Mine hænder, mine måltider, mine ord

 photo 81240c710ccd473b5991e20d319403a9.jpg

At skrive lidt i november, om november. At høre I hope that I don’t fall in love with you. At forelske sig i melankolien, gentagelsen, det ondskabsfuldt sødmefulde. At læse A thousand kisses deep, ‘You came to me this morning /And you handled me like meat / You’d have to be a man to know / How good that feels how sweet /My mirror twin my next of kin /I’d know you in my sleep / And who but you would take me in /A thousand kisses deep’

Jeg blev syg, jeg mistede stemmen. Jeg arbejdede for meget. Jeg mistede gnisten. Fandt den igen. Gik tilbage til Tom Waits. Drak meget kaffe. Begyndte at skrive igen.

Jeg har aflyst alt andet end det nødvendige. Det som er mere besværligt at aflyse end at udføre. Jeg har været i svedehytte. Jeg har fundet en anden slags kvindelighed. En fremmed lyst i mig selv, som jeg værner om, og lærer at kende ganske langsomt og for mig selv.

I går var det min fars dødsdag og den gled, ubemærket af de fleste ubemærkelige, henover mig og efterlod et vandspejl på min hud.

Jeg ved ikke om det virkelig er en forskansning jeg gemmer mig bag, eller bare mindre tålmodighed overfor ligegyldige ting, ord. Jeg føler mig nogle gang hård som glas. Skarp. Der var en som bemærkede mine evner for nærvær og fravær, det fik mig til at tænke på endnu et vers: ‘I’m good at love I’m good at hate /I’ts in between I freeze’ og den her, Hold on.

Det er rigtigt, at jeg er bagud. Med opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Det er sandt. Jeg er også bagud med mig selv. Med at stirre ud i luften. Med at bage og lege i mit køkken. Jeg er bagud med at være alene. Med at elske. Danse. Jeg er bagud med at tage kjole på, og danse. Jeg er bagud med at skrive, skabe. Jeg er bagud med forudsætningen for opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Og det som sker i disse dage er; at dansen siver ind i fakturaerne. At elskoven sniger sig ind i mailbesvarelserne og legen kryber ind i researchen og får mig til at stirre, danse, elske. Så hey; forvent flere ekstremer, mere hårdhed, større varme. Jeg er træt af at være pligtopfyldende og ordentlig. Jeg kommer til at skræmme nogen og jeg kommer til at skræmme nogen væk. Men jeg er træt af det lunkne. Træt af at glatte ud, glide af, forklare mig. Klichéer og fucking lyserøde elefanter i hele stuen!

Jeg har mine hænder og mine måltider og mine ord – og de kan være hårde og stærke og milde og blide – og det er ekstremerne som berettiger dem. Du vil ikke have en mellemting, du vil have begge dele.

Måske er det november, måske er det også november. Ny november.

 

Mere om døden

 photo 14335e0edea7f6d8e00b84338a80ecb8.jpg

Her er en samling knogler, det er en elefantfod. Det var det? Nu er det en samling knogler, holdt sammen af ståltråd, på et interimistisk elefantmuseum, en del af et Elefantbørnehjem på Sri Lanka.

Min psykolog siger at jeg skal anerkende selvmordet som valgmulighed. At jeg kunne vælge at dø. Jeg kan ikke se det. Misbruget måske, faldet, forfaldet som det langsomme selvmord, men ikke det andet. Piller, foran et tog, kniv, hvad ved jeg. Selvmordet føles ikke som en mulighed, har aldrig gjort det.

Han siger at jeg må anerkende, at jeg har det valg, at jeg kan vælge døden. Kun sådan kan jeg for alvor vælge livet. ‘Det liv’ siger han ’som vil så meget med mig’.

Kender du det, at stå på en færge, på dækket, og kigge ned i bølgerne? Den der svimle lyst til at kravle over rælingen? Lade sig styrte? Men det er jo ikke en dødsdrift, det tror jeg ikke. Jeg tror det er eventyrlyst – og måske også en flugt fra det trivielle. En lyst til at kradse lidt op i livet. En livsdrift?

Jeg bliver ramt af mismod. Hvad er det hele for noget, hvad fører det til? Hvad mening har det, livet, hvad godt gør det overhovedet? Om vi lever eller dør, dræber eller helbreder, hvad nytter det, hvilken forskel gør det? Glæden er så kortvarig. Så hvad er det som får os til at helbrede, til at dræbe?

Hvis det modsatte af livet, ikke er døden men apatien? Så er det destruktive også livsenergi?

Hvis det er glæden, som skal give mit liv mening… så må jeg vide hvad som gør mig glad. Alt, som fjerner mig fra apati. Men liv er ikke kun glæde, det er meningsløst at søge efter en evig glad tilstand, for den ligner i foruroligende grad apati. Så livets mening er… livet?

Hvis livet er meningen, så er det dynamikken, jeg skal stræbe efter. Bevægelsen, oplevelsen af kontraster. Anerkende døden som mulighed, for at anerkende livet som mulighed?

November tilhører…

Photobucket Pictures, Images and Photos

På dette billede ses asymmetrien i mit ansigt tydeligt. Alligevel er det i dag et åbent ansigt. I dag ejer jeg en mildhed overfor mine uskønheder, også dem indeni. Og mildheden strækker sig til også at omfatte andre, men det vigtigste, det overraskende er, at den omfatter mig selv.

For nogle år siden skrev jeg et digt om november, ‘November’ hed det. Digtet sluttede sådan her:
November tilhører de varme mænd og de bittesmå spøgelser.
Jeg tæller mine døde i november. Spøgelserne. Men det er også i i november, jeg forelsker mig. Genforelsker, nyforelsker, tiltrækkes, længes og glædes. Jeg mærker så meget i november.

For nogle uger siden, var det Sines dødsdag. Ældre familiemedlemmer, onkler… min mormor. Mit eget lille spøgelse. I dag er turen kommet til min far. I dag er det 15 år siden, hans findedag, han havde været død nogle dage. Egentlig tænker jeg sjældent på ham. Det er så længe siden, jeg blev voksen uden ham. Men jeg plejer at tage en whiskey og se lidt ud af vinduet. At nikke til ham, til ham i mig, det jeg kan genkende. Mine hænder er hans hænder. Mine øjne, cirkussindet. Og noget af mørket deler vi stadig. Fornemmelsen, cellernes viden om, hvor nemt det er at gå i hundene. Til grunde.

Jeg er ikke gået til grunde. Jeg trives (selvom jeg ikke altid vil være ved det), jeg vokser. Jeg er forlængst vokset ud af hans skal. Men d 18. November plejer jeg at nikke til ham. At anerkende min far, for det gode, at se mildt på hans fejl. Jeg ved jo godt, at han gik i hundene. Til grunde, og at det ikke er hans fortjeneste, at jeg ikke gik med. Men denne ene dag, lægger jeg den viden til side, og får øje på det andet. Den vibrerende kærlighed. Musikken, latteren, eventyret. Og jeg opdager hvormeget, jeg alligevel ligner ham. For det gode også. Og dermed strækker mildheden sig, til også at omfatte mig selv.

Jeg begår fejl. I dag begik jeg måske en overlagt fejl, i mildhed med mig selv. Jeg blottede en menneskelig tiltrækning, en ny følelse, for en af mine undervisere, selvom jeg ikke har fået analyseret den selv. Jeg tror nu nok ikke, han så det, det var heller ikke så vigtigt. Men det var vigtigt, at jeg oplevede noget og udtrykte det, uden anden hensigt. Uden manipulation. Jeg oplevede det, den hensigtsløse åbenhed, som en rus af glæde. Som noget aktivt.
Det er som regel en fejl, at blotlægge umiddelbare følelser – især overfor en, som ville kunne kigge mildt på mig og sige; ‘Det der, det må du selv ligge og rode med’, eller ‘Det er en falsk følelse, du har der, den handler i virkeligheden om noget andet’ – men det gjorde han ikke. Han gjorde egentlig slet ikke noget, og jeg flygtede også, for ikke at blive opslugt af smilerynkerne og kæbehængslernes runding under skægget. For jeg ville beholde følelsen, ikke give den væk. Det er min følelse, den handler sikkert ikke ret meget om ham, og jeg ville nyde den, følelsen af at holde umiddelbart af et menneske, jeg ikke kender. At det er sandt, omend uforklarligt. Jeg ville nyde, at jeg for en sjælden gangs skyld, ikke havde behov for at analysere. At jeg kunne være i det.

Jeg plejer at være ked at det, i dag. I det mindste melankolsk. I stedet er jeg fuld af forundring. Over oplevelsen af samhørighed, selvom jeg lige nu er alene. Menneskeligheden.

Normalt, når jeg mediterer, så lukker jeg øjnene og føler mig straks som en Picasso-kvinde. Disfigureret, helt fysisk. Men i dag, i dag oplevelde jeg en tilstedeværelse, en samhørighed, helt udenfor tid og sted, jeg blev en del af noget. Større. Hver for sig, er vi bare Picassofigurer, men sammen, tilsammen, er vi hjerne og hjerte og muskler i noget helt, noget stort. I dagens meditation, var jeg en Chagall-kvinde.

I dag nikker jeg til min far. Til Sine og de andre også. Men også til en varme, som findes indeni mig, og en mildhed. Dagen tilhører de varme mænd, og spøgelserne. Men også mildheden. Menneskeligheden og samhørigheden. Længslen, forelskelsen, glæden, genkomsten.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Da jeg var 19

Photobucket Pictures, Images and Photos

‘Hvordan var dit liv da du var 19 år gammel?’ – det spørgsmål blev jeg stillet, som del af en Facebook-leg, fordi jeg likede en meget interessant beretning fra en Facebook-ven, om at være ung og splittet mellem to verdener.

Så skrev hun det til mig; hvordan var dit liv,da du var 19?

Hun kender mig ikke, så uden at kende mig, valgte hun et vildt år. 1998. Da jeg var 19.

Jeg kommer ikke til at deltage i legen på Facebook, på mange måder er jeg for privat, er det mærkeligt? Den kvinde, som skrev den post, jeg blev så betaget af, at jeg likede den, ja, jeg kender hende ikke og hendes beretning var bestemt også personlig. Men så læste jeg en andens, en som var gået med på legen, og den gik på en eller anden måde for tæt på. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, den var bare… Privat.

Men jeg kom til at tænke. Da jeg var 19. Det var det år, jeg startede en vandring mod mig selv. Først bevidst der. Bevidst og på samme tid, ud ad en tvingende nødvendighed.
Åh, ja, jeg lavede en liste. En af dem, som enhver litterær redaktør med nogenlunde respekt for sig selv, ville afvise på første side.

I store træk:
– jeg blev student – med nød og næppe og efter intensiv pjækning
– min gymnasiekæreste og jeg gik fra hinanden
– jeg tog på højskole
– jeg indledte og oplevede mit første reelt seksuelle forhold
– min veninde tog sit eget liv
– jeg blev smidt ud fra højskolen
– min far døde
– min far døde

Det var det, som skete. Men det, som i virkeligheden betød noget, var, at jeg for første gang i mit liv tog fat i det selv, bevidst. Og ved et fuldstændigt lykketræf fandt jeg en psykolog i første hug, som ramte rent og reddede mit liv.

Hvordan var jeg, som19-årig, jeg ved det ikke. Opslugt, overvældet, overmandet.

Et ubemandet fartøj.

Hvad er sandhed? Dette er sandhed, og alligevel kun det store billede. Alle de små stifter i mosaikken fortæller hver især noget andet. Og hvad viser de så?

– en strand med sorte, vulkanske sandkorn
– en rød DSB- nederdel, med stribet skjorte og slips og kasket.
– en krog på væggen
– Østre Anlæg
– Sammy Davis Jr. Som synger Mr. Bojangles
– et hvidt reb, bundet i smukke knuder
– en stue, på Duevej på Frederiksberg

Det var en utydelig vej at gå. Alligevel var den uomgængelig. Der findes kun kunst. Kun poesi. At det andet er bare historier.

Halve og hele familiemedlemmer

Photobucket Pictures, Images and Photos

Min mor har altid sagt, ‘der findes ikke halve søskende’. I virkeligheden tror jeg mest hun antog den holdning for min skyld, fordi jeg ellers ville have været enebarn. Mine forældres eneste fælles barn. I stedet kunne jeg have tre brødre, mine brødre. Dem, min mor fik med den mand, som ikke hed ‘far’, men som jo var det, af gavn. For mig. Alligevel. Og sådan er jeg vokset op, med hele søskende.
Jeg følte mig nogen gange udenfor, måske tit, det handlede om mange ting – men mine brødre, har altid været mine brødre.

Den samme holdning udviste hun da der, for et par år siden, dukkede ikke mindre end fire (voksne) kusiner og fætre til mig og mine brødre op, som vi ikke havde kendt til før. Børn er børn, søskende er søskende, der findes ikke halve af slagsen, ingen ‘pap’, ‘bonus’ eller ‘gule plader’ hos os.
Men igen, denne gang var det måske nemt nok, vi havde ingen direkte kontakt, hele den prekære sag kunne være netop det, ‘en sag’, en historie, bizar, men ikke umorsom.

Hvad er familie? Blodets bånd, slægtskabets?

Min farmor var sgu, på mange måder, ikke nogen særlig rar kone. De sidste 6-7 år af hendes liv – efter min fars død – besøgte jeg hende en gang om året, cirka. ‘Der gik ikke nogen skår af mig’, sagde jeg. Hun blev ikke blidere med alderen. Hun havde sine grunde, jeg var ikke en af dem… Men jeg var den, som var der. (Ikke den eneste, men det sidste levn af hendes søn).
Vi havde noget fælles historie – men jeg tror sgu ikke, ret mange ville kunne gætte, det var den samme historie hvis de hørte den fra henholdsvis hende og mig! Hun var ikke noget sandhedsvidne – det er jeg sikkert heller ikke, og hvem ved, hvad sandheden er?

Min farmor og jeg, vi havde de samme hænder. Lange, smukke og knoklede, kun krogede hvis man ser godt efter.

Sandheden. Sandhederne. Slægtskaberne, de slog mig i hovedet igen, for ikke så længe siden. En af mine ‘nye’ kusiner, kontaktede mig. Vi mødtes, drak en sodavand, udvekslede nogle af de historier, vi er vokset op med, i vores ‘fælles’ familie. Og igen, den samme følelse; vi kunne stort set ikke genkende hinandens historie. Og så alligevel, på en forkvaklet måde… Nogle ord, nogle mønstre…spejlvendte, men alligevel genkendelige.

Og der var noget med ansigtet. Noget…trygt. Noget af det, vi for fanden jo ikke svømmer i, jeg gør i hvert fald ikke… Jeg synes de fleste mennesker er underlige… jeg kan agere i deres verden, men den er ikke min. Jeg synes de siger mærkelige ting, jeg ved tit ikke, hvad jeg skal svare.

Men hende her. Jeg kunne godt lide hende.

Jeg ved ikke så meget om blod. Slægt. Samhørighed. Kun, at der er noget om det. Tit er det noget rod, tit…gør det ondt. Slægt har fandme gjort ondt på mig. En underlig, blodig samhørighed. På godt og ondt.

Men her…det er som om, der er en åbning. Et mærkeligt og snoet bånd, en tynd snor. Måske ender sporet blindt. Men jeg kan mærke tråden. Og jeg vil gerne følge den. Af nysgerrighed…og muligheden, hvor usandsynlig den end lyder, for slægtskab. Samhørighed.

Older posts