Blot fordi man har studeret landkortet

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg havde min første klient i dag. Min første, rigtige, behandling. Jeg undervurderede den behandling, jeg kom til at give mig selv, mens jeg behandlede. Det skal jeg så lige tænke lidt over.

I det hele taget tænker jeg over meget. Sover mindre. Ingen lede, men mere… stilhed, indeni. Blandet – naturligvis – med den allestedsnærværende, ulmende desperation. En længsel, som jeg egentlig troede jeg havde under kontrol. Indtil for ganske nylig. Hvad skal jeg nu gøre med den? Hvor skal jeg gøre af den?

Os misbrugsmennesker. Erstatter det ene med det andet, det er vel i sig selv ikke noget problem, sålænge cigaretter afløser heroin. Et sundere misbrug. Men stadig misbrug i sig selv. Jeg er klar over, hvor pinligt lidt der skal til, for at vælte mit liv. Det er en destruktivitet. Selvdestruktivt.
Jeg misbruger mine egne tanker. Der er noget skamløst ved det, det tænder mig. Det skamløse, jeg vil derhen. Det er der, kunsten er, lysten og livet. Jeg har så meget skam, og misbruget frigør, for en tid, den skam.

Øj, det er sort. I morgen er det bedre. I morgen er håbet grønt. Vemodigheden river i mine øjne som løg. Jeg dyrker tårerne, det er ikke lige så fint som vilde tårer. I morgen er det bedre.

Blot fordi man har studeret landkortet, kender man ikke landskabet. Sikke et landskab jeg er.

Åbn øjnene

Photobucket Pictures, Images and Photos

Johnny Cash synger The first time I ever saw your face, og mine fingre lugter af køn. Ikke fordi, de har rørt ved et. Men jeg har ikke vasket hænder, efter jeg kom hjem fra skole. Uddannelse, ManuVision. Jeg har rørt ved mennesker.

The first time I ever saw your face. Der er mange måder at se på. You chose the chance you take. Vel. Men jeg føler mig ramt. Jeg har set. Jeg har set en dreng, med en indføling, som skygger for hans eget skidt, men som alligevel er så stor, at jeg kan gemme mig under dens vinge. Jeg har set en pige, som inviterer mig ind i sit murstenshus. Jeg har set en mand, som ryster af følsomhed og længsel, jeg har set en pige, som kunne være min ven, en kvinde, som ser direkte ind i al min skam.

Det går op får mig, at jeg kategoriserer meget. Kvinder er gudinder, eller bare irriterende. Mænd er favnere eller krænkere, (en skelnen som kan flyde sammen) eller brødre, aseksualiserede, pålidelige, gode uden nuancer. Det er en generalisering, men den er der, lynhurtigt, når jeg scanner et rum.

Der var en af underviserne som sagde, ‘åbn øjnene’ – ‘du er faktisk meget sød når du er her. du må godt være her, også med alt der der’. Han sagde også nogle andre ting, men det var bare ord. Det, som ramte mig, var, at han var der selv, mens han sagde det, altså, han kiggede mig i øjnene, uden at jeg kunne få øje på nogen dagsorden. Han så på mig som et barn, og bad mig, helt enkelt, om at blive.

Jeg har ingen våben mod mennesker uden forsvar.

Stedfortrædertrøst

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg blev trøstet, af en medstuderende, efter en lidt for hårdhændet behandling af en anden medstuderende. Ham der trøstede mig, var en dreng, en ren dreng. Hvad han ikke vidste, mens han trøstede mig var, at han reparerede på en af de gamle ting samtidig, der, ved sin rummelige brystkasse.

Dengang Sine døde, dengang vi fandt hende, dengang hun hang på væggen, der gik jeg rundt, den samme nat, og kaldte på en som kunne, en som ville, holde om mig. Jeg kaldte faktisk, helt konkret, nedenfor et vindue, hvor en af vores undervisere, på højskolen hvor det skete, boede. Men han sov. Håber jeg, men jeg er selvfølgelig bange for, at han slet ikke sov. At han bare ikke kunne rumme at kramme mig, lige der, den nat, hvor vi fandt hende, så jeg gik tilbage til mit eneværelse, og lå der. Dødenatten igennem.

Om ganske få dage har jeg 15 års jubilæum hos min psykolog. Jeg elsker ham, mest fordi han har reddet mit liv, men også fordi han er ham. Jeg kender de fleste ord. Næsten alle ordene. Men det kram. Den trøst, den fik jeg aldrig. Ikke før i dag. Fordi han, drengen, fuldstændig uden hensigt og fuldstændig uden indsigt, lod mig hvile i sin favn, ovenpå et nyligt chok.

Og fordi smerten måtte være der, chokket og sådan kan man heles, så mange år, så mange ord, efter.

ManuVision, det værste i verden

Photobucket Pictures, Images and Photos

Måske har jeg slet ikke nogen seksualitet.

Tanken rammer mig, mens jeg ligger på briksen. Over mig står en medstuderende og en underviser, og de arbejder på et skuldergreb. Min skulder. Min medstuderende trykker op under min armhule, langs brystkassen, det føles muskeldejligt, ømt, men ikke indgribende og ikke… Udfordrende. Underviseren trykker op under den anden armhule, jeg gisper. Mest indeni. Der er et område mellem mine kraveben, som trækker sig sammen og låser sig fast. Det gør det nemmere. Men den dumme underviser ser det og lægger sin hånd der. Jeg slipper ikke.
Og her er det, at tanken opstår. Den har rod et andet sted, selvfølgelig. I min tilgang, til mennesker, mænd, denne uddannelse, angst, vrede. Skam.

Sagen er, at jeg er bange for de mennesker på uddannelsen. Mine medstuderende, underviserne, dem på de andre hold, undervisningsassistenterne, rengøringsmanden. Hvad nu, hvis jeg ikke kan lide dem? Hvad nu hvis jeg godt kan? Hvad gør man af sin seksualitet, på en uddannelse hvor man er halvnøgen og helt i sine følelsers vold, halvdelen af tiden?

De siger, at man skal lade det være der – det forestiller jeg mig, at de ville sige, hvis jeg turde spørge.

Og så er det jeg tænker; hvad tiltrækker mig, egentlig? Hvad er tiltrækning, hvad tænder mig, menneskeligt og hvordan skiller jeg det ad, fra det sensuelle, seksuelle? Skal det skilles ad, blabla, selvfølgelig skal det skilles ad, jeg skal kunne skille det ad. Men hvad gør jeg med det, hvis jeg bliver tiltrukket af en medstuderende, en underviser, en rengøringsmand? Undersøg hvad det er? Ok, det prøvede jeg, og her gik det op for mig; jeg kan ikke skelne.

De siger vi skal bruge, opøve, vores intuition. Findes der rå, ukompliceret, seksuel energi? Eller er alting bundet op i et eller andet traume. Og hvad nu, hvis det er? Må det så godt eksistere alligevel? Hvad gør man med det? “Bring det tilbage til dig selv”, jo, men vel for fanden ikke altid? Man må vel også godt interagere med andre mennesker?

Ok, jeg er skadet. Jeg kan uden problemer, uden tanke, gribe ned i posen med overlevelsesmekanismer, og overleve. Og måske er min seksualitet – og den er der jo, tydeligt – bygget oven på et traume. Take your pick.

Kom til Ignite #13 i aften!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Kom endelig ned i Republikken i aften kl 18 og vær med til Ignite # 13 hvor en hel flok dejlige mennesker vil tale i fem minutter hver, om noget, de brænder for – og det skal jeg også! Jeg vil nemlig vise lidt billeder og fortælle om Tørklædeprojeket ‘A scarf is a scarf is a scarf’ – som jo som bekendt kan ses på Vester Voldgade ved Rådhuspladsen indtil oktober 2013!

Som en særlig treat vil der bagefter være mulighed for at snakke videre i cafeen og måske – for de modige – selv prøve kræfter med et tørklæde…

Det er gratis – og det starter kl 18 og der plejer at være fuldt hus – og jeg ved at den gode mand Bryan Traum fra EcoEgo blandt 11-12 andre, også vil snakke om den verden vi ønsker os, det glæder jeg mig i hvert fald til!

Older posts