Forræderiske følelser

Photobucket Pictures, Images and Photos

‘Ha, angst? Det tror jeg sgu ikke på!’

Ordene faldt fra en underviser, samtidig med, at han borede sine fingre dybt ind i min mave, og jeg skreg i panik, og nogenlunde sådan startede en af de mere provokerende og bizarre samtaler, jeg endnu har haft på ManuVision uddannelsen.

Øvelsen gik ud på at finde ud af, hvor tæt forbundet med åndedrættet, både sorg og smerte er. Jo tak. Needless to say; en stærkt ubehagelig øvelse; ‘find grænsen for panik, for dyb angst, lyt til åndedrættet, se hvordan klienten smiler det væk, undersøg denne vekslen mellem latter og gråd.’

Jeg blev forvirret. Hvis jeg ikke skal være angst, hvad skal jeg så være? ‘Træk vejret ned i det’ sagde han, ‘Det er mere plads end du tror og mere plads end du vil have der skal være.’
WHAT? Jeg ville sguda gerne have, at der var plads til at trække vejret gennem smerten!
‘Nej du vil ikke’ sagde han, ‘Du tager bare den nemme løsning, det er meget nemmere at lukke op for angsten, end for det som ligger bagved’
Hmm… Ok, hvad ligger bagved?
‘Det ved du godt’ sagde han, ‘Det gør sorgen’
Godt så, den køber jeg, men nej;
‘Sorgen er bare en dårlig undskyldning’
SORGEN ER BARE EN DÅRLIG UNDSKYLDNING???
‘Ja, så du ikke mærker det som ligger bagved’
Nu må han fandme stoppe, det siger jeg, ‘Ja’ siger han, ‘Hvad er det?’
Vrede?
‘Ja’ siger han, ‘vrede, men det er det nemmeste i verden at være vred’
Shit. Det føles altså ikke ret nemt. Og nu vil jeg faktisk gerne hjem. Ud, væk fra dumme spørgsmål fra dum mand. Jeg kan jo ikke gøre, sige, føle noget, som han køber. Og jeg køber altså ikke det med, at følelser bare er en illusion. ‘Det falske jeg’s sprog’ – skrid, din langhårede type!
Han aer mig mellem øjnene, men jeg er ikke til fals. Jeg køber den ikke.
‘Der er den’ siger han, ‘Din stolthed’
Grr…
‘Det er din kvalitetssans’, siger han, ‘Din standard. Din sans for noget, du ikke vil være med til, din grundlæggende grænsesætning, den handler ikke om angst, eller sorg eller vrede’
Nå, hvad fanden handler den så om?
‘Hvad er det, du ikke vil føle, hvad er det, du gemmer bag de grimme følelser?’
Jeg prøver med skam, han griner af mig, jeg føler mig fandme uintelligent.
‘Skam, det er bare noget samfundet i dig har skabt, du skammer dig ikke en skid, skam hører til i fortiden, du går kun derhen for at slippe for at leve dit liv’
Argh, kan jeg se det? Det ved jeg sgu ikke, jeg synes skammen er meget virkelig.
‘Havd skammer du dig så over?’
Øhm… ‘Jeg skammer mig over’ siger jeg, og tårerne begynder at løbe ned over tindingerne, ned i ørerne, ‘At jeg har ladet mig ødelægge’
Han aer mig igen mellem øjnene, ‘Det passer ikke’ siger han, ‘Det er ikke skam, det er din kvalitetssans’
Shit.
‘Angst’ siger han, ‘Sorg, vrede, det er intet, hvad det, ingenting. ‘Enhver kan føle det, det er trivielt’
Hmm, det føles ikke ret trivielt!
Han trykker ned i min maven igen, ‘Træk vejret’, siger han.

Og så sker der noget sindssygt. Altså noget fuldstændig åndsvagt. Mit åndedræt vender. Jeg græder stadig, hiver indad efter vejret og sukker det ud. Så begynder jeg at hulke, og hulket vender åndedrættet, pludselig trækker jeg vejret dybt ind og støder det ud i stedet. Hulket bliver til latter. ‘Ja’ siger han, ‘Der ligger det, det er jo ingenting, nemt’

Hmm… Jeg synes ikke, det var skidenemt. Og det er der heller ikke nu, men jeg oplevede det. Hvor tæt de dybe grundfølelser ligger på hinanden.

Og det er fandme provokerende og måske er det ikke hele sandheden, men er det ikke værd at tage med i posen; at angsten kun er et skalkeskjul for sorgen? At sorgen bare dækker over vreden? Og at vreden kun er der, for at forhindre mig i, at mærke… Glæden?

Jeg tror stadig ikke, at følelser bare er ‘Det falske jeg’s sprog’ faktisk synes jeg at det er noget sludder. Jeg tror, at følelserne er vores eneste udgangspunkt, det eneste sted, vi kan starte. Måske dækker de over andre følelser, men vi må mærke det hele, for at lære os selv at kende, for at erkende, at jeg måske ikke længere behøver angsten, sorgen.

Tænk at glæden kan være det mest angstprovokerende i verden.

Når det grimme smuldrer

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jamen, er det ikke dejligt at vi ikke ved hvad tiden bringer?
Gu er det ej, det kan være det mest angstprovokerende i verden, når man – som jeg – har overlevet på, at forudsige de næste minutter, i væsentlige dele af min barndom. At dukke sig, i rette tid, at spænde i lysken lige inden, at hviske ‘jeg elsker dig’ igen og igen, men kun indeni, indtil det gik over.

Hvis jeg ikke kan forudsige fremtiden, så er den – og alt det dårlige i den – min skyld.

Jeg skrev i det sidste indlæg, om Stedfortrædertrøst, den dag på uddannelsen skete der også noget andet, som jeg først nu, har fået vendt og drejet i mit eget hovede og med min psykolog, og fundet mening i. En slags syndsforladelse.

Jeg fik en hårdhændet behandling af en af de andre – vi fik feedbacket det og alt var godt – men der var noget i min egen reaktion mens jeg lå på briksen, som jeg ikke kunne slippe. Jeg sagde ikke fra. Jeg forlod min egen krop og gik i overlevelsesmode. Og mens det skete, var der en tanke i mit hovede, som gentog sig, nærmest som et mantra. (Og her skal det lige siges, at det som skete på briksen bestemt ikke var ment som et overgreb fra min medstuderendes side og han skal være alt forladt!)
Jeg blev ved med at tænke, at ‘hvis jeg ikke siger nej, så er det slet ikke et overgreb’. Det vil sige, at jeg gav lov. Jeg forlod min krop og lod ham gøre med den, hvad han ville. Fordi det var sådan jeg overlevede, dengang det var alvor. Så længe jeg ikke sagde nej, så gav jeg ham lov og dermed beholdt jeg magten selv.

Men det er ikke gratis at overleve.

For med den magt, jeg tog fra ham, fulgte også ansvaret for det, som skete med mig. Det var – ergo – min egen skyld.

Min psykolog sagde: ‘Det var ikke din skyld.’
Min psykolog sagde: ‘Du kan ikke stille lighedstegn mellem at tage ansvar og tage skyld. Hverken for misbrug, for naturkatastrofer, for kræft eller for overgreb’
Min psykolog sagde: ‘Det du i virkeligheden gjorde var, at du beholdt din sjæl, selvom du blev såret på kroppen og på sindet – men kroppen og sindet kan heles.’

Min psykolog sagde: ‘I virkeligheden – midt i alt det forfærdelige – beholdt du din integritet.’

Jeg har været i tvivl om, om jeg var for ødelagt. Men 15 års psykolog forløst i min egen krop, har vist mig noget andet.

Jeg føler mig som et menneske.

Kom til Ignite #13 i aften!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Kom endelig ned i Republikken i aften kl 18 og vær med til Ignite # 13 hvor en hel flok dejlige mennesker vil tale i fem minutter hver, om noget, de brænder for – og det skal jeg også! Jeg vil nemlig vise lidt billeder og fortælle om Tørklædeprojeket ‘A scarf is a scarf is a scarf’ – som jo som bekendt kan ses på Vester Voldgade ved Rådhuspladsen indtil oktober 2013!

Som en særlig treat vil der bagefter være mulighed for at snakke videre i cafeen og måske – for de modige – selv prøve kræfter med et tørklæde…

Det er gratis – og det starter kl 18 og der plejer at være fuldt hus – og jeg ved at den gode mand Bryan Traum fra EcoEgo blandt 11-12 andre, også vil snakke om den verden vi ønsker os, det glæder jeg mig i hvert fald til!

Frihed under ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fejrer min tilmelding til ManuVision-uddannelsen med et gigantisk anfald af angst.

– Det er alligevel for langhåret. Jeg kan jo for fanden godt finde ud af at meditere!
– Jeg kommer til at misforstå det hele, tage fejl, de vil grine af mig.
– Jeg kan ikke gennemføre det, sådan en uddannelse, den er jo seriøs, der er et håndværk som skal læres, jeg er en taber, de eneste uddannelser, jeg har gennemført, har været med pistol for panden og i en rus af uforklarligt held. Jeg kan ikke tage ansvar for noget, jeg nogensinde har gennemført, så hvorfor skulle dette være anderledes?
– Min kontrol er for dyb, for massiv, jeg kan ikke finde ud af, at give mig selv lov til at lære, at modnes, ændres.

Og den største, den som altid får mig til at vende tilbage til dåseøl og barbecuechips: uafhængighedsdiktaturet. Fint, at man skal tage ansvar for sine egne følelser/reaktioner, egen banehalvdel, alt det shit. Men det bliver så let til, at alle mine følelser, kun handler om mig, projektioner og alt det, så hvor gør man så af personlige sympatier, spirende venskaber, menneskelig tiltrækning, alt det, som gør relationer menneskelige og personlige? Hvad skal man nogensinde have at sige til andre mennesker? Hvordan identificerer man ægte sympati, grobund for kærlighed mellem mennesker? Hvorfor må man ikke ville hinanden? Hvad med kemi, umiddelbar tiltrækning, begær, alt det, som ikke skal forklares, men bare mærkes? Hvordan undgår man at blive handlingslammet, midt i al den analyse, al den tagen ansvar?

Det nemmeste i verden, ville være at snyde dem. At lukke op for den uudtømmelige pose af barndomstraumer, vade lidt rundt, og komme lidt videre, tage en slentretur i The Garden Of Good And Evil, uagtet at det ikke længere helt er mig.

Der er masser af gode ting at sige om ManuVision, stedet, mit første møde med to af underviserne, det introduktionsmøde, jeg var til i går, og det er jo selvfølgelig også væsentlige faktorer, hvorfor jeg har valgt lige den uddannelse.

Først og fremmest menneskeligheden. Smil, sympati og en vis portion charme. En afslappethed overfor Sandheden, som jeg måske godt kan være i. I hvert fald føltes det ok, at være der. Selvom jeg egentlig var angst og spændt i underlivet og svedte.

Jeg ved ikke, om jeg kan tage den uddannelse. Det vil kræve, at jeg stiller mig ud i en styrke, som skræmmer mig. At jeg holder op med at gemme mig bag sårbarheden, uden at fornægte den.

Der var flere små konkrete ting, som gjorde udslaget. En af dem var, at der – midt i en lang forklaring om noget andet – pludselig blev sagt ‘Frihed under ansvar’. En anden, at der også var kaffe, ved siden af alle urteteerne. At alle undervisernes øjne var smukke, bag briller og skæg og smilerynker. At jeg ikke sagde en lyd, og at det var ok. At der var en studerende som var gravid og at børn var velkomne. At underviserne påtog sig ansvaret som undervisere, men at der også var en følelse af menneskelig ligestilling.

Jeg glæder mig til at starte, meget. Angstanfaldet hører nok bare med.

22. juli 2013, om kærlighed

Photobucket Pictures, Images and Photos Jeg føler mig fristet til at låne ord fra en sang
eller et digt. Men det gælder ikke. Så her er ikke så mange ord
lige nu. Bare billedet. Og så; livet er både banalt og mangfoldigt
og en gang i mellem det hele værd. Vi vil gerne sige tak til de få,
som var med på Frederiksberg Rådhus, især for en meget dejlig dag,
men ikke mindst for at holde Facebook (næsten) helt udenfor – så
vores private dag, blev holdt netop det – privat.

Older posts