Rutchebanen vol. 2

IMG_3489

 

En almindelig tur til jordemoder udartede sig i går morges til et besøg på Riget, denne gang ikke så meget på grund af størrelse (det skal afklares på onsdag), men fordi hun syntes jeg har får mange af de ‘farlige’ plukveer og baby står for lavt i livmoderen og for blød livmoderhals og bakterier i urinen og mange ting i vejen. Så mig afsted til Riget for at blive vurderet, blot for at få præcis den besked jeg havde tænkt jeg ville få; at ‘Ja, du har for mange plukveer/blød livmoderhals/bakterier i urinen, er du bange, så kan vi godt indlægge dig, men ellers så hold dig i ro og læg mærke til om det tager til og/eller bliver regelmæssige smerter… hurra…

Så mig hjem igen og nedtrykt og frustreret – hvorfor kan jeg ikke bare have en normal graviditet – men ellers ved nogenlunde godt mod – nu må vi se på onsdag…

Og så taknemmelig for at jeg har hyret hjælp til festen i morgen og i øvrigt er begavet med dejlige venner og søde familiemedlemmer som stiller op og hjælper til… Så mit job i dag er mere overblik end slæberi – nå ja, og så at lave dej til flütes, blende Gazpacho, lave brownies og vanilleis – men det er nemt 🙂 (og så liiige se lidt mere CSI)

 

En af disse morgener

IMG_2215

 

Jeg hader dem. Disse morgener hvor alle skulle have haft lov til at sove en halv time mere. Og ikke for at gå ind i skolereformsdebatten, for jeg mener problemet er større end den, men der er bare noget helt galt med den måde vi tilpasser os og vores børn til verden på. Og sådan en morgen, hvor jeg enten går direkte tilbage i seng, når alle er sendt afsted, eller  straks sætter mig til at lede efter et lille lækkert guesthouse eller bed&breakfast, vi kan købe og trække stikket ud på Bali eller Sri Lanka eller anywhere else, jeg forestiller mig at jeg ikke skal vække børn og skynde på og starte dagen sådan her.

Vi har prøvet det meste og vi gør vores bedste. Om vi vækkes tidligt eller sent, smører madpakker og lægger tøj frem aftenen før, om det er ristet rugbrød på 2 minutter eller hjemmebagte boller, det gør bare ikke den store forskel. Det er ikke fordi vi ikke sover nok.  Måske ville vi vågne glade af os selv på samme tidspunkt, hvis vi ikke skulle op, det sker tit i weekenden. så det er noget med tvang, ideen om, at vi skal. 

Hvem er det, som siger at vi skal?

Problemet er, at det er for omfattende at lave det om. Nudging virker bare ad helvede til lige her. Vi kan ikke lave verden om, kun os selv? Javel, det er det vi konstant prøver på. Og måske ligger der også en modstand hos os alle sammen. Hvorfor skal jeg vække mit barn, når han sover? Hvorfor skal vi lære at skynde os, hvorfor må min datter ikke overraske med hjemmelavet smoothie til os alle sammen og rode køkkenet til? Hvorfor må jeg ikke nå at kramme mine børn og snakke dagen igennem med min mand, men istedet skynde på børn og børste tænder og drikke kaffe på samme tid? Reelt set, så har vi to muligheder, hvis vi vil lave vores hverdag om – den ene koster mange penge og den anden er meget omsiggribende; Vi kunne få en au pair. Vi kunne så at sige betale os til tiden. Lade en anden sørge for vores børn om morgenen. Det har vi faktisk ikke lyst til – og slet heller ikke råd til 🙂

Hvad er det så, vi har lyst til? Hvordan ser den ideelle morgen ud? At vågne roligt, at lytte lidt, til noget natur eller noget musik, uden at blive stresset af det. At sidde sammen, om kaffe og havregrød. At se på drengens matematikmappe og høre ham læse højt af det der står bag på mælkekartonen. At tage stilling til, om den stribede eller den turkise bluse er pænest til pigen og om det er varmt nok til shorts. At smile til hinanden og skrive indkøbsseddel og snakke lidt om maden til festen på lørdag. At høre lidt om de respektive arbejdsudfordringer. At sende afsted i skole med kram og smil og ‘hav en god dag min skat’

Så er der den anden mulighed, den vi i lange perioder leger mere eller mindre seriøst med. At trække stikket ud. At gøre livet mere simpelt, at leve smukt og varmt og enkelt. Så må vi til Asien. Ind i mellem flipper vi over, hvor billigt, hvor enkelt det kan gøres. Hvor mange af vores behov som kunne krydses af, sådan et sted. Men puha, det er så stort et skridt. Vi er ikke klar, vi hænger fast. Både i vigtige overvejelser og i forestillinger. Det er ikke kun det gode liv for os, som voksne, som familie, der er på spil her, for det gode liv er også samværet med dem vi elsker og ansvaret for at udvikle børnene, guide dem, vise dem, og selvom de ville lære uvurderlige lektier i livet, hvis vi tog sådan en beslutning om at rykke os op med rode, så er der trods alt stadig et dansk skolesystem, som vi kender (stort set) og stoler ret meget på. Måske er det en forestilling. Og der er en socialisering, som foregår her, i Danmark, blandt deres venner, familie og i deres egen kultur, som jeg heller ikke vil underkende. Jeg ved ikke om det ene nødvendigvis er bedre end det andet. Men vi vil ikke underkende værdien i at blive. Det skal ikke være en flugt fra ansvar. Hvad er det vi vil give vores børn? Det er ikke den her slags morgener! Men jeg er heller ikke sikker på, at det er det komplet modsatte…

Når 2015 går på hæld

Lidt mere end halvdelen af år 2015 er gået og allerede nu er det klart, at jeg – når året rinder ud – vil kunne se tilbage på et år, som har været mere begivenhedsrigt end de fleste. Men også et år, hvor begivenhederne er kommet til mig, sket rundt om mig og i mig, mens jeg selv har sat farten ned og mærket mere og mere af mig selv. Mange ting har ikke været, som de så ud, både nederlag og succeser er kommet overraskende og uventede.

Min datter sagde til mig, da vi tog til Frankrig for nogle uger siden, at hun glædede sig til at få noget mere tid sammen med mig – og jeg kunne svare hende, at det kan hun godt vænne sig til, for jeg har tænkt mig at have væsentlig mindre travlt i 2016 end jeg har haft de sidste par år. De sidste mange år egentlig. Og det selvom der er store ting i vente. Og det er ikke fordi jeg ikke skal arbejde. Det er mere det, at det bliver på en anden måde. Mere familie. Mindre stress. Helt reelt færre timer væk hjemmefra.

2015 er et vildt år. det er svært, her midt i året at skrive; ‘2015 blev året hvor…’ – men jeg har det som om jeg har levet i en boble de sidste år, løbet meget stærkt i de selvstændiges hamsterhjul og endelig, endelig, kan jeg mærke at jeg er blevet stærkere af det. De sidste to år på ManuVision har også været en vild tur, og lige så glad og taknemmelig jeg er, for at have gjort det og gået igennem det og lært et fag, lige så stor lettelse føler jeg nu, over at jeg ikke længere bliver kigget på og bedømt af andre end mig selv og mine kolleger og klienter, hands on.

Jeg er også flyttet. Og debuterer som redaktør på tidsskriftet Futuriblerne, med et temanummer om medborgerskab og deltagelse. Jeg debuterer også som romanforfatter. Jeg har vidst det i nogle måneder, men en ting er at vide det, noget andet at tro så meget på det at man tør skrive det.

Og når 2015 går på hæld bliver vi en mere i familien. Og det er det største.

IMG_2193

En skide fiasko

Photobucket Pictures, Images and Photos

Følelsen er krøbet ind på mig i nogle uger. Sygdom, som ikke helt vil gå væk, færre klienter, noget fodbold, som får alle verdens mænd til at blive non-kommunikative… Og i går blev mit arbejdsliv så en cementeret fiasko. Først sagde en af lejerne på Kontoret op, og i forvejen er den husleje svær at skrabe sammen, det tager tid at løbe sådan et sted i gang, trods succeser etc. Så fik jeg afslag fra endnu et forlag. Og så fik jeg mit årsregnskab tilbage, med endnu en reminder om AT JEG IKKE KAN FINDE UD AF AT TJENE PENGE. Så som det lyserøde kirsebær på dåseflødeskummet, risikerer jeg nu, at SKAT kalder mit firma for en hobby og deraf følgende økonomisk ruin for mig.
I forvejen har jeg ladet min familie spise havregrød i fucking 5 år. Jeg skammer mig. Jo, jeg har lavet gode ting, fede projekter, roman og alt muligt… Men er det virkelig mit drive – eller er det bare fordi jeg er for doven til at have et almindeligt arbejde?
Jeg har knoklet. Nattevagter på plejehjem når det kneb… Skrevet to bøger, lavet en stor udstilling, taget en uddannelse og er igang med en mere. Været på 3 store turneer i Asien. Holdt foredrag og haft tusinde madkurser og skriveelever og kropsbehandlinger og løftet ansigter med mine bare hænder og jo; det meste af det har været succesfyldt, men hvad nytter det, når jeg ikke kan finde ud af tjene penge på det? Hvad fanden nytter noget af det, når jeg ikke kan leve af det? Når jeg bare er en skide fiasko i mig selv?
Jeg er modig, jeg har guts, jo. Fede projekter, gode tilbagemeldinger, men hvad fanden nytter det, NÅR JEG IKKE KAN TJENE PENGE PÅ DET?
Jeg er måske modig, men jeg er ikke en skid stærk nok til at være det her kunstner og iværksætter. Jeg er træt af at være en inspiration – det kommer mine børn ikke en årlig tur i Tivoli af.
Jeg kender en mand, som tjener 80.000kr om måneden. Det skal være ham vel undt, helt klart. Jeg ønsker mig ikke hans job eller hans arbejdstider. Men i mine grimme stunder, så tænker jeg på, hvor stor en forskel, bare 5.000kr om måneden, af de penge, ville gøre for mig. For min familie. Den sikkerhed, der ville ligge, i bare 5.000kr mere om måneden. Det er bare et foredrag. 10 kropsbehandlinger, 10 Skrivecoachinger. En cateringopgave. Og de kommer jo også, bare slet ikke nok. Jeg er bare en skide fiasko, som ikke kan tage mine børn en tur i Tivoli en gang om året. Som ikke kan finde ud af at tjene penge, eller have et almindeligt arbejde eller være fattig. Pis.

I går tudede jeg foran børnene. De var søde, men det var ikke fair. Selvfølgelig må de godt se, at noget er svært. Men jeg var så ynkelig, så selvmedlidende. De krammede mig, og lånte mig bamser og Nikolai hentede is, og jeg kunne bare slet ikke tage mig sammen. Hvad nu, hvis jeg skal lukke firmaet? Betale en masse penge, for det var åbenbart bare noget, jeg legede? Når man ikke tjener penge, så er det bare noget man leger.

Hvad nu, hvis? Så kan det hele også bare være ligemeget. Syntes jeg i går. Så ryger ManuVision, så ryger den Japanske Lifting, Anatomi, behandlerfælleskabet på Olufsvej. Så ryger mit Papua New Guinea-projekt, bogprojektet, oversættelsen af haikudigtene og skrivebogen. Og vognen og lejligheden og, og, og…

I går dykkede jeg ned i den flod. Jeg svarede ikke på nogen opkald eller søde og opmuntrende og bekymrede beskeder. Jeg gjorde mig slap og lod mig tage af floden. Den hvirvlede mig helt ned og skrabe på stenene på bunden og jeg kæmpede ikke imod.
Og i dag? I dag er jeg satans forslået, og jeg er stadig bange og jeg skammer mig stadig. Men jeg er også begyndt at overveje min muligheder. Det er nu hurtigt overstået, der er to; jeg kan blive liggende i min seng, eller jeg kan stå op. Lige nu hælder jeg mest til at blive liggende. Men det er også det, som skræmmer mest i længden.

Så jeg er stået op. Jeg har lavet mit syvminutters træningsprogram, jeg har spist en skive ristet rugbrød og drukket to kopper kaffe og tudet imens. Nu går jeg ind og svarer min revisor. Og bagefter tømmer jeg opvaskemaskinen og går i bad.

Måske går jeg i seng igen bagefter. Man kan altid tage sig sammen i intervaller. Selv om man bare er en skide fiasko.

Older posts