Siden sidst

IMG_3558

Siden sidst… har jeg købt denne fine tankini i Cebu på Filippinerne, levet i den på stranden, skvulpet som en mindre hval i vandkant og swimmingpool, kommet hjem og lagt den væk af åbenlyse årsager og fået en lillebitte og vidunderlig Klara, som jeg nok skal vise jer et billede af snart <3

Der er også sket tusinde andre ting og de må komme dryssende som smukke snefnug i December…

Men det er ingen hemmelighed at det ikke var en picnic at være gravid. Jeg nåede lige en fandens bækkenløsning, inden Klara med præcis sans for timing, valgte at komme før tid og derved spare mig for ugers ledsagede toiletbesøg! Det var hurtigt og lettere uventet – der var jo ikke liiige sat puslebord op, eller hentet tremmeseng… Men alt gik godt – jeg fik et kejsersnit, som planlagt, bare tidligere end ventet, og hun er så fin og færdig og havde bare styr på både at spise, skide og sove lige med det samme!

For mig har det været en hårdere tid efter fødslen – jeg kan godt mærke at jeg ikke er 25 længere og det er mit tredje kejsersnit – jeg har ingen komplikationer, som sådan, bare smerter i mave og operationssår i længere tid end jeg husker fra tidligere – jeg har blødt mere, både under operationen og efterfølgende, og det giver en træthed, som sammen med en amning som går igang, giver denne her svævende, spacy træthed.

Jeg har barsel indtil midt-januar, så starter jeg så småt op igen med klienter. Foredrag fra februar, lifting-kurser fra april og madkurser fra maj… Det bliver ikke fuld tid, men passet ind der, hvor der er frie hænder til at gå tur med barnevogn og lignende… og computerarbejde, nye projekter, nye bøger, det holder man jo ikke barsel fra 🙂

Så forvent flere skriverier og tøv ikke med at skrive til mig eller Charlotte (lovetrust.project@gmail.com) hvis du har forslag eller forespørgsler – bare vid at jeg er booket op med barn&barsel indtil midt-januar – og stort set hele april, maj og juni er allerede fuldt booket – og jeg holder sommerferie i juli og tager på turne til asien i september og oktober 2016 🙂 Men vil du mig noget i januar, februar eller marts, eller har du mindre jobs som foredrag eller enkelte mad- eller liftingkurser, så skriv endelig!

Om ordentlighed og medmenneskelighed – og Bruce Springsteen

20121015-143431.jpg

Jeg sidder her og skal til at tilrette de sidste ting på romanen, inden den i eftermiddag sendes til endelig grammatisk korrekturlæsning, der er kaffe og Bruce Springsteen synger Tougher Than the Rest men jeg kan ikke koncentrere mig. Det er Facebook som generer mig, selvfølgelig ikke Facebook som sådan, men mine Facebook-venners opdateringer omkring flygtninge-krisen/migranterne/grrr, som retorikken springer i øjnene på begge sider! De sidste dage har været helt vilde, på den ene side og på den anden side. Og der er hattedamer i begge lejre, mennesker som kun er velmenende indenfor deres eget, snævre syn på verden. Jeg mangler menneskelighed i begge lejre, ordentlighed og respekt i begge lejre. Jeg savner nysgerrighed, båret på et fælleshumanistisk grundlag. Og jeg har spørgsmål, om jeg ikke kan skrive derinde, uden at blive vildledt eller overfaldet.

1: OK. Det gør tydeligvis ondt på vores (min) selvfølelse, at de her mennesker (af frygt for at kalde dem både flygtninge eller migranter) at de ikke vil være i Danmark. Der kan være mange grunde, men jeg skal passe på, at jeg ikke lader min sårede dansker-stolthed stå i vejen for, hvad der er brug for her. Svaret på regeringens ubehagelige flygtninge/migrant-udmeldinger er jo ikke nødvendigvis at så SKAL de bare blive her (for at vi kan pisse på regeringen). Vi har lavet en aftale med de andre EU-lande, om registrering – jeg må indrømme at jeg ikke helt kan gennemskue ideen i den aftale (der er jo ingen, som først vil ankomme til et nordisk land, i sagens geografiske natur). Men en aftale er det, og så skal de naturligvis registreres her, når de ankommer her, uden at være blevet registreret før. Ikke?

2: At skelne på den måde som det lige nu gøres mellem flygtninge og migranter (alt efter om du er borgerlig eller venstrefløj) er meningsløs. Et eksempel til sammenligning kunne være de thailandske piger som gifter sig ind i Danmark, er det prostitution, tvang, kan man tale om fri vilje, når forskellen i levestandard er så stor? Det er kun de rige, som har råd til at flygte, javel, men sådan er det jo altid, de resourcestærke som klarer at komme væk, overleve. Der er stadig krig. Vi dømmer dem, fordi de har mobiltelefoner, vi tænker at så er krigen nok ikke så slem. Er det ikke vanvittig arrogant? Det er som om, vi havde forventet små afrikanske børn med udspilede maver og store øjne, som vi kunne kramme og tage til os som vores egne.

3: Hvor er socialarbejderne fra regeringens side i dette her? Hvor er tolkene? Ikke de frivillige, ikke klapvogne, kastet ned fra broer og durumruller som ender i en skraldespand. Nej, hvor er de kapable mennesker, som bærer navneskilt og ikke uniform, som sætter sig ned og stikker børnene en bamse og en tegnefilm på storskærm, mens de stille og roligt forklarer forældrene, de voksne, at vi ved at de har rejst langt og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dem og her er de regler som gælder i vores land? Er de der, det kan godt være – det er bare ikke det billede jeg ser på Facebook eller på TV2-news.

4: Det er som om – og det er en god ting – at vi danskere (vesten) længe har gået rundt med dårlig samvittighed over vores overforbrug, vores overflod. Og nu, endelig, ser vi en mulighed for at udligne den ulighed. Hvem har brug for 2 klapvogne/6 par sko/4 vinterjakker? Endelig nogen her og nu, som kan bruge os. Vi vil gerne bruges, men vi vil ikke snydes. Tænk hvis vi kom til at donere vores  brugte laptop til en, som ikke var værdig. Det er her, hattedamementaliteten stikker sin broderede handske frem. Bær en hvis mands byrde, hjælp de stakkels sorte, tænk, de går med bare tæer! Her skal vi bruge nysgerrigheden, ydmygheden. Det er dette, venligboerne oprindeligt var tænkt til. Nysgerrighed, venlighed, lydhørhed.

5: Hej. Jeg hedder Katrine, jeg er forfatter og kropsbehandler og gravid med mit 3.barn. Sådan her ser jeg ud, sådan bor jeg, det her tror jeg på. Hvordan er det for dig? Det er dette, som nogle gange kræver allermest mod. For måske bliver jeg klogere. Måske lærer jeg, at jeg også har noget at lære. Tænk hvor svært, tænk hvor smukt.

6: Har vi en konklusion? Udover eklatant mangel på statemanship derfra hvor den burde komme? Der findes mange gode mennesker i Danmark. Også mange, som har fået kolonist-teen i den gale hals. Jeg vil frem til den ægte imødekommenhed, som ikke negligerer de aftaler, vi har lavet andre steder, som taler sammen, som finder en fælles vej – om den så fører til Sverige, Ærø eller Tyskland. Eller til de ekstrasenge, det sommerhus, den campingvogn, jeg meget gerne stiller til rådighed, hvis det er det, der er brug for. Så lad os nu lige, regering, som hattedame, som de almindelige, venlige mennesker de fleste af os er, snakke lidt sammen, lytte lidt til dem, det egentlig handler om, finde ud af hvad det hele handler om, hvad der er brug for. Forklare hvad vi kan hjælpe med, hvordan vi gør tingene her i Danmark – med ordentlighed og stor, varm medmenneskelighed!

Bruce Springsteen er startet forfra. Han er nået til All that Heaven Will Allow. Jeg har købt en wallsticker med en abe, som sover i en vugge af lianer, den skal hænge over babypigens seng.

Vol. 4 og et forsigtigt punktum.

11903863_10154150812082306_5146097646677589794_n

Så kom dagen med besøg, scanning og en mulig dom hos Hr. Overlæge. Dagen startede ellers let irriterende; jeg havde en tidlig tid til en sukkerbelastning – det er en undersøgelse for gravid-sukkersyge, som bliver tilbudt alle gravide som har haft sukkersyge i familien – og min morfar fik gammelmandssukkersyge og så slipper man ikke… Så jeg møder op kl 8.00, kun for at få at vide, at jeg ikke kan tage testen (som foregår ved, at man drikker noget sukkervand på fastende mave og så får taget blodprøver med jævne intervaller i nogle timer), fordi jeg er på grrr… penicillin for den urinvejsinfektion som fik mig ned med nakken henover weekenden – synes måske godt liiige, jeg kunne være blevet informeret om, at jeg så ikke kunne tage den test!

Nå men det gav mig 2 timer til kaffe og læsning på dette skønne sted; Rigshospitalet 🙂

Og Hr. Overlæge havde sørme da gode nyheder; pigebabyen har taget på og er nu – stadig lille – men helt indenfor normalområdet! DET kan vi godt lide at høre! Og penicillinen virker så jeg nu bare har normale plukveer og almindelig træthed; humøret er vendt tilbage og Hr. Overlæge mener ikke der er nogen hindring for Filippinerne til oktober!!! JUHUUU!!!! (Han vil dog godt lige se mig en uge før, så det helt endelige ‘GO’ før vi først der)

Jeg ved godt at der endnu kan ske meget og gå meget galt, men der er altså dejlige nyheder i dag og jeg er så glad <3

Vol. 3 og ros til Riget!

az

 

Nå, så røg jeg ind igen. Vi holdt fest i lørdags og jeg synes godt nok at jeg var træt og øm over det hele søndag, men det er man jo efter sådan en aften… Jeg synes det tiltog i løbet af mandag – igår – og koncentrerede sig om kønsbenet – jagende smerter som ikke bare føltes som plukveer.

Men altså… nu er det jo ikke min favoritbeskæftigelse at tage på Righospitalet, så jeg lod den køre og tænkte at jeg måske også bare var lidt hys og overfølsom. Jeg har gået med den her følelse af ubehag de sidste par dage, sådan ubekvem og kvalme og æv… men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være gravid og jeg har hele tiden mærket masser af liv, sååå… men så gik det ikke væk over natten og morgenen var også slem – dybe jag fra lysken og nedad hvert femte minut, så jeg ringede ind til Fødemodtagelsens akuttelefon og de sagde, afsted med dig, så tog vi derind og ingen ventetid og hu hej vilde dyr, så lå jeg i en seng med instrumenter og hvad ved jeg. Urinprøve og blodtryk og jordemoder indenfor 10 minutter efter vi var kommet, super effektiv og samtidig sød og empatisk læge kaldt op og direkte ind til mig.

Og hurra, ondet har en årsag. Det viser sig at jeg har en galoperende urinvejsinfektion, som skulle have været opdaget og som åbenbart kan løbe rigtig stærkt ret pludseligt. Derudover noget, som skulle podes og hvad ved jeg, men nu har jeg fået en hestekur af noget penicillin og smertestillende som skulle slå det ned i løbet af 2 dage – og med hotline til selveste Hr. Overlæge og tid i morgen til den ekstra scanning og sukkerbelastning (yesyes, tager lige en dag mere på Riget i morgen), så skulle der i hvert fald være øjne på mig…

Det er sgu en hård omgang, denne her. Jeg er træt. egentlig er jeg ved godt mod, for jeg mærker hende så tydeligt og det skal nok gå – men hvor er der mange komplikationer og opture/nedture… Og i morgen får vi måske dommen over, om vi kan komme til Filippinerne til oktober, men lige nu føles det meget langt væk…

Older posts