Første offentlige omtale af Stryg

The babe with the power

IMG_1187

Jeg sidder her, dopet af lungebetændelse, medicin og alt for lidt søvn og kan slet ikke forstå det. Da jeg gik i 1.klasse fik jeg min første kæreste, Christian. Han inviterede mig i biografen og med hans mor, var vi inde og se denneher vilde og uforståelige og lidt uhyggelige film, Labyrinth. Og der, i biografens mørke, forelskede jeg mig, ikke i Christian, men i den strithårede, farlige og vildt intense skurk, Jareth…

Jeg var 7 år – og det var før email og internet og almen adgang til information, så forelskelsen i Jareth blev holdt i live af et postkort, som Christian sendte mig senere på året, med filmplakaten som motiv, og det var først mange år senere, da Christian havde giftet sig med den smukke Ara fra klassen under vores og jeg havde fået mit første barn (Christians og mit forhold varede heller ikke meget længere end til efter sommerferien, men vi er rendt på hinanden et par gange de seneste år, meget hyggeligt, han er stadig en dejlig dreng 🙂 ) – først der, som voksen, opdagede jeg sammenhængen mellem Jereth og den cd Heathen, som jeg voldhørte det år.

Først der, som voksen, forstod jeg de to billeder jeg svingede imellem, altid har svinget imellem, fra jeg første gang læste Hanne Vibeke Holst og hendes Louise-trilogi og senere Therese-romanerne. De to mænd, vi svinger imellem, den smukke vilde og den gode – klovnen og akrobaten, det var ham, Jareth, Bowie, som var, blev, er, den smukke vilde, mit billede på det farlige, groteske, som kommer så helt nært til kernen af det hele.

Jeg er for ung til David Bowies unge år. Jeg anerkender dem, som jeg anerkender von Triers betydning for filmskabelse, men jeg lytter ikke til det som andet end det; kuriosa og platform for de fleste af dem, jeg lyttede til, da jeg lyttede til Radiohead, Coldplay og britpop. Men det senere, udgivelserne fra slut-halvfemserne og frem, og det helt nye, wow.

Han er den første af mine helt store idoler, som dør. Jeg sad i sofaen, hvor jeg har sovet i nat, når jeg ikke har hostet, eller ammet eller holdt min ældste datters hår væk fra ansigtet mens hun kastede op – det vil sige, jeg har sovet lige omkring 40 minutter, sammenlagt. Måske er det medicinen, som giver denne morgen et uvirkeligt skær, en fornemmelse af gyngende grund, af trapper som flytter sig under mine fødder. Måske er det søvnmanglen.

IMG_0349_3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første offentlige omtale af Stryg