Et patetisk klynkeindlæg.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg kan ikke se træet for bare grene.

Jeg føler mig dum og grim og uduelig. Sat under en skæppe under en osteklokke i mit eget liv. Af mig selv? Jeg kan ikke gennemskue det. Men jeg er ikke glad.

Der hang en masse mails og telefonopkald og regninger over mit hovede, jeg troede det var det. Nu er de væk og jeg er stadig ked af det.

En efterreaktion på monsteråret 2012, måske…

Jeg går rundt som en zombie. Selv de unge på Den Blå Planet opdager det. Og børnene. Jeg er træt altid. Har intet overblik, intet… Drive.

Der er ikke noget særligt galt. Faktisk er der meget, som er meget godt. Faktisk begynder det at ligne noget, livet. Jeg synes ikke at menneskeheden er så dum endda, og det er da noget! Jeg har kærlighed i mit liv, børn i alle aldre, venskaber, arbejde.

Men så er der det, indeni. Melankolien. Den truende manglende mening. Håbløsheden, hvad nytter det, hvad nu hvis jeg ikke narrer nogen, hvis jeg vitterlig er ond. Ikke har evnen til at skelne, til at blive elsket?

Modet, det er modet som svigter. Jeg har altid haft modet, dumdristigheden, ikke tænke, bare føle, handle, være modig! Men det er, som om jeg ikke længere tør.

Jeg er klog, og følsom og stærk, jeg har det hele… Undtagen mod. Hvor blev det af? Den der uldne desperation vokser indeni mig. Jeg må… gøre noget, handle!

Det er bare det… At hende der, mig, jeg sidde under den skide osteklokke, hvordan får man noget til ske derindefra? Når jeg oven i købet er både dum, grim og uduelig?

Er det bare sådan…. At være kvindelig kunstner, med 80’erne i barndommen og 90’erne i bagagen? At skulle pinedød tro på sig selv, med den baggrund, og det sind? Vi er ikke bange for, at vores hemmelighed bliver opdaget, vi er bange for, at folk er ligeglade med den. Vi har ikke opdaget fællesskabet, det er bare noget vi siger. Hey, det er “Workingman’s Blues” om igen. Det skal være tungt, ellers er det let, og let er det værste, einmal ist keinmal og hey, det er mig, som er Tomas!

34, going on depressiv teenager, fandme patetisk!

Måske skulle jeg bare købe nogle Dr. Martens, iføre mig de billige, sorte nylonstrømper og lidt nittehalsbånd… drikke noget Pisang Ambon og læse noget Michael Strunge…

At stjæle heste…

Når jeg læser den her bog, så opdager jeg at den er så indlysende, så brændende, blændende, smukt og enkelt skrevet, og det er der ikke mange som er, at selve sproget sætter mig fri til at tænke over indholdet.

Jeg tænker, mon det er denne bog, min onkel har modelleret sit liv og sin livshistorie efter… Den kan det næppe være, for bogen er skrevet mange år efter han lagde sin livsbane. Som jeg jo ikke engang fuldt ud kender. Men jeg tænker tanken, for hele stemningen rammer mig, som jeg har oplevet hans attitude mod kvinder. Mod andre mænd. Og i sentimentaliteten mod skoven og ensomheden. Hvis bare det ikke var for de satans kvinder, eller hvad? Jeg ved det ikke. Jeg kender overhovedet ikke min onkel.

Der er også noget andet. Det er Norge. Der er noget med nordmænd. Jaja, de fleste er nederen og tranlamper og skovtrolde og hvad ved jeg, men de har en mystik, en ren integritet, en ensomhedens mystik, en egenart. Jeg har desværre mødt et par stykker som var lidt for klar over denne mystik, så forsvinder uskylden og det hele bliver bare en skidt blanding af sendrægtigt og omrejsende i tant og fjas.
Men jeg har også oplevet det modsatte. Noget, man kan blive et bedre menneske af, som ikke bare for mig til at føle mig beskidt i sammenligning, men noget så purt, at det inkluderer mig. Noget så klart og indlysende, at man må tage det i små og afmålte doser for ellers koster det forstanden. For man får ham aldrig. Man får dem aldrig, nordmændene.

Læs bogen.

20130225-185103.jpg

Damen i bilen med briller og gevær

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg hader krimier. Der er kun en krimi, jeg nogensinde har elsket og det er Frøken Smillas Fornemmelse For Sne. Og det er jo Peter Høeg, så den tæller ligesom ikke rigtigt…

Og så en fransk krimi, sådan noget opstyltet lort.
Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker opstyltet lort. Hvis det er smukt.
Og det her, det er sgu smukt.

Sebastien Japrisot, et pseudonym. 60’er noir, men af en høj litterær kvalitet.

Den der kombination af et ordknapt sprog, som både er let læseligt, men som bestemt ikke giver ved dørene. Og så den detaljerigdom som gemmer sig, hvis du investerer den koncentration, som skal til. Det er smukt.

Der er en heltinde, en tvetydig, foruroligende heltinde. Løgnen, som en væsentlig medspiller. Jeg elsker, når hun lyver for mig, endnu mere, når hun lyver for sig selv.

Læs den.

Kunstnerens største dilemma

Photobucket Pictures, Images and Photos

Mit allerstørste dilemma som kunstner, det er lige her:

Jeg ligger i sengen, mellem mine to børn. Min datter på otte år, sover tungt, med sine ben viklet ind i mine under dynen. Min søn på fire griner i søvne og lægger sit hovede bedre til rette på min mave. Jeg er totalt lykkelig.
Pludselig, i denne stilstand af fuldstændig afslappethed, popper der en ide op i mig. Det er en sætning. En perfekt sætning, den perfekte sætning… Hvis jeg rejser mig, forstyrrer jeg øjeblikket med børnene, det vigtigste i verden. Hvis jeg bliver liggende, mister jeg den perfekte sætning. Den sætning, som indfanger og perspektiverer livet som sådan og kærligheden specifikt. Den sætning, som kommende generationer af gymnasieelever og litteraturstuderende vil analysere til hudløshed og have hængende over deres senge…

What to do?

Kender du Bip?

Photobucket Pictures, Images and Photos

“Kender du BIP? Jeg kender ham mægtig godt. Han blev født i en smuk fransk by, der hedder Paris. Her er Bip – med det blege ansigt. Han har en høj hat på, og i den sidder der en blomst og vipper. Bip – den der måneagtige fyr – står og læner sig op ad en gadelygte, der lige er blevet tændt. Bip – det er mig”

Sådan begynder en af min barndoms kæreste historier. Den er skrevet og tegnet af Marcel Marceau, en verdensberømt fransk mimiker. Den er fuld af gøglernes melankoli og fuldstændig vidunderlig. (Ja, jeg er selvsagt ikke bange for klovne, mimikere og deslige)

Figuren Bip var hans mest berømte, han skabte den i 1947, efter krigen (han var jøde og aktiv i den franske modstandsbevægelse), og den kan ses som en pendant til Chaplins Vagabond.

Historien om Bip – i bogen – handler om, at ankomme til verden. Om, at selv om der findes vold og grusomhed og ondskab, så findes der også kærlighed og fred og lykke.

Bip kærtegner den tomme luft og omfavner hele verden. Og jeg er med, stadig, hele vejen. Det er en fantastisk bog, med vidunderlige blyants- og akvarelbilleder…

Måske er der nogle, som vil håne mig for dette link… Men for mig… Han er mesteren og SÅ gider jeg godt! Det er mageløst, intet mindre… Så se det lige, det tager kun tre minutter… I stilhed og stor skærm:
Youtube Marcel Marceau

Billede fra bogen 1:
Photobucket Pictures, Images and Photos

Billede fra bogen 2:
Photobucket Pictures, Images and Photos

Older posts