I love my life…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jo, såmænd. Og ikke kun på grund af uudgrundelig
humor i dette vidunderlige pladercover.

Også… Fordi jeg snart
skal starte på ManuVision-uddannelsen og fordi jeg er ved at
arrangere en stor fest, fordi jeg skal på skriveferie i Frankrig og
fordi min tro på menneskeheden kravler stædigt opad!

Frihed under ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fejrer min tilmelding til ManuVision-uddannelsen med et gigantisk anfald af angst.

– Det er alligevel for langhåret. Jeg kan jo for fanden godt finde ud af at meditere!
– Jeg kommer til at misforstå det hele, tage fejl, de vil grine af mig.
– Jeg kan ikke gennemføre det, sådan en uddannelse, den er jo seriøs, der er et håndværk som skal læres, jeg er en taber, de eneste uddannelser, jeg har gennemført, har været med pistol for panden og i en rus af uforklarligt held. Jeg kan ikke tage ansvar for noget, jeg nogensinde har gennemført, så hvorfor skulle dette være anderledes?
– Min kontrol er for dyb, for massiv, jeg kan ikke finde ud af, at give mig selv lov til at lære, at modnes, ændres.

Og den største, den som altid får mig til at vende tilbage til dåseøl og barbecuechips: uafhængighedsdiktaturet. Fint, at man skal tage ansvar for sine egne følelser/reaktioner, egen banehalvdel, alt det shit. Men det bliver så let til, at alle mine følelser, kun handler om mig, projektioner og alt det, så hvor gør man så af personlige sympatier, spirende venskaber, menneskelig tiltrækning, alt det, som gør relationer menneskelige og personlige? Hvad skal man nogensinde have at sige til andre mennesker? Hvordan identificerer man ægte sympati, grobund for kærlighed mellem mennesker? Hvorfor må man ikke ville hinanden? Hvad med kemi, umiddelbar tiltrækning, begær, alt det, som ikke skal forklares, men bare mærkes? Hvordan undgår man at blive handlingslammet, midt i al den analyse, al den tagen ansvar?

Det nemmeste i verden, ville være at snyde dem. At lukke op for den uudtømmelige pose af barndomstraumer, vade lidt rundt, og komme lidt videre, tage en slentretur i The Garden Of Good And Evil, uagtet at det ikke længere helt er mig.

Der er masser af gode ting at sige om ManuVision, stedet, mit første møde med to af underviserne, det introduktionsmøde, jeg var til i går, og det er jo selvfølgelig også væsentlige faktorer, hvorfor jeg har valgt lige den uddannelse.

Først og fremmest menneskeligheden. Smil, sympati og en vis portion charme. En afslappethed overfor Sandheden, som jeg måske godt kan være i. I hvert fald føltes det ok, at være der. Selvom jeg egentlig var angst og spændt i underlivet og svedte.

Jeg ved ikke, om jeg kan tage den uddannelse. Det vil kræve, at jeg stiller mig ud i en styrke, som skræmmer mig. At jeg holder op med at gemme mig bag sårbarheden, uden at fornægte den.

Der var flere små konkrete ting, som gjorde udslaget. En af dem var, at der – midt i en lang forklaring om noget andet – pludselig blev sagt ‘Frihed under ansvar’. En anden, at der også var kaffe, ved siden af alle urteteerne. At alle undervisernes øjne var smukke, bag briller og skæg og smilerynker. At jeg ikke sagde en lyd, og at det var ok. At der var en studerende som var gravid og at børn var velkomne. At underviserne påtog sig ansvaret som undervisere, men at der også var en følelse af menneskelig ligestilling.

Jeg glæder mig til at starte, meget. Angstanfaldet hører nok bare med.

Skal Tørklædeudstillingen have Hegnspælen 2013?

Photobucket Pictures, Images and Photos
(Foto: Jesper Edvardsen)

Igen i år bliver Hegnspælen 2013 uddelt til de bedste projekter på Byens Hegn. Det er folket – jer – som nominerer de bedste værker derude… Og jeg håber selvfølgelig, at I synes ‘A scarf is a scarf is a scarf’ – Tørklædeudstillingen på Vester Voldgade, er en af de bedste!

Derfor ville jeg blive kisteglad, hvis I går ind på Byens Hegn og stemmer på Tørklædeudstillingen på Vester Voldgade – man kan også sende en mail til byenshegn@m.dk og nominere udstillingen der. Man må gerne sende et par ord med også, om hvorfor.

Hvis I endnu ikke har læst den, så læs endelig denne fine anmeldelse i Politiken; Tørklæder er den største kunst på Rådhuspladsen

Hvis I endnu ikke har været inde forbi udstillingen, så kan den ses helt indtil oktober – og her er et par fine øjebliksbilleder også.

Photobucket Pictures, Images and Photos
(Fotograf: Dot Severine Nielsen)

Et patetisk klynkeindlæg.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg kan ikke se træet for bare grene.

Jeg føler mig dum og grim og uduelig. Sat under en skæppe under en osteklokke i mit eget liv. Af mig selv? Jeg kan ikke gennemskue det. Men jeg er ikke glad.

Der hang en masse mails og telefonopkald og regninger over mit hovede, jeg troede det var det. Nu er de væk og jeg er stadig ked af det.

En efterreaktion på monsteråret 2012, måske…

Jeg går rundt som en zombie. Selv de unge på Den Blå Planet opdager det. Og børnene. Jeg er træt altid. Har intet overblik, intet… Drive.

Der er ikke noget særligt galt. Faktisk er der meget, som er meget godt. Faktisk begynder det at ligne noget, livet. Jeg synes ikke at menneskeheden er så dum endda, og det er da noget! Jeg har kærlighed i mit liv, børn i alle aldre, venskaber, arbejde.

Men så er der det, indeni. Melankolien. Den truende manglende mening. Håbløsheden, hvad nytter det, hvad nu hvis jeg ikke narrer nogen, hvis jeg vitterlig er ond. Ikke har evnen til at skelne, til at blive elsket?

Modet, det er modet som svigter. Jeg har altid haft modet, dumdristigheden, ikke tænke, bare føle, handle, være modig! Men det er, som om jeg ikke længere tør.

Jeg er klog, og følsom og stærk, jeg har det hele… Undtagen mod. Hvor blev det af? Den der uldne desperation vokser indeni mig. Jeg må… gøre noget, handle!

Det er bare det… At hende der, mig, jeg sidde under den skide osteklokke, hvordan får man noget til ske derindefra? Når jeg oven i købet er både dum, grim og uduelig?

Er det bare sådan…. At være kvindelig kunstner, med 80’erne i barndommen og 90’erne i bagagen? At skulle pinedød tro på sig selv, med den baggrund, og det sind? Vi er ikke bange for, at vores hemmelighed bliver opdaget, vi er bange for, at folk er ligeglade med den. Vi har ikke opdaget fællesskabet, det er bare noget vi siger. Hey, det er “Workingman’s Blues” om igen. Det skal være tungt, ellers er det let, og let er det værste, einmal ist keinmal og hey, det er mig, som er Tomas!

34, going on depressiv teenager, fandme patetisk!

Måske skulle jeg bare købe nogle Dr. Martens, iføre mig de billige, sorte nylonstrømper og lidt nittehalsbånd… drikke noget Pisang Ambon og læse noget Michael Strunge…

Rachel Rose Reid / WORDS Festival

Photobucket Pictures, Images and Photos

Rachel Rose Reid.
Rachel Rose. Jeg ved ikke hvordan Kasper Sørensen og André Andersen har gjort det, men de har fået nogle af de absolut allerbedste til at dukke op i lille Danmark og optræde på WORDS Festival og hvis det er rigtigt, at WORDS er planlagt til at være en årligt tilbagevendende festival, så er jeg SÅ meget på!!!
Rachel Rose. Hun er nomineret til en British Award for sin “King Lear”-fortolkning, den har jeg ikke hørt, jeg hørte “I am Hans Christian Andersen” og hun var tydeligt berørt over, at fortælle den for første gang i forfatterens eget hjemland. Men, åh. Hendes diktion. Fortiden i undergrundsmiljøet fornægter sig ikke – hun har en timing og en rytme, som jeg ville give min højre arm for. Elegant, vittigt og fuld af sårbarhed, vævede hun et tæppe af Hyrdinden og Skorstensfejeren, Grantræet, Skyggen og Den Lille Havfrue sammen med HC Andersens rejsebreve og hendes egne kærlighedseventyr.
Rachel Rose er lille, lys og gæv og ligner en på 17, helt out of character, og synge, gør hun, med klar, lys og rungende stemme, nøj!