for kærlighed mellem mennesker? Hvorfor må man ikke ville hinanden? Hvad med kemi, umiddelbar tiltrækning, begær, alt det, som ikke skal forklares, men bare mærkes? Hvordan undgår man at blive handlingslammet, midt i al den analyse, al den tagen ansvar?

Det nemmeste i verden, ville være at snyde dem. At lukke op for den uudtømmelige pose af barndomstraumer, vade lidt rundt, og komme lidt videre, tage en slentretur i The Garden Of Good And Evil, uagtet at det ikke længere helt er mig.

Der er masser af gode ting at sige om ManuVision, stedet, mit første møde med to af underviserne, det introduktionsmøde, jeg var til i går, og det er jo selvfølgelig også væsentlige faktorer, hvorfor jeg har valgt lige den uddannelse.

Først og fremmest menneskeligheden. Smil, sympati og en vis portion charme. En afslappethed overfor Sandheden, som jeg måske godt kan være i. I hvert fald føltes det ok, at være der. Selvom jeg egentlig var angst og spændt i underlivet og svedte.

Jeg ved ikke, om jeg kan tage den uddannelse. Det vil kræve, at jeg stiller mig ud i en styrke, som skræmmer mig. At jeg holder op med at gemme mig bag sårbarheden, uden at fornægte den.

Der var flere små konkrete ting, som gjorde udslaget. En af dem var, at der – midt i en lang forklaring om noget andet – pludselig blev sagt ‘Frihed under ansvar’. En anden, at der også var kaffe, ved siden af alle urteteerne. At alle undervisernes øjne var smukke, bag briller og skæg og smilerynker. At jeg ikke sagde en lyd, og at det var ok. At der var en studerende som var gravid og at børn var velkomne. At underviserne påtog sig ansvaret som undervisere, men at der også var en følelse af menneskelig ligestilling.

Jeg glæder mig til at starte, meget. Angstanfaldet hører nok bare med.

Om at gå igennem

Jojo… Såmænd. Men det går langsomt, meget… Langsomt.

Ideen om ferie – og børnenes konstante tilstedeværelse – letter tankemylderet lidt. Jeg bruger meget tid på at trække vejret, det hjælper også. Og en god multivitaminpille, i det hele taget, her er, hvad jeg gør, for at komme levende igennem depressionen – det er jo ikke første gang…:

– en god multivitaminpille hver dag – suppleret med ekstra B-C- og D-vitamin.
– to vejrtrækninger ned i maven, ind gennem næsen og slippe ud gennem munden, hver gang jeg kommer i tanke om det.
– venepumpe-øvelser i benene, hver gang de bliver urolige eller summende
– spise ukompliceret mad
– mindre kaffe
– mere vand
– kigge på noget grønt. Udenfor
– blidhed med mig selv; det er ok at stirre ud i luften en time/spille Candy Crush/drikke et glas vin/sove til middag/græde af selvmedlidenhed. Det er ok, at jeg ikke ved, hvad skal gøre af mig selv/med mit liv.
Det er mine ‘just do it’-ting; ikke tænke, bare gøre det. Alt resten, mad, mennesker, begivenheder, får den modsatte tur – ren intuition baseret på det enkle spørgsmål: ‘kan jeg være her?’ Og i det fleste tilfælde, er svaret nej. Ergo; ‘just don’t’. Jeg spiser det ikke, tager ikke stilling til andre, fjerner mig, går min vej… Det gør jeg meget.

Jeg ved ikke om min krise går hurtigere væk, fordi jeg gør disse ting. Men de hjælper mig til at være her. Bibeholder et vist niveau af funktionsdygtighed. Mens jeg tænker og stirrer ud i luften. Taler med få, gode mennesker. Tuder. Og går igennem.

20130704-132510.jpg

Morgenhår, ikke?

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det er morgen. Jeg har sendt børn og voksne afsted, men jeg skal først møde kl 11 i dag. Jeg drikker kaffe og spiser resten af børnenes morgenmad, krydret med det sidste af en skål saltskruer fra i går. Huset er stille.
Jeg tænker lidt på min arbejdssituation. På penge, men min alenetid er alligevel så kort i dag at den ikke må spildes på økonomi. Så tænker jeg lidt på sex i stedet. Men det koster i dag, der er told på tankerne.

Jeg drikker mere kaffe. Måske er jeg ved at gå ind i en depression. Måske trænger jeg bare til… Ro. Måske skal jeg bare tage mig sammen.

Jeg ønsker mig Stian Hole’s nye børnebog, er det patetisk og forudsigeligt? Jeg er så langt fra street wise som nogensinde før. Hvor henvender man sig med alle sine talenter?

I teorien har jeg ingen tro på menneskeheden, al evidens peger mod en tilværelse som eneboer, i praksis kommer jeg til kort. Jeg tror, jeg tror! Pis.

Jeg ved godt hvad der plager, men jeg siger det ikke, ikke på vilkår!

Older posts