Tag

sorg

Browsing

Der er lige nu 7 grader på Frederiksberg. 27 grader på Koh Tao, 26 i Jakarta. Jeg ved ikke engang hvad temperaturen er i Charlotte. I mig fryser det. For jeg er ensom, og det har ikke noget at gøre med kilometer eller varmegrader, men med længslen efter menneskelig forbundethed. Interessant, det med livet, er der mere liv at leve, hvordan vælger vi at leve det, er noget levet liv bedre end andet levet liv?Det føles jo sådan. Følelsen af at leve eller spilde tiden. Men det hele er liv. Det er her nu. This is the Human experience. Så hvorfor fortryde, hvorfor dømme noget som kedeligt og noget som livfuldt?Men længslen, min elskede, længslen efter at forbinde sig til noget større, et andet menneske, at lade sig søle til og nedsænke i den menneskelige oplevelse. At gøre det som netop mennesker kan, elske, mødes, at holde to hjerter mod…

Kærligheden er sorgens lys. Ingen ved hvor de døde drager hen. Om det overhovedet er et sted.Det eneste vi ved er, at når vores kære er gået bort, så elsker vi med den dybe, hjemløse kærlighed, vi kalder savn.Og når vi savner, så husker vi, vi genkalder os igen og igen de stunder, hvor vi oplevede den elskede mest levende, mest glad. Og når vi husker glæden, latteren og lyset hos den savnede, så kan vi føre smilet videre.Kærligheden er sorgens lys. Vi lever sådan et usandsynligt liv. Vi ved så lidt om livet, om os, hvad som kom før og hvad som kommer efter.Vi drømmer, græder og ler. Vi betragter en baby opdage sine egne hænder, mærker en aldrende hånd om vores, lytter til musik som river vores hjerter åbne.Livet er et vildt og usandsynligt eventyr, vi kan ikke forstå det, bare opleve det og glæde os over alt…

Dette billede tog jeg en aften på vej hjem fra min gode veninde. Jeg var midlertidigt beroliget af en god snak og en god flaske champagne, og jeg vovede at se himlens flammer som smukke og som et tegn på, at universet havde min ryg. Idag er jeg ikke så sikker. Min bedste ven er forsvundet ned i dybder, han kender til bundløshed, og ikke engang mit venskab tog han med derned. Verden føles ubarmhjertig og ubønhørlig idag. Og så ved jeg endda, at det er den ikke. Den ER bare. Tanker er aldrig toldfrie, ingen frokost er gratis. Lyder jeg bitter? Idag er jeg. Men jeg er også taknemmelig. For en sjæleveninde, som samlede mig op i telefonen igår, da jeg havde growlet så dybt og højt og længe, at jeg dels røg ud i et seriøst angstanfald, dels var alvorligt bange for at nogen i opgangen ville ringe…