Om barsel og træning

IMG_3830

Der er nogen som synes det er supernemt og overskudsagtigt og totalt ustressende at tage deres baby med i Fitness.dk og lige tage 90 minutters stram-op, mens lillenus sover fredeligt i Emmaljunga’en udenfor – denne ‘nogen’ det er IKKE mig! Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere stressende og forfærdeligt!

Der er selvfølgelig andre gode trænings-alternativer; lækker mor-baby yoga, ManuVision-træningen, som jeg jo selv er uddannet indenfor, etc… men der er OGSÅ nogle ulemper:

  • det er tit dyrt
  • det tager lang tid, både træning + transport
  • de træningsformer hvor man må tage baby med, er tit en kombi af babyrytmik og bækkenbundstræning – jeg har ikke brug for nogen af delene…

 

Så hvad vil jeg have:

  • minimum tidsforbrug
  • ikke-stress for lille Klara, ikke-stress for mor
  • mere styrke end kondi – jeg har et megahøjt stofskifte og taber mig ALT for hurtigt, hvis jeg træner kondi
  • smidighed vil være en bonus
  • det SKAL være billigt – jeg modtager pt 2.400kr efter skat i barselsdagpenge – om måneden!

 

Ergo: Jeg sammensætter mit eget forløb – jeg er jo sådan set også både ManuVisiontræner og kostvejleder, så jeg burde jo kunne 🙂

Forløbet tager 20min hver dag – jeg duer ikke til 3 gange om ugen etc, så snyder jeg – og det er inkl. meditation, træning, udstræk OG totalt lækker post-trænings-smoothie! (Altså. det er hver dag. Undtagen lørdag og søndag!)

20 min! De fordeler sig sådan her:

  • 5 min meditation
  • 5 min styrketræning
  • 5 min udstræk/smidighed
  • 5 min totalt lækker post-trænings-smoothie!

 

Meditation: Jeg ELSKER de lange, guidede meditationer, alt fra 30 minutter til 2 timer – meeen… det duer bare ikke med baby-radar i det ene øre! Derfor: jeg sætter mig i stuen, på  et tæppe, i skrædderstilling, og lukker øjnene. Fokuserer på min vejrtrækning, ike for at ændre noget, bare for at observere. Nogle gange forestiller jeg mig en bølge, andre gange gennemgår jeg kroppen, helt børne-rytmik-afslapnings-agtigt, sender opmærksom hen i alle dele af min krop, en kropsdel ad gangen, starter med fødderne. trækker vejret. det passer med ca 5 min, så er jeg kommet ned og mærke kroppen, al dens blødhed og hårdhed, alle dens styrker og svagheder, min krop. Og så åbner jeg langsomt øjnene.

Styrketræning: Der er noget befriende for mig over, kun at træne styrke; normalt er smidighed, yoga, blabla, i meget høj kurs og det er bestemt ikke for at negligere det, for den slags træning kan også noget vigtigt! Og ManuVision-træningen, hvor vi har det hele, styrke, smidighed, det meditative, kontakten, men sådan en træning tager altså nemt to timer! Derfor: laver jeg 3 øvelser – og kun 3 øvelser! 

  1. Lig på ryggen, med knæene pegende mod loftet og fødderne i jorden. Armene langs siden, håndfladerne i gulvet. Løft bagdelen så højt du kan. sænk langsomt. gentag 20 gange.
  2. Lig på alle fire, stræk højre arm og venstre ben ud til vandret. Skift til venstre arm/højre ben. Lav 15 af hver.
  3. Kettlebell. Brug en kettlebell som giver dig sved på panden i denne øvelse. Jeg startede med 6 kilo og bruger nu 10 kilo efter 1 uge. Du skal lave et almindeligt kettlebell swing – hvis du aldrig har prøvet en kettlebell før, så er der tonsvis af videoer på youtube, som viser dig det.  Se f.eks. hende her.  Eller prøv at se ham her for en mere grundig intro – hvis du kan komme forbi hans udseende 🙂 Lav 50 Kettlebell Swings.

Dette skal tage ca 5 minutter uden at stresse, men heller ikke mere.

Udstræk: De lange stræk, som vi laver i Manuvision er gode, men de bliver også meget dybe og kræver tid – det er her man kan lave skader, hvis man går for hurtigt ind og ud af de dybe stræk – så er det bedre med nogle lidt mere ‘allround’ stræk, som de fleste har prøvet. Derfor: jeg laver som regel stræk for læg og lår, bryst, lænd og ryg. Du kan se nogle rigtig gode øvelser på Den Intelligente Krop – i starten, når du er øm i musklerne, så kan du gøre lidt mere ud af strækkene, det føles rart.

Smoothie: En MEGET vigtig del af rutinen! Jeg har købt en ultrasmart OBH-smoothie-blender, hvor man blender direkte i glasset – den kostede 199kr på tilbud… Jeg veksler mellem tre slags smoothier: I dem alle 3 er der: 2 spsk frossen grønkål og/eller persille, 1 spsk proteinpulver, 1/2 spsk chiafrø, 1 tsk agavesirup og en halv banan. Derudover i de enkelte:

  • Choko/blåbær: 1 spsk rå kakao, 2 håndfulde frosne blåbær, mælk til det dækker
  • Hindbær/vanille: 1 tsk vaniliepulver, 2 håndfulde frosne hindbær, mælk til det dækker
  • Mango/jordbær/kokos: 2 håndfulde frossen blanding af småtskåren mango og jordbær, kokosmælk til det dækker

 

Hældes i en blender, blendes og drikkes med det samme. Jeg har ingen mening om hvilken slags mælk du bruger – jeg bruger bare øko-skummet, fordi det har vi altid i køleskabet 🙂 Jeg har heller ingen mening om hvilken slags sødemiddel du bruger – jeg bruger agavesirup, fordi det har et bedre glykæmisk indeks (hvor meget det skader i kroppen vs hvor sødt det smager) og fordi det smager godt.

Der er en masse meninger om, hvor lidt, hvor meget, hvornår og hvor tit – Tim Ferriss siger FØR morgenmad, ManuVison vil gerne have 30min meditation hver dag, nogle programmer anbefaler 3 x styrketræning + 2 x kondi + 3 x smidighed i løbet af en uge og det er alt sammen meget godt, men det fungerer bare ikke i en almindelig, travl, selvstændig, børnefamiliehverdag!

Det her virker for mig; 20 minutter hver dag, når det lige passer med en babylur – jeg prøver at gøre det inden frokost (og så måske også et bad – det er store sager når man er på barsel!)

Nøgletal:

Jeg vejede 58kg og var i god form inden jeg blev gravid.

73kg lige før jeg fødte Klara d13.nov.

70kg til nytårsaften

d22jan med kropsanalyse: 68,9kg, 34,7% kropsfedt, 33,3% muskelmasse

I dag er det d29jan og jeg har været i gang 7 dage:

29jan: 67,3kg, fedt: 33,8%, muskel: 33,6% – jeg er desuden 4cm mindre om taljen og 2cm mindre om låret.

20 minutter, hver dag, ikke så meget at tænke over. (Nåja. Jeg holder fri i weekenden!)

Lille liste over, hvor du kan få fat i godt proteinpulver, kettlebells etc:

Kettelbells: Jeg har købt nogle super billige, som også er lidt store – men jeg bruger dem nærmest kun til den ene øvelse (og så til Turkish Getup, som jeg kan fortælle om en anden gang), så du behøver altså ikke alle vægte fra 2-24kg! Jeg har 2,6,8,10,12,14 og 16kg – Hvis du vil have de små, lækre, så er apuls.dk gode – jeg har købt de her fra Getbig.dk – fordi de var billige!

Smoothies: nu3.dk har gode økovarer, proteinpulver og forskellige grønne og bærpulvere man kan tilsætte, hvis man vil have højere næringsværdi i sin smoothie – og ellers er der jo altid gode, gamle Helsam 🙂

 

Læs om affiliate her

 

 

VIND en gratis behandling HVER måned!

IMG_2076

Har du hørt om mit nyhedsbrev? Ikke? Det vil jeg gerne lave om på! Derfor trækker jeg HVER MÅNED lod om en gratis behandling hos mig på Kontoret for Krop og Liv, blandt alle modtagere af mit totalt seje nyhedsbrev!

Udover at vinde en behandling HVER MÅNED, kan du følge med i mine projekter og få den seneste info om mine udstillinger, events, udgivelser og kurser, du får rabatkoder og særlige tilbud samt mulighed for at tilmelde dig kurser, events og workshops før alle andre.

Læs mere og tilmeld dig mit nyhedsbrev HER

Vil du hjælpe mig?

IMG_1597

Vil du hjælpe mig til at lave endnu bedre madkurser? Så fortæl mig hvad du kan lide 🙂 Jeg har lavet sådan et spørgeskema som ikke tager ret lang tid at udfylde og du behøver ikke engang at give mig din emailadresse eller noget! – HVIS du vil give mig den, så kan du skrive den og hvis jeg får mere end 150 besvarelser, så trækker jeg lod blandt emailadresserne om en kurv med asiatiske specialiteter – sendt lige til din dør!

Klik og besvar her – og del meget gerne indlægget og så mange tak for din hjælp!

The babe with the power

IMG_1187

Jeg sidder her, dopet af lungebetændelse, medicin og alt for lidt søvn og kan slet ikke forstå det. Da jeg gik i 1.klasse fik jeg min første kæreste, Christian. Han inviterede mig i biografen og med hans mor, var vi inde og se denneher vilde og uforståelige og lidt uhyggelige film, Labyrinth. Og der, i biografens mørke, forelskede jeg mig, ikke i Christian, men i den strithårede, farlige og vildt intense skurk, Jareth…

Jeg var 7 år – og det var før email og internet og almen adgang til information, så forelskelsen i Jareth blev holdt i live af et postkort, som Christian sendte mig senere på året, med filmplakaten som motiv, og det var først mange år senere, da Christian havde giftet sig med den smukke Ara fra klassen under vores og jeg havde fået mit første barn (Christians og mit forhold varede heller ikke meget længere end til efter sommerferien, men vi er rendt på hinanden et par gange de seneste år, meget hyggeligt, han er stadig en dejlig dreng 🙂 ) – først der, som voksen, opdagede jeg sammenhængen mellem Jereth og den cd Heathen, som jeg voldhørte det år.

Først der, som voksen, forstod jeg de to billeder jeg svingede imellem, altid har svinget imellem, fra jeg første gang læste Hanne Vibeke Holst og hendes Louise-trilogi og senere Therese-romanerne. De to mænd, vi svinger imellem, den smukke vilde og den gode – klovnen og akrobaten, det var ham, Jareth, Bowie, som var, blev, er, den smukke vilde, mit billede på det farlige, groteske, som kommer så helt nært til kernen af det hele.

Jeg er for ung til David Bowies unge år. Jeg anerkender dem, som jeg anerkender von Triers betydning for filmskabelse, men jeg lytter ikke til det som andet end det; kuriosa og platform for de fleste af dem, jeg lyttede til, da jeg lyttede til Radiohead, Coldplay og britpop. Men det senere, udgivelserne fra slut-halvfemserne og frem, og det helt nye, wow.

Han er den første af mine helt store idoler, som dør. Jeg sad i sofaen, hvor jeg har sovet i nat, når jeg ikke har hostet, eller ammet eller holdt min ældste datters hår væk fra ansigtet mens hun kastede op – det vil sige, jeg har sovet lige omkring 40 minutter, sammenlagt. Måske er det medicinen, som giver denne morgen et uvirkeligt skær, en fornemmelse af gyngende grund, af trapper som flytter sig under mine fødder. Måske er det søvnmanglen.

IMG_0349_3