Citron/marengstærte eller Lemon Merengue Pie

Photobucket Pictures, Images and Photos

Denne pie er fantastisk – og den kræver kun tre komponenter, som man kan lave fra bunden eller snyde sig lidt til – det er sjovt nok bedst, hvis man laver dem fra bunden, og ikke svært – men det tager selvfølgelig længere tid.

Dag 1:
Lav en portion Citruscurd, som beskrevet her på siden før, og stil den i køleskabet.
Lav en Mørdej:

200 g. Hvedemel
125 g. Smør
1 æg

Hakkes med en kniv på et bræt eller i en skål (sviner mindre), til det ligner havregryn. Saml det hurtigt til en kugle med hænderne og film den tæt og kom den i køleskabet.

Dag 2:
Pensl en tærteform (bedst hvis du har en med løs bund) med smeltet smør.

Tag mørdejen ud af køleskabet, på meldrysset bord, og rul den tyndt ud – hvis den bliver for varm og dermed klistret, må den en tur i køleskabet igen… Bred dejen ud i tærteformen.

Lav en marengs:
4 æggehvider
230 g flormelis
1/2 tsk eddike

Pisk æggehviderne stive med eddiken og halvdelen af flormelisen. Sigt resten af flormelisen i og vend det rundt.

Bred Citruscurd‘en ud over dejen i tærteformen og øverst marengs – som også kan sprøjtes ud i små toppe, hyggeligt, men ikke den store smagsmæssige forskel. Laget skal være 2-3 cm. tykt.

Bages ved 130 grader varmluft i halvanden time. Hvis du ikke har varmluft, skal den måske have lidt undervarme de sidste ti minutter.

Spis som den er, lun eller ved stuetemperatur.

Tærten er intens, sød og syrlig og meget, meget god. Til forskel fra normal Lemon Merengue Pie, er denne bagt i længere tid, så marengsen bliver sprød – det giver en langt bedre kontrast i konsistenserne og desuden kan jeg ikke ret godt lide det der flødebolleskum, som det ellers er…
Det gode ved denne tærte er også, at det hele bliver bagt ad en omgang, altså ikke noget med at forbage mørdejsbunden og alt det.

Hvis du vil snyde lidt:
Køb et glas Citruscurd i f.eks. Irma – det smager næsten lige så godt.
Køb en færdig og udrullet mørdej – det er ikke helt det samme, men i en snæver vending…
Marengsen må du lave selv – men det er altså ikke svært (hvis du altså har en el-pisker!)

Photobucket Pictures, Images and Photos

Citruscurd

Photobucket Pictures, Images and Photos

Citruscurd smager vanvittig godt. Brug det som fyld i citrontærte, til at smøre på ristet brød, i pandekager… Som lagkagefyld, hvis du er modig.

Det er en creme, en gammeldags creme, så den må ikke koge, så bliver den ødelagt. Tag den hellere fra varmen en gang for meget, rør hele tiden, og vær indstillet på, at det tager den tid, det tager… Et kvarter, ca.

Skal og saft fra 4 øko-citroner (ca. 2 dl saft)
4 æg
250 g. Sukker
125 g. Smør

Kom det hele i en gryde over svag varme. Rør hele tiden og tag gryden fra varmen, hvis den truer med at bryde i kog.
Rør til det tykner til en konsistens som tyk sovs – det tykner mere når det er kølet ned.
Kom den varme creme i en tæt beholder og i køleskabet.

Det holder en uges tid. Eller kom det i en meget fin citrontærte, med marengs på toppen – eller på nybagte boller, det smager godt!

Grønkål

Photobucket Pictures, Images and Photos

ENTEN køber du frisk, hel grønkål, plukker bladene, skyller meget grundigt og koger ti minutter i vand og lidt af kogelagen fra Kogt Skinke og bagefter hakker du det fint ELLER du køber hakket, frossen grønkål i en ordentlig øko-agtig kvalitet.

Uanset;
En kvart liter piskefløde hældes i en gryde og krydres kraftigt med peber, muskatnød og lidt salt. Koges sagte (rør i det, eller brænder krydderierne fast til bunden), til konsistensen er som tyk sovs – ca. halv mængde.
Put grønkålen i (hvis du bruger frossen, kommer du bare de frosne klumper i) og kog til det er sammenhængende. Du kan justere tykkelse og saltning med kogevandet fra den Kogte Skinke. Krydr evt. mere med muskat og peber.

Du kan gøre det samme med spinat – i reduceret fløde…. Samme krydderier.

I skål og server til Kogt Skinke eller frikadeller eller gode, stegte pølser eller røget kød af enhver slags, det smager godt.

“Medbring en lille ret” eller: Tarteletter med høns i asparges

Photobucket Pictures, Images and Photos

“Medbringe en lille ting”, jojo… Den ‘lille ting’, jeg blev tildelt til julefrokosten… Tarteletter med høns i asparges…
Nåja… Jeg kan jo godt lide det, så ergo sum… Jeg kogte en høne, med gulerødder og selleri og peberkorn og persillestængler, pillepille kød fra… Si suppe, koge ind. Lave opbagning, suppe på, justere med piskefløde. Måske lidt af lagen fra aspargesdåsen. Hvide dåseasparges og kødet i. Købe færdige skaller, varme i ovn. Hælde i. Nåja, krydre med muskat, salt og meget peber…

OG, hvis det skal være ekstra og dejligt og helt i James‘ ånd: Blend et helt bundt bredbladet persille med lidt olie og bland i fyldet lige før servering eller dryp ud over til sidst.

Og det smager jo altså godt…

Photobucket Pictures, Images and Photos

And til Jul eller Mortens Aften

Uploaded from the Photobucket iPad App

Lav en and. Start med at købe en, den skal være stor, for skroget er vejer det samme på alle ænder, så jo større, jo mere rent kød for pengene. Den må gerne veje 4 kilo, og du skal nok få resten spist. Det skal helst være en land-and og ikke en Berberi-and – der er mere fedt på en landand, og det er godt.

Sovs:
Tag indmaden ud, det ligger i en pose, indeni dyret. Tag leveren fra og skyl lige det andet og steg det så i en gryde i olie eller lidt af andefedtet. Du kan også skære vingespidserne af og stege dem med, de er alligevel ikke noget værd, kødmæssigt.

Når indmaden (minus leveren) er godt brunet, tilsættes løg, gulerødder, lidt hele peberkorn. Du kan selvfølgelig tilsætte andre grøntsager, selleri og porre, og krydderier, timian, enebær, allehånde, men der er ikke strengt nødvendigt. Hæld et glas mørk øl, eller cider eller rødvin på og steg det næsten væk. Fyld op med vand og kog det stille i 4 timer, under løg. Sigt, kog ind, put fløde og kulør på, så det bliver godt, både at se på og smage på. Du kan til sidst hælde kraften fra udskæringen af den stegte and i også.

Fyld:
Steg 2 løg i skiver sammen med 4 æbler i tynde både med skræl. Skær leveren i mindre stykker (hvis den har gule pletter så smid den UD). Krydr godt med salt og peber. Stop det ind i anden.

And:
Sæt anden – med brystet NEDAD – på en rist over en bradepande med lidt vand i. Sæt den i en kold ovn og tænd på 130 grader. Vente 4 timer og vend så anden. Vent i 2 timer. sæt grill på ovnen til skindet er sprødt og dejligt.

Tag anden ud og lad den hvile (utildækket!) i 10 minutter på et bræt. skær med en tung kniv lårene af og så brysterne. Del brysterne i tre stykker. Hæld kraften fra brættet i sovsen.

Server med kogte kartofler og ribsgele og rødkål. Og Rødvin!

Older posts