Hør P1 Kulturnyt kl 18.10 i dag!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Om 2 timer kan du høre mig i Kulturnyt på P1, hvor jeg er dagens gæst og bliver interviewet af vært Katrine Nyland om udstillingen ‘A scarf is ascarf is a scarf’. Det bliver en snak om baggrunden for selve projektet og mine egne tanker om kultur og hovedbeklædning og om at læse sine egne holdninger ind i et kunstværk.

Min udstilling kan ses indtil oktober på Metrohegnet på Veste Voldgade, på stykket mellem strøget og Politikens Hus. Udstillingen er blevet kaldt vigtig og debatskabende, såvel som ‘Kulturradikalistisk Bullshit’, så der skulle være noget for enhver smag og holdning!

Det er første gang, jeg skal i radioen (siden Børneradio i slut-80’erne…) og jeg er ærlig talt lidt nervøs! Desuden er jeg stadig halvsyg og min stemme kammer spontant over i en lækker Rod Stewart-hæshed… Så kryds fingre for mig!

Efterfølgende kan Kulturnyt podcastes, hvis man ikke lige når at få det med…

Og således begynder det!

Photobucket Pictures, Images and Photos

I dag henter jeg de færdige billeder til montering på Byens Hegn på Vester Voldgade, jeg er SÅ spændt!

Den officielle del startede allerede for et par dage siden, da jeg modtog den første vrede mail fra et folketingsmedlem (DF)… Og i går, da Berlingske udbad sig pressebilleder til omtale!

Jeg glæder mig, nøj hvor jeg glæder mig… Men jeg er også nervøs – både for at der ikke sker noget som helst og alle synes projektet er ligegyldigt og… Pinligt, men også for, at der sker en masse og jeg bliver taget til indtægt for en masse ‘udenoms’ i forbindelse med projektet…. Tænk hvis jeg kommer til at sige noget dumt…

Under alle omstændigheder… Så er det begyndt… I dag med montering og på fredag med reception kl 17 på Cafe Mandela!

Argh! Kram!

Et tørklæde er et tørklæde er et tørklæde

Photobucket Pictures, Images and Photos

D. 12 april er der reception for min udstilling “A scarf is a a scarf is a scarf”. Jeg knokler for at få det hele klart til dagen – og jeg glæder mig!

Er et tørklæde, bare et tørklæde? Det er jo på mange måder et retorisk spørgsmål; vi kender allesammen de symboler sådan et stykke stof kan have. Om det er en lilla ble, en Fanø-klud, en Palæstinensisk Tarbush eller en Hijab, bærer de rige symboler og vidner om både kultur, religion og historie.
Alt det ved vi godt. Men måske er billedet større? Kan det tænkes, at vi har fået lagt alt for mange symboler ind i det tørklæde og på den måde fået stigmatiseret mange millioner mennesker, uden overhovedet at kende dem?
Kan det tænkes at vi – en gang i mellem – får draget nogle konklusioner om kvindeundertrykkelse, tvang og en problematik, som bærerne ikke selv kan genkende?

Det er ikke mange år siden, at et hovedtørklæde var et ganske normalt syn i Danmark. Hvorfor er vi så bange for det, når vi ser det nu? Så bange, at vi hellere vil spørge en HA-rocker om vej end en kvinde, som har dækket sit hår med en Hijab?

Jeg kender ikke svaret. Men jeg synes det er rasende interessant. Det er der kommet en fotoudstilling ud af og den kan ses på Vester Voldgade mellem Strøget og Politikens Hus fra d. 12. April og til engang i oktober 2013.

Der er reception på Cafe Mandela på Onkel Dannys Plads, lige til højre for indgangen til Øksnehallen, d. 12 april, kl 17-19. Der er et lille glas og jeg siger lidt om projektet og udstillingen.

Velkommen!

I er alle sammen inviteret!

Glor på mennesker

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder i lufthavnen i Doha. Og venter. Lufthavne er vilde steder at kigge på mennesker. Bare på denne tur, hjem fra Heart2Heart Tour fra Jakarta har jeg haft tre, meget forskelligartede observationer og oplevelser:

1:
Det startede i Jakarta. Var kommet fly fra Palu, ingen problemer… Havde ventet i 14 timer i lufthavnen. Endelig tid til at tjekke ind. Meget sød, rundhovedet, ung mand i check-in counteren. Jeg er jo godt klar over, at jeg har liiidt overvægt men tænker, at det gør… Det gør det så ikke… Jeg har 20 kilos overvægt og det koster 17 $ pr kilo! Damn… Han foreslår meget venligt, at jeg kan prøve at pakke lidt om…. Haha… Det gør jeg så… Forsøger desperat at få den 15-kilos taske på min skulder til at ligne max 3 kilo (‘pas og billetter, min pung og en bog til flyveturen, ikke?’)
Den søde mand smiler og spørger hvad jeg har avet i Indonesien. Jeg forklarer, han lyser op, han har selv gået på universitetet i Indramayu. Han ignorerer fuldstændig den voksende kø bag os. Min bagage vejer stadig 33 kilo + 10 kilo håndbaggage + den ‘lille’ skuldertaske…
Han smiler igen. Skriver, at min kuffert vejer 30 og håndbagagen 7… Så jeg slipper med at betale for 6 kilos overvægt. Han beklager, at han ikke kan hjælpe mig mere…

2:
Lige landet i Doha. Jeg står i kø ved paskontrollen. Vi er måske 300 mennesker, 4 åbne skranker. Et ungt par dukker ganske uden blusel under køen og springer 200 mennesker over og dukker op i køen lige foran mig. Jeg siger ‘excuse me?’ Og ‘Please go back in line’ – de ignorerer mig. Fuldstændigt. Jeg er ret forarget og bliver ved med at tale til dem på engelsk, selvom de lader som ingenting. Det kan ikke være rart for dem. Folk begynd at stirre. Da vi når frem til gennemlysning, bliver jeg gennet hen til en anden skranke end dem. Da de kommer igennem, har jeg allerede kødt toblerone til børnene og sidder og nipper til en dejlig kop kaffe. HA.

3:
Jeg sidder og venter i Doha lufthavn. Her er så mange nationaliteter, kulturer. En del sheik-typer og sorte spøgelseskvinder, selvom… Der er ikke meget spøgelse over dem, når de kommer skridende hen ad gulvet… De er alle i par, en mand og en kvinde, og jeg lægger mærke til, at de fleste par virker… Forelskede… De holder i hånd og rører ved hinanden… Kigger hinanden dybt i øjnene… Det kommer på en eller anden måde nag på mig. Dydighed er bestemt ikke et ord, jeg tænker på her. Sjovt, fordi jeg kommer lige fra Indonesien, hvor kvinderne er friere og ikke så tildækkede, men alligevel virker mere… Uskyldige.

Magiske, nærværende Palu.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Vi er i Palu. Klokken er omkring otte om aftenen, og jeg er lige blevet færdig med første halvdel af programmet. I løbet af de to timer jeg har talt, er det blevet mørkt, og temperaturen har sneglet sig ned fra 37 til 34 grader. Alt mit tøj er gennemblødt og når jeg rejser mig op, sortner det for mine øjne. Jeg har drukket tre kopper kaffe.

Vi sidder ca 50 mennesker i det lille lokale. Halvdelen er studerende og unge skribenter, den anden halvdel er voksne kvinder fra en lokal kvindeorganisation. Mufy har oversat spørgsmål og svar, så hun er også træt.

Vi er i Nombaca Reader’s Club. Her er ikke nogen, som får certifikater for at deltage. Ingen præmier, ingen point.

Rummet koger. Af intens væren. Folk lytter. De tænker og spørger og spørger igen. De griner.

Kvinderne fra kvindeorganisationen er i oprør, da jeg forklarer, at kvinder i Danmark ikke behøver at gifte sig. Og da jeg siger, at jeg har efterladt mine børn hos deres far. At jeg stoler nok på ham, til at lade ham tage sig af mine børn.

En af de studerende spørger, om jeg vil synge for dem. Jeg siger, at det skal de ikke ønske sig. De griner. Så siger hun “Be brave” og så kan jeg jo ikke sige nej, vel? Så jeg synger for dem, en af de sange, jeg synger for mine børn, når de skal sove. De forstår ikke ordene, men de forstår meningen. Flere af kvinderne har tårer i øjenene bagefter. Også mig.

Vi taler om skriveblokade, om fred gennem poesi. Og religion. Om nærvær og om at kommunikere med hjertet. Om angst og mod.

Det er fuldstændig magisk. Og meget, meget varmt.