Vol. 3 og ros til Riget!

az

 

Nå, så røg jeg ind igen. Vi holdt fest i lørdags og jeg synes godt nok at jeg var træt og øm over det hele søndag, men det er man jo efter sådan en aften… Jeg synes det tiltog i løbet af mandag – igår – og koncentrerede sig om kønsbenet – jagende smerter som ikke bare føltes som plukveer.

Men altså… nu er det jo ikke min favoritbeskæftigelse at tage på Righospitalet, så jeg lod den køre og tænkte at jeg måske også bare var lidt hys og overfølsom. Jeg har gået med den her følelse af ubehag de sidste par dage, sådan ubekvem og kvalme og æv… men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være gravid og jeg har hele tiden mærket masser af liv, sååå… men så gik det ikke væk over natten og morgenen var også slem – dybe jag fra lysken og nedad hvert femte minut, så jeg ringede ind til Fødemodtagelsens akuttelefon og de sagde, afsted med dig, så tog vi derind og ingen ventetid og hu hej vilde dyr, så lå jeg i en seng med instrumenter og hvad ved jeg. Urinprøve og blodtryk og jordemoder indenfor 10 minutter efter vi var kommet, super effektiv og samtidig sød og empatisk læge kaldt op og direkte ind til mig.

Og hurra, ondet har en årsag. Det viser sig at jeg har en galoperende urinvejsinfektion, som skulle have været opdaget og som åbenbart kan løbe rigtig stærkt ret pludseligt. Derudover noget, som skulle podes og hvad ved jeg, men nu har jeg fået en hestekur af noget penicillin og smertestillende som skulle slå det ned i løbet af 2 dage – og med hotline til selveste Hr. Overlæge og tid i morgen til den ekstra scanning og sukkerbelastning (yesyes, tager lige en dag mere på Riget i morgen), så skulle der i hvert fald være øjne på mig…

Det er sgu en hård omgang, denne her. Jeg er træt. egentlig er jeg ved godt mod, for jeg mærker hende så tydeligt og det skal nok gå – men hvor er der mange komplikationer og opture/nedture… Og i morgen får vi måske dommen over, om vi kan komme til Filippinerne til oktober, men lige nu føles det meget langt væk…

At miste modet

bbI går mistede jeg modet. Det har jeg ikke gjort de sidste måneder hvor tingene ellers er faldet som store, ugennemsigtige klumper rundt om mig. Det er interessant, her dagen efter, at observere hvor jeg knækkede. For det var ikke på mindreværd og angreb på min integritet eller faglige berettigelse, hvor jeg ellers nemt kunne være bukket under tidligere. (Der er sket en misforståelse, så jeg ikke stod opført på bestået-listen hos Lone Sørensen) Det var heller ikke på arbejdspres og deadlines og stress midt i ferien, som ellers mere end én gang har fået mig ned med nakken. (Futuriblerne-artikler skal afleveres til oversætter, leder skal skrives, roman skal færdigredigeres til redaktøren).

Det var en scanning på Riget, som fik det til at sejle. Den lille baby i min mave – som de kloge siger, er en pige 🙂 – har vigende vækst – lige nu ved de ikke hvad det præcist betyder, andet end at hun er mindre end hun burde være.

Jeg ved heller ikke hvad det betyder – men noget ved jeg, for vi har været møllen igennem en gang før – med min ældste datter, som er født til tiden, men med lav fødselsvægt, og fortsat har knogler som er to år bagud i væksten – det betyder ikke noget for hende nu – andet end at hun nok ikke bliver så høj – men jeg kan huske hvad vi gik igennem dengang, for mere end 10 år siden – og det ønsker jeg ikke for nogen.

Helt konkret betyder det scanninger hver 2.uge og mange flere lægesnakke. Og det betyder nye scanningsdamer og nye læger hver gang, nye beskeder, nye ture i rutchebanen hver uge. De enkelte sundhedsfaglige personer er søde og gør det bedste, men de er nye hver gang og alting starter og skal forklares forfra og de har allesammen hver deres teori om forløbet, som rangerer fra ‘det skal I slet ikke bekymre jer mere om’ til ‘I skal indstille jer på kuvøse og børneafdeling og et meget lille barn, som skal have hjælp til alt’ – det er det vildeste og tager SÅ meget på kræfter og energi.

Og det værste – den værste tanke, for de kan jo sådan set ikke gøre noget, kun observere, for ligegyldigt hvad, har hun det stadig bedre inden i mig, så længe som muligt; men tanken om, at måske hun ikke har det godt i mig, er næsten ikke til at bære. Mit umiddelbare instinkt siger, at hvis hun ikke har det godt, så tag hende ud så jeg kan holde om hende. Men jeg ved godt, at det ikke er det rigtige lige nu – så det er bare at vente. Vente og se og lytte til læger som i værste fald taler som vinden blæser og i bedste fald regner forkert, så hun er større end de siger – og det kan lige så vel være tilfældet, for sidste gang regnede de også forkert (endda den forkerte vej – så da vi endelig fik hende ud til os, vejede hun 650g mindre end de havde estimeret), – og det betyder altså en hel del på sådan en lille størrelse!

I dag. I dag er i dag og jeg har været hos min egen læge som er fantastisk og kigger på mig og siger, at i dette tilfælde har jeg ikke brug for at blive vejet og mærket på – jeg har brug for at hun er den stabile, gennemgående fagperson, som jeg kan gå til og snakke med hele vejen igennem, en som ved og kan se igennem lægesnakken og høre hvad de siger og rådgive mig og fortælle mig hvad jeg skal lytte til og hvad jeg skal springe op og falde ned på.

Jeg kan mærke hende sparke, den lille. At have hende så tæt på og så alligevel ikke kunne hjælpe, gøre noget for hende. Bare trække vejret. Kramme mine børn og min mand og min familie. Vente.

Dancing in the dark

 photo IMG_3089.jpg

 

Fordi jeg har startet et nyt skriveprojekt.

Fordi jeg har været syg, børnene har været syge.

Fordi jeg i går gik på gaden med musik i ørene og de spillede “You sexy thing” og jeg kom til at tænke på den scene i “Det’ bare mænd”, hvor han demonstrerer ideen for sin søn og vil hive sin bluse over hovedet, men har glemt at tage cigaretten ud af munden og brænder sig og sønnen er ved at dø af pinlighed, og jeg kom sådan til at smile og nærmest grine og så kom jeg i tanke om at så spontant glad over noget bittesmåt, er jeg ikke blevet i månedsvis. Så derfor. Derfor har jeg ikke skrevet i så lang tid og derfor skriver jeg nu. Fordi det stadig er mørkt, men jeg har lyst til at danse.

Så undskyld, ja, til alle jer, jeg har svigtet, det var på et hængende hår, ikke at svigte mig selv. Og jeg er stadig i tunnellen, men jeg har skrevet digte og dagbog og trænet og tudet. Og i onsdags blev jeg så opereret og selvom det er tidligt og jeg næsten ikke tør tro på, at hormonerne og de forfærdelige personlighedsovertagende humørsvingninger er ved at vige, så kan jeg mærke det.

Det er back to basics, tilbage til at famle sig frem og kun gøre det som ligger lige for. Ingen pligter, kun vane, vane og lyst.

Montserrat tur/retur

Photobucket Pictures, Images and Photos

Vi startede kl 03.30 og kørte en times tid, til klostret hvorfra vi skulle gå. Den første halve time i totalt mørke og stilhed. Men for mig startede det allerede to dage før, i bilen fra lufthavnen i Barcelona og op i landet til vidunderligt hus og 30 andre ManuVision-mennesker, som skulle agere hus- og hjerterum den næste uge. Det, som startede var et digt, og jeg, som ikke har skrevet en original digtlinje i 4, hvis ikke 12 år. Og – ikke pludseligt, men alligevel overraskende – så var der noget alligevel. Og det holdt sig. 3 i bilen, 3 i bilen til og fra Montserrat, og et enkelt på rejsens sidste dag.

Nu er jeg hjemme, men endnu er hverdagen ikke rigtigt hjemme i mig. Jeg længes efter den nærhed, vi fandt sammen i Spanien. Det var på mange måder en hård tur, men også… Ubesværet.

Nå. Hvad gør man med et ret lille antal digte som ikke passer ind andre steder? Lægger dem i skuffen og håber på bedre tider? Gemmer dem i brystlommen og tænker ‘det var bare mig’? Nej, selvom jeg ryster ved tanken, så er fælleskabets ånd en anden. Fælleskabets rejse blev også min, og derfor må det deles.

Her følger rejsen, fra strategi, over sammenbrud til begyndelsen ved slutningen:

Bare fordi:
Angsten sidder som tråde i mellemkødet
At nyde i smug
Og aldrig invitere.
At stille sig der
At folde sit hjerte ud, at bred sit hjerte ud
At lade det fylde, selv at fylde
At skabe sig, te sig, vise sig.
At vise sit hjerte frem, ‘her bor jeg, og her
I dette kammer
Er sjælen stadig uredt
Efter dit sidste besøg’

Ræk ud:
Ikke række ud, ikke række ud
Ikke række ud, ikke række ud.
At smile, og kramme, og beholde det tættere og tættere til kroppen.
At give slip på kun næsten det hele.
At give det form i ord eller dans eller latter eller gråd.
Men ikke give efter for længslen,
Impulsen til
At række ud.

At køre bil i mørke:
Vemodigheden er en slags kærlighed som ikke kræver tålmodighed.
Det er bedst at være forelsket når man kører bil i mørke, og det er heldigt;
Jeg forelsker mig
I natten
Og i instrumentbrættets orange spejlbillede i ruden,
Jeg forelsker mig i de lyserøde skyer, de sidste på himlen, og i en lys nakke,
De fremtrædende blodårer på hænderne,
En varm ånde mod min hals, og i den næste
Som smiler og ser mig ind i øjnene.

Fatamorgana:
Han findes ikke, men han findes ikke
Alle vegne.
Jeg kan ikke undslippe hans ikke-eksistens.
Hans stemme er kun luft som puster mig på skulderen mens jeg
Åbner og lukker munden som en dum guldfisk.
Men jeg kan ikke trække ham ned i maven.
Jeg mærker hans blik mod det samme bjerg.
Men han er ingensteder selv at se.

Bjerget:
Det var på vej ned ad Montserrat at det gik galt,
Og mine fødder var endda lette og vidende som en bjerggeds.
Men mens jeg dansede nedad gled tågen umærkeligt væk fra landskabet under mig
Og blev til en spiral, som sugede opstigningens beslutsomhed ud af min krop.
Det begyndte som en tyngde bag panden, en slags omvendt højdesyge,
Det gik igennem den rene elendighed og endte i en ynkeligt sivende desperation.
Hvis jeg var mig, ville jeg heller ikke gide mig.

Sten:
Jeg sparker til den samme sten igen og igen.
En dag bliver den til sand
Eller min tå til sten
Men lige nu bløder det ad helvedes til.
En del af mig ønsker bare at sparke den ud over klippen,
At vende mig væk og finde en anden;
Derovre ligger en og ser dejlig porøs ud.
Men der findes et sted i mig som ved
At det som bygges af sand og blod og sten
Er det smukkeste i verden.

Lille mig og store mig:
Hvis jeg ruller mig sammen til et lille garnnøgle
Vil du så
Putte mig i lommen
Bare lidt?
Og så næste gang du står i dine tanker,
Måske kigger du ned i græsset eller ud over skoven
Og er fraværende og alligevel fuldt til stede,
Så vil vil du stikke hånden i lommen og ae mig lidt,
Nulre dine fingre ind i mig,
Og min indviklede blødhed vil snige sig ind i dit sind
Spinde omkring dig,
Et blidt mysterie.

Mennesker
Jeg er ikke andet end et menneske.
Jeg er bare et menneske
I mig selv.
Vi er ikke andet end mennesker i os selv.
Selv i par, hvilke som helst par,
Vil vi ikke være andet end mennesker
I os selv.
Men sammen.
Sammen er vi blevet hjerte og muskler og sjæl i noget nyt
Noget farligt og voksende og mærkeligt og stort.
Sammen – tilsammen – er vi forandringens redskaber.

Forræderiske følelser

Photobucket Pictures, Images and Photos

‘Ha, angst? Det tror jeg sgu ikke på!’

Ordene faldt fra en underviser, samtidig med, at han borede sine fingre dybt ind i min mave, og jeg skreg i panik, og nogenlunde sådan startede en af de mere provokerende og bizarre samtaler, jeg endnu har haft på ManuVision uddannelsen.

Øvelsen gik ud på at finde ud af, hvor tæt forbundet med åndedrættet, både sorg og smerte er. Jo tak. Needless to say; en stærkt ubehagelig øvelse; ‘find grænsen for panik, for dyb angst, lyt til åndedrættet, se hvordan klienten smiler det væk, undersøg denne vekslen mellem latter og gråd.’

Jeg blev forvirret. Hvis jeg ikke skal være angst, hvad skal jeg så være? ‘Træk vejret ned i det’ sagde han, ‘Det er mere plads end du tror og mere plads end du vil have der skal være.’
WHAT? Jeg ville sguda gerne have, at der var plads til at trække vejret gennem smerten!
‘Nej du vil ikke’ sagde han, ‘Du tager bare den nemme løsning, det er meget nemmere at lukke op for angsten, end for det som ligger bagved’
Hmm… Ok, hvad ligger bagved?
‘Det ved du godt’ sagde han, ‘Det gør sorgen’
Godt så, den køber jeg, men nej;
‘Sorgen er bare en dårlig undskyldning’
SORGEN ER BARE EN DÅRLIG UNDSKYLDNING???
‘Ja, så du ikke mærker det som ligger bagved’
Nu må han fandme stoppe, det siger jeg, ‘Ja’ siger han, ‘Hvad er det?’
Vrede?
‘Ja’ siger han, ‘vrede, men det er det nemmeste i verden at være vred’
Shit. Det føles altså ikke ret nemt. Og nu vil jeg faktisk gerne hjem. Ud, væk fra dumme spørgsmål fra dum mand. Jeg kan jo ikke gøre, sige, føle noget, som han køber. Og jeg køber altså ikke det med, at følelser bare er en illusion. ‘Det falske jeg’s sprog’ – skrid, din langhårede type!
Han aer mig mellem øjnene, men jeg er ikke til fals. Jeg køber den ikke.
‘Der er den’ siger han, ‘Din stolthed’
Grr…
‘Det er din kvalitetssans’, siger han, ‘Din standard. Din sans for noget, du ikke vil være med til, din grundlæggende grænsesætning, den handler ikke om angst, eller sorg eller vrede’
Nå, hvad fanden handler den så om?
‘Hvad er det, du ikke vil føle, hvad er det, du gemmer bag de grimme følelser?’
Jeg prøver med skam, han griner af mig, jeg føler mig fandme uintelligent.
‘Skam, det er bare noget samfundet i dig har skabt, du skammer dig ikke en skid, skam hører til i fortiden, du går kun derhen for at slippe for at leve dit liv’
Argh, kan jeg se det? Det ved jeg sgu ikke, jeg synes skammen er meget virkelig.
‘Havd skammer du dig så over?’
Øhm… ‘Jeg skammer mig over’ siger jeg, og tårerne begynder at løbe ned over tindingerne, ned i ørerne, ‘At jeg har ladet mig ødelægge’
Han aer mig igen mellem øjnene, ‘Det passer ikke’ siger han, ‘Det er ikke skam, det er din kvalitetssans’
Shit.
‘Angst’ siger han, ‘Sorg, vrede, det er intet, hvad det, ingenting. ‘Enhver kan føle det, det er trivielt’
Hmm, det føles ikke ret trivielt!
Han trykker ned i min maven igen, ‘Træk vejret’, siger han.

Og så sker der noget sindssygt. Altså noget fuldstændig åndsvagt. Mit åndedræt vender. Jeg græder stadig, hiver indad efter vejret og sukker det ud. Så begynder jeg at hulke, og hulket vender åndedrættet, pludselig trækker jeg vejret dybt ind og støder det ud i stedet. Hulket bliver til latter. ‘Ja’ siger han, ‘Der ligger det, det er jo ingenting, nemt’

Hmm… Jeg synes ikke, det var skidenemt. Og det er der heller ikke nu, men jeg oplevede det. Hvor tæt de dybe grundfølelser ligger på hinanden.

Og det er fandme provokerende og måske er det ikke hele sandheden, men er det ikke værd at tage med i posen; at angsten kun er et skalkeskjul for sorgen? At sorgen bare dækker over vreden? Og at vreden kun er der, for at forhindre mig i, at mærke… Glæden?

Jeg tror stadig ikke, at følelser bare er ‘Det falske jeg’s sprog’ faktisk synes jeg at det er noget sludder. Jeg tror, at følelserne er vores eneste udgangspunkt, det eneste sted, vi kan starte. Måske dækker de over andre følelser, men vi må mærke det hele, for at lære os selv at kende, for at erkende, at jeg måske ikke længere behøver angsten, sorgen.

Tænk at glæden kan være det mest angstprovokerende i verden.

Older posts