Dødenatten

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det er mange måneder siden jeg har haft tid og ro til dette. At lade mørket falde på. At stirre natten ned. (Well, indtil midnat – skal jo møde tidligt i morgen, ikke…)

Alligevel virker det. Stemningen sniger sig ind, digtet og længslen og melankolien. Kom dødenatten i hu, at du holder den hellig. Goddag, spøgelser, forsømt i November, velkomne nu.

De flokker sig om mig. Prikker mig på panden med en lang og knoklet finger. Jeg støver balkjolen af og nejer, det bedste jeg har lært.
Min ånde er tung af whiskey og tårer, vi danser så længe, så længe, vildere og vildere. Til sidst forlader jeg flokken, de mærker det ikke. Så kan de lidt selv igen. Og jeg, jeg kravler ind i seng.

Næste morgen er stuen som blæst. På gulvet ligger en mønt, pakket ind i en stump avispapir.

Afvisningens kunst

Photobucket Pictures, Images and Photos

Er du ok, nej. For der er ikke plads og jeg bliver transporteret direkte og kun en smule irrationelt tilbage til min egen teenagedom, hvor jeg heller slet ikke fandt plads til mig og mine ideer og min… væren. Og nu ser jeg så andre, yngre, tage den plads, som jeg ikke fik, men som de retmæssigt tager, beundringen og forrangen, på alder og på gåpåmod, men dengang det var mig, som var ung og fyldt med visekraft, der fik jeg ikke lov. Så hvorfor smerter det mig at blive vraget nu, hvor jeg netop burde give plads til de unge? Fordi den plads fik jeg aldrig selv lov til at udfylde. Ingen hev mig op på piedestalen og lovpriste mine halvmislykkede forsøg på selvrealisering. Den er der nu, lovprisningen, omend halvhjertet, for nu er jeg jo voksen, nu higer jeg ikke længere i samme grad efter den og det kan de vel også mærke, de voksne.
Og så dog. For hver gang, jeg bliver fejet til side, til fordel for det unge kuld, så smerter det. Og jeg bebrejder ikke de unge, slet ikke. Jeg kvalificerer ikke engang hos dem, som engang var det unge kuld, det gamle kuld, for jeg var aldrig en del af det. Og de voksne, bebrejde dem, jo, men kun som melankoli. Det løb er kørt. Så hvad gør jeg?

Sidder og svælger let mod solen og græsset og ned i vinen. Trækker vejret. Går min vej.

Jeg kan mærke desperationen. Den trænger sig ind, i den sprække, som aggressionen efterlader. Aggressionen kan jeg styre, den forsvinder med morgenen eller aftenen eller Tom Waits, men den efterlader denne tørre og uldne desperation, som er svær at bære. Hånden griber ned i posen med tryllestøv.
Jeg ved hvordan jeg overlever. Hvad som virker, hver gang. Det er faldet. Alle har brug for afhængighed, for de fleste er det kærlighed, accept, bekræftelse, fra omgivelserne. Men det er en afhængighed, jeg ikke altid har haft råd til. Den er jo livsfarlig. Offerrollen duer heller ikke. Så er der de gammelkendte, velafprøvede rusmidler, manipulationen, overfladen. Det er instinkt. Vil du ikke have mig, så går jeg, helst inden du siger det. Hellere bevare værdigheden – tænk, hvis jeg kom til at gøre mig til, skabe mig. Så jeg kigger på lyset og støvet istedet. Trækker vejret. Lytter ind i stilheden. Skriver en bog. Handler. Det er en lukket form for kreativitet, men ikke desto mindre kunst. Man skal ikke undervurdere det drive, som ligger i afvisning.

For those who will never learn

Photobucket Pictures, Images and Photos

His smile is like a flower
Unfoldning only once per millenium
And when it does
You better pray that you are in his presence
For it is rich and warm and dark as the night
Allowing the stars to sparkle

His eyes are framed in kohl
Squinted like an egyptian princess
But his face is wide like a mongolian ruler
As the moon reflects upon his hair

I will sacrifice my sanity
Just to have him look at me
But he is translucent as the wind
His gaze is always unexpected
My words reduced to formalities and cliches
When all I want to say is;

Please.
Mister.
Teach me your fluid darkness.
Grant me a gaze, a… Touch
(This is a lie)

I ruminate.

I make up a dialogue that will never happen.

Om ROMANEN. Og lidt om den dybe tallerken.

Uploaded from the Photobucket iPad App
Argh, det kække smil og den smarte bemærkning! Det provokerer mig så voldsomt, jeg har lyst til at kradse ham som en flyvende skovheks! Se ham miste besindelsen og blive uartikuleret, åhja, SÅ kan vi tale om det!

Han er et bræt, kamufleret som en dyb tallerken, men åh, træet er olieret og dufter så dejligt.

Det er også den bog. Roman, måske ender det faktisk med en roman. “Hvad handler den om”, spørger de nysgerrige, velmenende mennesker, hvad handler den om?

Åh… jeg vil IKKE give en elevatortale på noget så komplekst som 250 siders skabelse, jeg VIL ikke!

Jo, den handler om sex. Og sindssyge, og kærlighed. Om magt og fællesskab. Og klassisk musik og sundhedsvæsenet. Og skam, en hel del om skam, tror jeg.

I romanen vil i møde Snehvide, omend i kamouflage, selvfølgelig, Og Nina, og Martin. Den store mand, og den ulykkelige mand og tjeneren.

Og Nanna. Det hele handler om Nanna.

Novembermareridt

Uploaded from the Photobucket iPad App

Vågnede op med giga mareridt, det kommer af at lægge de der parader ned – selvom det bare var for et øjeblik. Så kan jeg lære det.

Det startede ellers godt, jeg lå på en mørk sofa og en usandsynlig mand kyssede min mave, det var intenst og… privat. Idet han bevægede sig længere opad, hviskede han i mit øre,
“jeg gad NOK vide hvad alle de mennesker bilder sig ind, at komme her!”, og jeg drejede hovedet og det myldrede ind med netværksmennesker, som manden tydeligvis havde aftalt at mødes med. Forvirret gengældte jeg hans kys et øjeblik, mens stemmerne summede omkring os. Især Therese Glahns stemme skar igennem. Han forlod mig sammen med mængden, de gik ud på en stor terasse og begyndte entusiastisk at tale sammen. Jeg sad lidt på sofaen og sundede mig. Jeg kunne høre Therese Glahns stemme igen, hun havde trukket manden lidt til side og talte indtrængende til ham,
“…jamen, den stakkels lille pige, altså, tænk dig dog om”, det var mig, der var den lille pige. Jeg gik hen og stillede mig foran hende med spredte ben. Jeg sagde,
“Nu ved jeg ikke om det er fordi du kan huske mig, eller fordi du ikke kan, men hvad fanden bilder du dig egentlig ind?”, og så vendte jeg ryggen til dem allesammen, ignorerede manden også, og gik tilbage til sofaen. Fandt min frakke på gulvet. Og gik.

Jojo, godt så, man skal nok ikke være psykolog ELLER kommunikationsekspert, for at regne den ud.

Den farlige overgivelse, mindreværdet, den kvindelige konfrontation og den manglende mandlige og så alligevel forsvinde til sidst.

Og så i November, hvad tænker jeg også på??? Det er jo dødemåneden, og ikke den livsbekræftende, netop ikke tid til at leve.

Så lad mig være, lad mig svælge i døden og mørket, melankolien og selvmedlidenheden. Lad mig brænde alle mine broer, sidde og nyde synet, gå sentimentalt rundt i asken, det er dét, november er til. Du skal ikke komme og udfordre mine rutiner, ikke nu, ikke i November.

Older posts