Den bedste stemmetræner

StemmeteknikJeg bruger min stemme – meget. Dels snakker jeg meget 🙂 Men jeg gør det også tit ‘offentligt’, madkurser, foredrag, oplæsninger – og det tærer på stemmen, hvis man ikke ved hvordan man bruger den – og så tærer det alligevel, men med simple teknikker kan jeg undgå eller i hvert fald kraftigt forkorte den ellers obligatoriske vintermåned, hvor min stemme falder til en lækker Leonard Cohen-hvisken og alle jobs, som kræver stemme (hvilket vil sige alle jobs) må aflyses!

Det SKAL være enkle teknikker, og de SKAL være i orden – jeg gider ikke spilde tid på noget som ikke virker eller noget som virker, men man skal tage en større eksamen for at forstå. Det skal være simpelt, hurtigt og give mening!

Jeg startede med at komme hos Lone Skovgaard for efterhånden mange år siden og det er hende jeg altid vender tilbage til – hun er vist egentlig oprindelig sanglærer, men har opnået kæmpe succes med stemmetræningen – og ikke mindst hos mig, som er gået fra sceneskræk, manglende stamina og smerter efter hver optræden til en tro på, at min stemme holder og bærer mig igennem hvad som helst!

I de perioder hvor jeg ikke går hos Lone, eller før en stor optræden (eller en af dem i Indonesien, hvor der pludselig var 600 studerende, istedet for de annoncerede 60 – og stadig ingen mikrofon!) så har hun givet mig nogle topnemme øvelser på papir, så jeg både har baggrunden bag selve øvelsen og teknikken tegnet og fortalt – jeg behøver ikke længere selve papirerne, men det er rart en gang i mellem at kunne gå tilbage og uddanne sig lidt i, hvad det egentlig gør, når jeg bruger en bestemt øvelse.

Ind i mellem er man heldig, at noget som bare virker, også er til at komme i nærheden af, økonomisk – og Lone tager nogle gange om året elever ind fra FOF – og så er hun meget billigere – ikke at hun er totalt umulig at komme i nærheden af ellers, men som økonomisk skrantende selvstændig, er alle besparelser på kvalitet værd at tage med 🙂

Jeg har anbefalet før og gør det gerne igen – Lone er den absolut bedste stemmetræner til alle mulige formål – og så er hun både pædagogisk og behagelig også! Det er letforståelige, gennemprøvede og fagligt velfunderede øvelser som virker! Så skal du holde en tale, højtlæse et eventyr, synge en sang eller på anden vis bruge din stemme foran mennesker som gerne må kunne både høre dig og lytte til dig, så start med et par timer hos Lone – både du og dit publikum vil kunne mærke det!

Invitation

 photo AAC40998-CB9C-441C-B351-1D044C0C324C-3173-0000029478F725BC.jpg
Du inviteres hermed til foredrag og debat med Katrine May Hansen
mandag 10. november kl. 18 i Vollsmose Kulturhus.

Katrine May Hansen er kvinden bag den omdiskuterede udstilling A SCARF IS A SCARF IS A SCARF, som har hængt på Rådhuspladsen i København, og som kan ses i Vollsmose Kulturhus fra d. 10. november.

Hvad er det med det muslimske hovedtørklæde? Hvordan er dette stykke stof blevet så voldsomt et symbol, at det ind imellem endda afholder os fra at kommunikere med hinanden?  

Katrine May Hansen diskuterer den historiske og kulturelle sammenhæng mellem de traditionelle ’Klude’ fra Fanø og den muslimske ’Hijab’. Foredraget byder på mulighed for debat, masser af billeder og gode historier. Katrine medbringer tørklæder og kan demonstrere de traditionelle bindinger af både Klude og Hijab.

Du er meget velkommen til at tage en ven eller veninde med.

Venlig hilsen

Kvinfo, Vollsmose Bibliotek & Vollsmose Kulturhus.

Updated joboffer for TM/PA at Lovetrust

 photo 1802444cbb50b63aef81deb1943febd1.jpg
Dear friends

There has been a few changes to the current position offered at Lovetrust – please refer to the original offer here.

The changes as followed:

  1. The planned tour of Indonesia have been postponed untill January/February 2016, due to Mrs. Katrine’s busy schedule. The job will therefore consist of less working hours ind the beginning, but last for longer.
  2. We are looking into the possibillity of extending the Tour to include Java, Sulawesi, Bali and Papua – applicants, who have travelled these islands and know the culture will be preferred.
  3. Lovetrust and Katrine might devide the position in two jobs, where you will only be offered one.

The deadline continues to be 1’st of December 2014 – all applicants will be considered carefully and noticed within 2 weeks of this date, on the specific procedure.

Lovetrust and Katrine encourage all races, ages and genders with the needed skills and the right mindset to apply. Please note that You will be working close with both Muslim, Holistic and Christian people and a generel tolerence of all beliefs are required.

Again, please refer to the generel skills for this position needed here. We are looking forward to hear from you!

Best Regards,

Katrine and Lovetrust

 photo 26fb79427f5e87654a276b25d6b0cc90.jpg

At vende tilbage til Mandalay og mig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder her i sengen og burde egentlig være sur og frustreret, for jeg har ondt i ryggen og måtte blive hjemme fra både ManuVisionuddannelse og fødselsdag i dag.
Men jeg er sært glad. Rolig i stilheden og rygsmerterne. Det er som om det hele kun er ved at begynde. Som om der er noget – meget – godt i vente.
I onsdags startede min madkursus-sæson med et veloplagt hold i Thailandsk madlavning. I fredags havde vi åbent hus på Kontoret, med solskin og prøvebehandlinger, som var fuldt booket og med en vidunderlig jazzet slutning med Kira Li Duo. I går havde jeg sæsonens første 1-dagskursus i Ingefær, og bagefter nåede jeg sidste halvdel af en polterabend, som bød på både vin og bar hud, et sødmefuldt, let melankolsk og alt for kortvarigt gensyn med Mandalay midt på gaden og gode grin på Comedy Zoo – ja, og en smadret ryg – væske i hoften går sgu ikke skidegodt i spænd med høje hæle 🙂
I morgen tager jeg i skole og tirsdag starter jeg med at behandle igen. Onsdag madkursus, torsdag behandlinger, det bliver en god uge, men denne stille dag er tiltrængt. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg har lavet mig en iskaffe, sweet milk, neskaffe og isterninger, det er som at være tilbage på Gili Trawangan. Jeg har drømt lidt om Burma og tilfældets skønhed. Jeg har ondt i ryggen, det kan jeg mærke, og jeg er lykkelig for, at jeg kan det; mærke det, for det betyder at jeg er ved at vende tilbage til min krop igen efter cykelstyrtet. Jeg er ved at kravle ind i den igen, at tage den tilbage fra det limbo, jeg efterlod den i sidst, da jeg mistede kontrollen over den, afspændte den, og lod den ramme asfalten, cyklen, bilen.

Jeg føler mig som en stærk krøbling, smuk og sær. Det er helt som det skal være.

En skole for børn?

 photo 731346e396fa19bdc918dd2d2d4f1ce6.jpg

Er det ikke et smukt billede? Det er min ven, Mr. Iman Suligi som har taget det, af en ung studerende i hans bibliotek. I baggrunden hænger plakaten fra min sidste tur i Indonesien. Det gør mig så glad, det hele.

Men der er noget andet, som ikke gør mig glad, men frustreret og bange. Og det er, når jeg ser, hvor hårdt implementeringen af heldagsskolen tager på mine børn.

Den mindste er lige startet i nulte klasse og han er glad lige når han kommer hjem, men ulvetimen, som ellers var overstået for over et år siden, er kommet tilbage. kl 17 er han helt færdig. dødtræt og sur og kan slet ikke finde ud af at være nogen steder. Han vænner sig til det. Jo, det går han, det skal han, men det går ud over legetid og venneaftaler og forældre-puttetid. Jeg savner ham simpelthen, og han savner sine forældre. Han møder kl 8 hver dag, og har i gennemsnit fri kl 14.30. Så er der SFO og legeaftaler og trampolin og bedsteforældre, som også skal passes, for at man er rigtig glad – og så er det bare, at det bliver forældretiden, som ender bagerst i køen.

Men det værste er den ældste. Jeg havde et barn sidste år, i 3. klasse, som var glad og energisk og havde stor selvtillid – dygtig i skolen og med et højt og næstekærligt selvværd. Og nu kommer hun og siger, at 4.klasse er alt for svært, at hun ikke kan følge med. At hun bliver forvirret og ikke føler sig god nok. At vi, hendes forældre, ikke følger godt nok med i, hvad de laver derovre, fordi de skal lave alle lektierne i skoletiden… Hun har skiftet hele lærerteamet ud, skiftet bygning og fået nye fag. For et par dage siden var der forældremøde, det var den første chance, vi forældre havde, for at møde de nye lærere. Ellers skal alt foregå på mail – der er ikke tid til andet. Det er en kæmpe frustration. Lærerne var søde nok, men de er så pressede, at der bare ikke var overskud til andet end at gennemgå læringsmetoderne – som også er helt nye for børnene – og så fortælle os at vi skulle tage stilling til en uhyrlighed i mine øje:

Det er sådan, at lærerne har 24 timer til forældresamarbejdet – på et helt år. Det er forældremøder, skole/hjem-samtaler, alt. Derfor skulle vi tage stilling til, om de skulle bruge nogle af disse timer på at holde et skolebal for hele 4.årgang – som har været tradition og styrker fællesskabet på årgangen – ELLER om vi ville have nummer 2 forældremøde i forbindelse med de nationale prøver etc. Det er jo et umuligt valg. Det er simpelthen ikke et rimeligt valg – en fest, som børnene elsker, og som styrker det sociale fællesskab – SUPER vigtigt, og jo især nu, hvor de er kommet i mellemgruppen, har fået nye lærere og nye fag, og der er meget mindre tid til forældre/elev-kommunikation – eller et forældremøde, hvor vi kan blive opdateret på, hvordan vores børn klarer sig, på klassens trivsel og hvor vi i det hele taget får mulighed (kun nummer 2 mulighed på et helt år!) til at se lærerne i øjnene og lige føle lidt på det hele.

Hvordan skal vi, som forældre, bakke op om lærernes beslutninger, når vi kun får denne kommunikation via mail på intranet og så via vores børns ‘øjenvidneberetninger’? Hvad nu, når vores barn føler sig klemt eller noget i kommunikationen går galt mellem barn og lærer? Plus, at det her lægger al pres over på forældrene, i forhold til sammenhold og trivsel i klassen – jeg er simpelthen så frustreret og bekymret over den mangelfulde kommunikation – både lærer/elev, lærer/forældre og lærer/pædagoger.

Det er en indkøringsfase? ‘Vi lægger asfalten, mens vi går på vejen’? Ja – og jeg vil ikke gøre lærerne til fjende – slet ikke. Men hvor skal vi finde tid og kommunikation til at stå sammen, forældre og lærere, for at give vores børn den bedste skolegang, den bedste overgang til heldagsskolen?

Det bliver bedre? Ja, det er jeg faktisk sikker på at det gør. Men det er mine børn, som bliver taget som gidsler her. Det er mine børn, som skal gå ned og få det dårligt, for at vise, hvad som skal ændres. Og det er jeg FANDME træt af!

 

 

Older posts