Stenalderbrød, ost, kaffe, Bruce Springsteen, roman

Om ordentlighed og medmenneskelighed – og Bruce Springsteen

20121015-143431.jpg

Jeg sidder her og skal til at tilrette de sidste ting på romanen, inden den i eftermiddag sendes til endelig grammatisk korrekturlæsning, der er kaffe og Bruce Springsteen synger Tougher Than the Rest men jeg kan ikke koncentrere mig. Det er Facebook som generer mig, selvfølgelig ikke Facebook som sådan, men mine Facebook-venners opdateringer omkring flygtninge-krisen/migranterne/grrr, som retorikken springer i øjnene på begge sider! De sidste dage har været helt vilde, på den ene side og på den anden side. Og der er hattedamer i begge lejre, mennesker som kun er velmenende indenfor deres eget, snævre syn på verden. Jeg mangler menneskelighed i begge lejre, ordentlighed og respekt i begge lejre. Jeg savner nysgerrighed, båret på et fælleshumanistisk grundlag. Og jeg har spørgsmål, om jeg ikke kan skrive derinde, uden at blive vildledt eller overfaldet.

1: OK. Det gør tydeligvis ondt på vores (min) selvfølelse, at de her mennesker (af frygt for at kalde dem både flygtninge eller migranter) at de ikke vil være i Danmark. Der kan være mange grunde, men jeg skal passe på, at jeg ikke lader min sårede dansker-stolthed stå i vejen for, hvad der er brug for her. Svaret på regeringens ubehagelige flygtninge/migrant-udmeldinger er jo ikke nødvendigvis at så SKAL de bare blive her (for at vi kan pisse på regeringen). Vi har lavet en aftale med de andre EU-lande, om registrering – jeg må indrømme at jeg ikke helt kan gennemskue ideen i den aftale (der er jo ingen, som først vil ankomme til et nordisk land, i sagens geografiske natur). Men en aftale er det, og så skal de naturligvis registreres her, når de ankommer her, uden at være blevet registreret før. Ikke?

2: At skelne på den måde som det lige nu gøres mellem flygtninge og migranter (alt efter om du er borgerlig eller venstrefløj) er meningsløs. Et eksempel til sammenligning kunne være de thailandske piger som gifter sig ind i Danmark, er det prostitution, tvang, kan man tale om fri vilje, når forskellen i levestandard er så stor? Det er kun de rige, som har råd til at flygte, javel, men sådan er det jo altid, de resourcestærke som klarer at komme væk, overleve. Der er stadig krig. Vi dømmer dem, fordi de har mobiltelefoner, vi tænker at så er krigen nok ikke så slem. Er det ikke vanvittig arrogant? Det er som om, vi havde forventet små afrikanske børn med udspilede maver og store øjne, som vi kunne kramme og tage til os som vores egne.

3: Hvor er socialarbejderne fra regeringens side i dette her? Hvor er tolkene? Ikke de frivillige, ikke klapvogne, kastet ned fra broer og durumruller som ender i en skraldespand. Nej, hvor er de kapable mennesker, som bærer navneskilt og ikke uniform, som sætter sig ned og stikker børnene en bamse og en tegnefilm på storskærm, mens de stille og roligt forklarer forældrene, de voksne, at vi ved at de har rejst langt og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dem og her er de regler som gælder i vores land? Er de der, det kan godt være – det er bare ikke det billede jeg ser på Facebook eller på TV2-news.

4: Det er som om – og det er en god ting – at vi danskere (vesten) længe har gået rundt med dårlig samvittighed over vores overforbrug, vores overflod. Og nu, endelig, ser vi en mulighed for at udligne den ulighed. Hvem har brug for 2 klapvogne/6 par sko/4 vinterjakker? Endelig nogen her og nu, som kan bruge os. Vi vil gerne bruges, men vi vil ikke snydes. Tænk hvis vi kom til at donere vores  brugte laptop til en, som ikke var værdig. Det er her, hattedamementaliteten stikker sin broderede handske frem. Bær en hvis mands byrde, hjælp de stakkels sorte, tænk, de går med bare tæer! Her skal vi bruge nysgerrigheden, ydmygheden. Det er dette, venligboerne oprindeligt var tænkt til. Nysgerrighed, venlighed, lydhørhed.

5: Hej. Jeg hedder Katrine, jeg er forfatter og kropsbehandler og gravid med mit 3.barn. Sådan her ser jeg ud, sådan bor jeg, det her tror jeg på. Hvordan er det for dig? Det er dette, som nogle gange kræver allermest mod. For måske bliver jeg klogere. Måske lærer jeg, at jeg også har noget at lære. Tænk hvor svært, tænk hvor smukt.

6: Har vi en konklusion? Udover eklatant mangel på statemanship derfra hvor den burde komme? Der findes mange gode mennesker i Danmark. Også mange, som har fået kolonist-teen i den gale hals. Jeg vil frem til den ægte imødekommenhed, som ikke negligerer de aftaler, vi har lavet andre steder, som taler sammen, som finder en fælles vej – om den så fører til Sverige, Ærø eller Tyskland. Eller til de ekstrasenge, det sommerhus, den campingvogn, jeg meget gerne stiller til rådighed, hvis det er det, der er brug for. Så lad os nu lige, regering, som hattedame, som de almindelige, venlige mennesker de fleste af os er, snakke lidt sammen, lytte lidt til dem, det egentlig handler om, finde ud af hvad det hele handler om, hvad der er brug for. Forklare hvad vi kan hjælpe med, hvordan vi gør tingene her i Danmark – med ordentlighed og stor, varm medmenneskelighed!

Bruce Springsteen er startet forfra. Han er nået til All that Heaven Will Allow. Jeg har købt en wallsticker med en abe, som sover i en vugge af lianer, den skal hænge over babypigens seng.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stenalderbrød, ost, kaffe, Bruce Springsteen, roman