Kom til Ignite #13 i aften!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Kom endelig ned i Republikken i aften kl 18 og vær med til Ignite # 13 hvor en hel flok dejlige mennesker vil tale i fem minutter hver, om noget, de brænder for – og det skal jeg også! Jeg vil nemlig vise lidt billeder og fortælle om Tørklædeprojeket ‘A scarf is a scarf is a scarf’ – som jo som bekendt kan ses på Vester Voldgade ved Rådhuspladsen indtil oktober 2013!

Som en særlig treat vil der bagefter være mulighed for at snakke videre i cafeen og måske – for de modige – selv prøve kræfter med et tørklæde…

Det er gratis – og det starter kl 18 og der plejer at være fuldt hus – og jeg ved at den gode mand Bryan Traum fra EcoEgo blandt 11-12 andre, også vil snakke om den verden vi ønsker os, det glæder jeg mig i hvert fald til!

Glor på mennesker

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder i lufthavnen i Doha. Og venter. Lufthavne er vilde steder at kigge på mennesker. Bare på denne tur, hjem fra Heart2Heart Tour fra Jakarta har jeg haft tre, meget forskelligartede observationer og oplevelser:

1:
Det startede i Jakarta. Var kommet fly fra Palu, ingen problemer… Havde ventet i 14 timer i lufthavnen. Endelig tid til at tjekke ind. Meget sød, rundhovedet, ung mand i check-in counteren. Jeg er jo godt klar over, at jeg har liiidt overvægt men tænker, at det gør… Det gør det så ikke… Jeg har 20 kilos overvægt og det koster 17 $ pr kilo! Damn… Han foreslår meget venligt, at jeg kan prøve at pakke lidt om…. Haha… Det gør jeg så… Forsøger desperat at få den 15-kilos taske på min skulder til at ligne max 3 kilo (‘pas og billetter, min pung og en bog til flyveturen, ikke?’)
Den søde mand smiler og spørger hvad jeg har avet i Indonesien. Jeg forklarer, han lyser op, han har selv gået på universitetet i Indramayu. Han ignorerer fuldstændig den voksende kø bag os. Min bagage vejer stadig 33 kilo + 10 kilo håndbaggage + den ‘lille’ skuldertaske…
Han smiler igen. Skriver, at min kuffert vejer 30 og håndbagagen 7… Så jeg slipper med at betale for 6 kilos overvægt. Han beklager, at han ikke kan hjælpe mig mere…

2:
Lige landet i Doha. Jeg står i kø ved paskontrollen. Vi er måske 300 mennesker, 4 åbne skranker. Et ungt par dukker ganske uden blusel under køen og springer 200 mennesker over og dukker op i køen lige foran mig. Jeg siger ‘excuse me?’ Og ‘Please go back in line’ – de ignorerer mig. Fuldstændigt. Jeg er ret forarget og bliver ved med at tale til dem på engelsk, selvom de lader som ingenting. Det kan ikke være rart for dem. Folk begynd at stirre. Da vi når frem til gennemlysning, bliver jeg gennet hen til en anden skranke end dem. Da de kommer igennem, har jeg allerede kødt toblerone til børnene og sidder og nipper til en dejlig kop kaffe. HA.

3:
Jeg sidder og venter i Doha lufthavn. Her er så mange nationaliteter, kulturer. En del sheik-typer og sorte spøgelseskvinder, selvom… Der er ikke meget spøgelse over dem, når de kommer skridende hen ad gulvet… De er alle i par, en mand og en kvinde, og jeg lægger mærke til, at de fleste par virker… Forelskede… De holder i hånd og rører ved hinanden… Kigger hinanden dybt i øjnene… Det kommer på en eller anden måde nag på mig. Dydighed er bestemt ikke et ord, jeg tænker på her. Sjovt, fordi jeg kommer lige fra Indonesien, hvor kvinderne er friere og ikke så tildækkede, men alligevel virker mere… Uskyldige.

Magiske, nærværende Palu.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Vi er i Palu. Klokken er omkring otte om aftenen, og jeg er lige blevet færdig med første halvdel af programmet. I løbet af de to timer jeg har talt, er det blevet mørkt, og temperaturen har sneglet sig ned fra 37 til 34 grader. Alt mit tøj er gennemblødt og når jeg rejser mig op, sortner det for mine øjne. Jeg har drukket tre kopper kaffe.

Vi sidder ca 50 mennesker i det lille lokale. Halvdelen er studerende og unge skribenter, den anden halvdel er voksne kvinder fra en lokal kvindeorganisation. Mufy har oversat spørgsmål og svar, så hun er også træt.

Vi er i Nombaca Reader’s Club. Her er ikke nogen, som får certifikater for at deltage. Ingen præmier, ingen point.

Rummet koger. Af intens væren. Folk lytter. De tænker og spørger og spørger igen. De griner.

Kvinderne fra kvindeorganisationen er i oprør, da jeg forklarer, at kvinder i Danmark ikke behøver at gifte sig. Og da jeg siger, at jeg har efterladt mine børn hos deres far. At jeg stoler nok på ham, til at lade ham tage sig af mine børn.

En af de studerende spørger, om jeg vil synge for dem. Jeg siger, at det skal de ikke ønske sig. De griner. Så siger hun “Be brave” og så kan jeg jo ikke sige nej, vel? Så jeg synger for dem, en af de sange, jeg synger for mine børn, når de skal sove. De forstår ikke ordene, men de forstår meningen. Flere af kvinderne har tårer i øjenene bagefter. Også mig.

Vi taler om skriveblokade, om fred gennem poesi. Og religion. Om nærvær og om at kommunikere med hjertet. Om angst og mod.

Det er fuldstændig magisk. Og meget, meget varmt.

Kvinders svagheder og styrker

Her er Mufy. Hun er min Tour Manager for Heart2Heart Tour. Hun er også min gode veninde. Lige nu er hun i bad, mens jeg tager en tørn med kakkelakkerne alene. De er ved at vinde. Ved ikke, om jeg har sagt det før, men jeg hader kakkelakker.

Jeg er stærk. Det er en af de ting, jeg har lært på denne tur. Altså… Jeg vidste godt, at jeg var stærk før, psykisk – jeg er vist ikke ret stærk fysisk… – men jeg er rolig, god til at tage hvad der kommer, uden at hidse mig op, eller panikke. (Undtagen altså, når det kommer til kakkelakker)
Jeg kan klare mig længe, med meget lidt søvn. Sporadiske madrationer. Jeg kan svare nogenlunde entusiastisk på de samme spørgsmål igen og igen.

Så hvad er det, som får mig ned med nakken? Dårlig stemning. Det er det. Sure mennesker, mennesker, som er ukomfortable og utilfredse. Ikke nødvendigvis utilfredse med mig, men i det hele taget. Måske tager jeg lidt for meget ansvar for andres velbefindende.

Mufy skal til at bede. Vi har to problemer; alle kakkelakkerne på gulvet. Og i hvilken retning Mekka ligger. Dette hotelværelse, er det første, jeg har været på, som ikke har en lille Kiblat-pil i loftet, pegende mod Mekka. Det sidste er der heldigvis råd for. Hvis man ikke kender retningen, kan man bede mod en dør, eller et vindue. Og hvis man er i f.eks. en bus eller et fly, så er det køreretningen, men beder i. Smart.

Vi er stærke begge to, hver på vores måde. Min styrke kommer fra erfaring. Fra levet liv, rejser, fejltagelser og succeser. Hvor godt jeg kender mig selv, mine styrker og sårbarheder. Den forankring det giver.
Mufys styrke er en anden. En slags indre kompas eller sikkerhed. Hun er langt mindre erfaren end jeg. Men hun har også en forankring. I troen, men lige så meget i familien og kvindefællesskabet.
Indonesiske kvinder er vant til at knokle. På landet knokler de fysisk, i byerne knokler de på universiteterne. Der er en stille viljestyrke og en udholdenhed, som er bemærkelsesværdig. Den blander sig med en humor og varme, selv når vi er trætte, selv når vi har kørt i bil i seksten timer, og chaufføren har holdt os vågne med højlydte og lugtende prutter og bøvser. Selv der.

Jo, Mufy og jeg er stærke kvinder. Men altså. Vi bryder os ikke om kakkelakker.

20130204-083023.jpg

Kakkelak-paradokset i Palu

Er det ikke mærkeligt? De taler stort set ikke engelsk, her i Palu… Hotelværelset er nok det sløjeste, vi har boet på, på Heart2Heart Tour… Som det ses her… Jeg har været herinde i tyve minutter, og er pt. 20 myggestik rigere…

Åh, ja. Jeg sidder på sengen. Noget løb forbi mig, ovre ved væggen, stort som en lille rotte. Jeg skreg og forskrækkede Mufy, og så skreg vi begge to, mens vi hoppede og krammende hinanden i sengen. Rotten løb ind i Mufys taske, det var ikke en rotte. Det var den største kakkelak, jeg nogensinde har set. Jeg hader kakkelakker. Hader.

Nu er den under sengen. Jeg tror den er ved at gnave sig vej op gennem madrassen og i nat vil den kravle ind ad mit øre…

Jeg hader kakkelakker.

Man skulle tro, at jeg ville hade det her, i Palu. Men det gør jeg ikke.

Her er en atmosfære. Friere. På en gang roligere end alle de fnisende universitetspiger, og mere… sprælsk. En slags rastafari-energi som inspirerer mig meget mere end den smukke artighed, jeg oplever på Java.

De er stadig muslimer, men det er blandet med noget andet… Måske er det havet og frodigheden. Måske er det den store koncentration af kunstnere. Det er som om her plads. Plads til mig.

Så, ja, Palu er Heart2Heart turens sidste stop. Jeg savner børnene, helt vildt. Så meget at jeg, de sidste par dage, har prøvet at lade være med at tænke på det. Sværest, da jeg underviste på en Elementary School, hvor der var nuttede børn allevegne. Jeg glæder mig til at komme hjem, ingen tvivl. Alligevel, så er jeg ikke helt færdig her. Vi mangler Palu.

Og det er faktisk helt okay.

20130203-163906.jpg

Older posts