At miste modet

bbI går mistede jeg modet. Det har jeg ikke gjort de sidste måneder hvor tingene ellers er faldet som store, ugennemsigtige klumper rundt om mig. Det er interessant, her dagen efter, at observere hvor jeg knækkede. For det var ikke på mindreværd og angreb på min integritet eller faglige berettigelse, hvor jeg ellers nemt kunne være bukket under tidligere. (Der er sket en misforståelse, så jeg ikke stod opført på bestået-listen hos Lone Sørensen) Det var heller ikke på arbejdspres og deadlines og stress midt i ferien, som ellers mere end én gang har fået mig ned med nakken. (Futuriblerne-artikler skal afleveres til oversætter, leder skal skrives, roman skal færdigredigeres til redaktøren).

Det var en scanning på Riget, som fik det til at sejle. Den lille baby i min mave – som de kloge siger, er en pige 🙂 – har vigende vækst – lige nu ved de ikke hvad det præcist betyder, andet end at hun er mindre end hun burde være.

Jeg ved heller ikke hvad det betyder – men noget ved jeg, for vi har været møllen igennem en gang før – med min ældste datter, som er født til tiden, men med lav fødselsvægt, og fortsat har knogler som er to år bagud i væksten – det betyder ikke noget for hende nu – andet end at hun nok ikke bliver så høj – men jeg kan huske hvad vi gik igennem dengang, for mere end 10 år siden – og det ønsker jeg ikke for nogen.

Helt konkret betyder det scanninger hver 2.uge og mange flere lægesnakke. Og det betyder nye scanningsdamer og nye læger hver gang, nye beskeder, nye ture i rutchebanen hver uge. De enkelte sundhedsfaglige personer er søde og gør det bedste, men de er nye hver gang og alting starter og skal forklares forfra og de har allesammen hver deres teori om forløbet, som rangerer fra ‘det skal I slet ikke bekymre jer mere om’ til ‘I skal indstille jer på kuvøse og børneafdeling og et meget lille barn, som skal have hjælp til alt’ – det er det vildeste og tager SÅ meget på kræfter og energi.

Og det værste – den værste tanke, for de kan jo sådan set ikke gøre noget, kun observere, for ligegyldigt hvad, har hun det stadig bedre inden i mig, så længe som muligt; men tanken om, at måske hun ikke har det godt i mig, er næsten ikke til at bære. Mit umiddelbare instinkt siger, at hvis hun ikke har det godt, så tag hende ud så jeg kan holde om hende. Men jeg ved godt, at det ikke er det rigtige lige nu – så det er bare at vente. Vente og se og lytte til læger som i værste fald taler som vinden blæser og i bedste fald regner forkert, så hun er større end de siger – og det kan lige så vel være tilfældet, for sidste gang regnede de også forkert (endda den forkerte vej – så da vi endelig fik hende ud til os, vejede hun 650g mindre end de havde estimeret), – og det betyder altså en hel del på sådan en lille størrelse!

I dag. I dag er i dag og jeg har været hos min egen læge som er fantastisk og kigger på mig og siger, at i dette tilfælde har jeg ikke brug for at blive vejet og mærket på – jeg har brug for at hun er den stabile, gennemgående fagperson, som jeg kan gå til og snakke med hele vejen igennem, en som ved og kan se igennem lægesnakken og høre hvad de siger og rådgive mig og fortælle mig hvad jeg skal lytte til og hvad jeg skal springe op og falde ned på.

Jeg kan mærke hende sparke, den lille. At have hende så tæt på og så alligevel ikke kunne hjælpe, gøre noget for hende. Bare trække vejret. Kramme mine børn og min mand og min familie. Vente.

Når 2015 går på hæld

Lidt mere end halvdelen af år 2015 er gået og allerede nu er det klart, at jeg – når året rinder ud – vil kunne se tilbage på et år, som har været mere begivenhedsrigt end de fleste. Men også et år, hvor begivenhederne er kommet til mig, sket rundt om mig og i mig, mens jeg selv har sat farten ned og mærket mere og mere af mig selv. Mange ting har ikke været, som de så ud, både nederlag og succeser er kommet overraskende og uventede.

Min datter sagde til mig, da vi tog til Frankrig for nogle uger siden, at hun glædede sig til at få noget mere tid sammen med mig – og jeg kunne svare hende, at det kan hun godt vænne sig til, for jeg har tænkt mig at have væsentlig mindre travlt i 2016 end jeg har haft de sidste par år. De sidste mange år egentlig. Og det selvom der er store ting i vente. Og det er ikke fordi jeg ikke skal arbejde. Det er mere det, at det bliver på en anden måde. Mere familie. Mindre stress. Helt reelt færre timer væk hjemmefra.

2015 er et vildt år. det er svært, her midt i året at skrive; ‘2015 blev året hvor…’ – men jeg har det som om jeg har levet i en boble de sidste år, løbet meget stærkt i de selvstændiges hamsterhjul og endelig, endelig, kan jeg mærke at jeg er blevet stærkere af det. De sidste to år på ManuVision har også været en vild tur, og lige så glad og taknemmelig jeg er, for at have gjort det og gået igennem det og lært et fag, lige så stor lettelse føler jeg nu, over at jeg ikke længere bliver kigget på og bedømt af andre end mig selv og mine kolleger og klienter, hands on.

Jeg er også flyttet. Og debuterer som redaktør på tidsskriftet Futuriblerne, med et temanummer om medborgerskab og deltagelse. Jeg debuterer også som romanforfatter. Jeg har vidst det i nogle måneder, men en ting er at vide det, noget andet at tro så meget på det at man tør skrive det.

Og når 2015 går på hæld bliver vi en mere i familien. Og det er det største.

IMG_2193

at slikke sine sår

  
Jeg har altid holdt af udtrykket: At slikke sine sår. Jeg ved egentlig ikke præcist hvad som ligger bag det, udover at det er et udtryk fra dyreverdenen. Jeg får sådan et billede af en løve som er blevet angrebet og har trukket sig tilbage til sit sted og nu samler kræfter og heler og inspicerer skaderne. Og så tanken om, at slikke sine sår, at ens egen spyt heler, at nøglen til at helbrede ligger hos mig selv. Et trygt sted, tid og kropslig reflekteren. 

Det er ikke en flugt, heller ikke en strategisk tilbagetrækning selvom det kan se sådan ud. Det er en fuldstændig sund og instinktiv afsøgning af rum, både indeni og udenom; ‘hov, her kan jeg ikke være, hvad med her, nej, her, jo, måske’ – en afsøgning af, hvor jeg kan være i den ændrede krop, det ændrede rum, den nye virkelighed.

Jeg slikker mine sår, jeg mærker hvad mine muligheder er herfra. Jeg mærker at den eneste mulighed vil være den, jeg vælger. Hvad det så end bliver. 

Lige nu er jeg her, i Bernardieres. Jeg ser en del ud over markerne. Lytter til børnene, som spiller boule og maler og leger. Hjælper med opvasken. Sover i en liggestol i skyggen i haven. Mærker ligeså stille den nye virkelighed. Den rejser sig som en søjle af ro i mig. Mit dyr er såret, det koster at stille sig frem for et publikum som lukker øjnene, men man bliver klogere af det. 

Der ligger liv forude. Liv og arbejde, kunst og kærlighed. Den nye virkelighed er en fisk som slår med halen i min mave.

Den sentimentale kærlighed

 photo IMG_0161.jpg

 

Er det sentimentalt at huske på datoer? Well… Det er ikke mange, jeg husker.

Jeg var lige kommet hjem. Jeg var meget brun og havde spændte bryster og ikke andet end dem og en handkerchief-kjole med paisleymønster på. Jeg var nervøs, for jeg kendte ikke ret mange, men jeg endte alligevel med at have en dejlig aften, en af dem som kunne have peget mod resten af mit liv. Det troede jeg også at den gjorde, længe. Måske tror en del af mig det stadig, og farver himlen, når jeg en sjælden gang kigger ud på den. Mulighed for liv, som ikke blev. Måske er det sentimentalt, det er sentimentalt. Men også fyldt med kærlighed, bugnende kærlighed, kærlighed som gør livet lidt større, også selvom den ikke længere er rettet mod et bestemt mål.

Den kærlighed, som bliver der, når man har elsket.

Older posts