Vol. 4 og et forsigtigt punktum.

11903863_10154150812082306_5146097646677589794_n

Så kom dagen med besøg, scanning og en mulig dom hos Hr. Overlæge. Dagen startede ellers let irriterende; jeg havde en tidlig tid til en sukkerbelastning – det er en undersøgelse for gravid-sukkersyge, som bliver tilbudt alle gravide som har haft sukkersyge i familien – og min morfar fik gammelmandssukkersyge og så slipper man ikke… Så jeg møder op kl 8.00, kun for at få at vide, at jeg ikke kan tage testen (som foregår ved, at man drikker noget sukkervand på fastende mave og så får taget blodprøver med jævne intervaller i nogle timer), fordi jeg er på grrr… penicillin for den urinvejsinfektion som fik mig ned med nakken henover weekenden – synes måske godt liiige, jeg kunne være blevet informeret om, at jeg så ikke kunne tage den test!

Nå men det gav mig 2 timer til kaffe og læsning på dette skønne sted; Rigshospitalet 🙂

Og Hr. Overlæge havde sørme da gode nyheder; pigebabyen har taget på og er nu – stadig lille – men helt indenfor normalområdet! DET kan vi godt lide at høre! Og penicillinen virker så jeg nu bare har normale plukveer og almindelig træthed; humøret er vendt tilbage og Hr. Overlæge mener ikke der er nogen hindring for Filippinerne til oktober!!! JUHUUU!!!! (Han vil dog godt lige se mig en uge før, så det helt endelige ‘GO’ før vi først der)

Jeg ved godt at der endnu kan ske meget og gå meget galt, men der er altså dejlige nyheder i dag og jeg er så glad <3

Vol. 3 og ros til Riget!

az

 

Nå, så røg jeg ind igen. Vi holdt fest i lørdags og jeg synes godt nok at jeg var træt og øm over det hele søndag, men det er man jo efter sådan en aften… Jeg synes det tiltog i løbet af mandag – igår – og koncentrerede sig om kønsbenet – jagende smerter som ikke bare føltes som plukveer.

Men altså… nu er det jo ikke min favoritbeskæftigelse at tage på Righospitalet, så jeg lod den køre og tænkte at jeg måske også bare var lidt hys og overfølsom. Jeg har gået med den her følelse af ubehag de sidste par dage, sådan ubekvem og kvalme og æv… men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være gravid og jeg har hele tiden mærket masser af liv, sååå… men så gik det ikke væk over natten og morgenen var også slem – dybe jag fra lysken og nedad hvert femte minut, så jeg ringede ind til Fødemodtagelsens akuttelefon og de sagde, afsted med dig, så tog vi derind og ingen ventetid og hu hej vilde dyr, så lå jeg i en seng med instrumenter og hvad ved jeg. Urinprøve og blodtryk og jordemoder indenfor 10 minutter efter vi var kommet, super effektiv og samtidig sød og empatisk læge kaldt op og direkte ind til mig.

Og hurra, ondet har en årsag. Det viser sig at jeg har en galoperende urinvejsinfektion, som skulle have været opdaget og som åbenbart kan løbe rigtig stærkt ret pludseligt. Derudover noget, som skulle podes og hvad ved jeg, men nu har jeg fået en hestekur af noget penicillin og smertestillende som skulle slå det ned i løbet af 2 dage – og med hotline til selveste Hr. Overlæge og tid i morgen til den ekstra scanning og sukkerbelastning (yesyes, tager lige en dag mere på Riget i morgen), så skulle der i hvert fald være øjne på mig…

Det er sgu en hård omgang, denne her. Jeg er træt. egentlig er jeg ved godt mod, for jeg mærker hende så tydeligt og det skal nok gå – men hvor er der mange komplikationer og opture/nedture… Og i morgen får vi måske dommen over, om vi kan komme til Filippinerne til oktober, men lige nu føles det meget langt væk…

Rutchebanen vol. 2

IMG_3489

 

En almindelig tur til jordemoder udartede sig i går morges til et besøg på Riget, denne gang ikke så meget på grund af størrelse (det skal afklares på onsdag), men fordi hun syntes jeg har får mange af de ‘farlige’ plukveer og baby står for lavt i livmoderen og for blød livmoderhals og bakterier i urinen og mange ting i vejen. Så mig afsted til Riget for at blive vurderet, blot for at få præcis den besked jeg havde tænkt jeg ville få; at ‘Ja, du har for mange plukveer/blød livmoderhals/bakterier i urinen, er du bange, så kan vi godt indlægge dig, men ellers så hold dig i ro og læg mærke til om det tager til og/eller bliver regelmæssige smerter… hurra…

Så mig hjem igen og nedtrykt og frustreret – hvorfor kan jeg ikke bare have en normal graviditet – men ellers ved nogenlunde godt mod – nu må vi se på onsdag…

Og så taknemmelig for at jeg har hyret hjælp til festen i morgen og i øvrigt er begavet med dejlige venner og søde familiemedlemmer som stiller op og hjælper til… Så mit job i dag er mere overblik end slæberi – nå ja, og så at lave dej til flütes, blende Gazpacho, lave brownies og vanilleis – men det er nemt 🙂 (og så liiige se lidt mere CSI)

 

ASOS

Depositphotos_19873513_original

As seen on stars – krop. Well, selvom vi alle ser nogenlunde sådan her ud, under tøjet og huden (undtagen mig pt, der er en ekstra minikrop lige omkring på maven 🙂 ), så er der sørme utroligt hvor forskelligt vi klæder os. Jeg sidder og kigger bl.a. herinde, på ASOS, fordi jeg blev lokket af et, indrømmet, ret vildt og billigt udsalg – og der er meget og det er billigt, og jeg finder garanteret noget! Men alligevel, hvor er det meget som jeg ikke kan forestille mig at gå med… nogensinde… men som jeg sikkert ikke ville kigge misbilligende på, hvis en anden kvinde havde det på og gik forbi mig på gaden…

Nogle dage bliver jeg deprimeret over netop det, hvor forskellige vi er, hvor svært det kan være at navigere i verden, og andre dage er det det, som glæder mig og giver mig allermest ro indeni.

Andre gange tænker jeg at vi er velgørende ens eller trættende ens… og sådan går tiden tit 🙂

En af disse morgener

IMG_2215

 

Jeg hader dem. Disse morgener hvor alle skulle have haft lov til at sove en halv time mere. Og ikke for at gå ind i skolereformsdebatten, for jeg mener problemet er større end den, men der er bare noget helt galt med den måde vi tilpasser os og vores børn til verden på. Og sådan en morgen, hvor jeg enten går direkte tilbage i seng, når alle er sendt afsted, eller  straks sætter mig til at lede efter et lille lækkert guesthouse eller bed&breakfast, vi kan købe og trække stikket ud på Bali eller Sri Lanka eller anywhere else, jeg forestiller mig at jeg ikke skal vække børn og skynde på og starte dagen sådan her.

Vi har prøvet det meste og vi gør vores bedste. Om vi vækkes tidligt eller sent, smører madpakker og lægger tøj frem aftenen før, om det er ristet rugbrød på 2 minutter eller hjemmebagte boller, det gør bare ikke den store forskel. Det er ikke fordi vi ikke sover nok.  Måske ville vi vågne glade af os selv på samme tidspunkt, hvis vi ikke skulle op, det sker tit i weekenden. så det er noget med tvang, ideen om, at vi skal. 

Hvem er det, som siger at vi skal?

Problemet er, at det er for omfattende at lave det om. Nudging virker bare ad helvede til lige her. Vi kan ikke lave verden om, kun os selv? Javel, det er det vi konstant prøver på. Og måske ligger der også en modstand hos os alle sammen. Hvorfor skal jeg vække mit barn, når han sover? Hvorfor skal vi lære at skynde os, hvorfor må min datter ikke overraske med hjemmelavet smoothie til os alle sammen og rode køkkenet til? Hvorfor må jeg ikke nå at kramme mine børn og snakke dagen igennem med min mand, men istedet skynde på børn og børste tænder og drikke kaffe på samme tid? Reelt set, så har vi to muligheder, hvis vi vil lave vores hverdag om – den ene koster mange penge og den anden er meget omsiggribende; Vi kunne få en au pair. Vi kunne så at sige betale os til tiden. Lade en anden sørge for vores børn om morgenen. Det har vi faktisk ikke lyst til – og slet heller ikke råd til 🙂

Hvad er det så, vi har lyst til? Hvordan ser den ideelle morgen ud? At vågne roligt, at lytte lidt, til noget natur eller noget musik, uden at blive stresset af det. At sidde sammen, om kaffe og havregrød. At se på drengens matematikmappe og høre ham læse højt af det der står bag på mælkekartonen. At tage stilling til, om den stribede eller den turkise bluse er pænest til pigen og om det er varmt nok til shorts. At smile til hinanden og skrive indkøbsseddel og snakke lidt om maden til festen på lørdag. At høre lidt om de respektive arbejdsudfordringer. At sende afsted i skole med kram og smil og ‘hav en god dag min skat’

Så er der den anden mulighed, den vi i lange perioder leger mere eller mindre seriøst med. At trække stikket ud. At gøre livet mere simpelt, at leve smukt og varmt og enkelt. Så må vi til Asien. Ind i mellem flipper vi over, hvor billigt, hvor enkelt det kan gøres. Hvor mange af vores behov som kunne krydses af, sådan et sted. Men puha, det er så stort et skridt. Vi er ikke klar, vi hænger fast. Både i vigtige overvejelser og i forestillinger. Det er ikke kun det gode liv for os, som voksne, som familie, der er på spil her, for det gode liv er også samværet med dem vi elsker og ansvaret for at udvikle børnene, guide dem, vise dem, og selvom de ville lære uvurderlige lektier i livet, hvis vi tog sådan en beslutning om at rykke os op med rode, så er der trods alt stadig et dansk skolesystem, som vi kender (stort set) og stoler ret meget på. Måske er det en forestilling. Og der er en socialisering, som foregår her, i Danmark, blandt deres venner, familie og i deres egen kultur, som jeg heller ikke vil underkende. Jeg ved ikke om det ene nødvendigvis er bedre end det andet. Men vi vil ikke underkende værdien i at blive. Det skal ikke være en flugt fra ansvar. Hvad er det vi vil give vores børn? Det er ikke den her slags morgener! Men jeg er heller ikke sikker på, at det er det komplet modsatte…

Older posts