At planlægge en billig tur til Filippinerne med 2 1/2 barn

At miste modet

bbI går mistede jeg modet. Det har jeg ikke gjort de sidste måneder hvor tingene ellers er faldet som store, ugennemsigtige klumper rundt om mig. Det er interessant, her dagen efter, at observere hvor jeg knækkede. For det var ikke på mindreværd og angreb på min integritet eller faglige berettigelse, hvor jeg ellers nemt kunne være bukket under tidligere. (Der er sket en misforståelse, så jeg ikke stod opført på bestået-listen hos Lone Sørensen) Det var heller ikke på arbejdspres og deadlines og stress midt i ferien, som ellers mere end én gang har fået mig ned med nakken. (Futuriblerne-artikler skal afleveres til oversætter, leder skal skrives, roman skal færdigredigeres til redaktøren).

Det var en scanning på Riget, som fik det til at sejle. Den lille baby i min mave – som de kloge siger, er en pige 🙂 – har vigende vækst – lige nu ved de ikke hvad det præcist betyder, andet end at hun er mindre end hun burde være.

Jeg ved heller ikke hvad det betyder – men noget ved jeg, for vi har været møllen igennem en gang før – med min ældste datter, som er født til tiden, men med lav fødselsvægt, og fortsat har knogler som er to år bagud i væksten – det betyder ikke noget for hende nu – andet end at hun nok ikke bliver så høj – men jeg kan huske hvad vi gik igennem dengang, for mere end 10 år siden – og det ønsker jeg ikke for nogen.

Helt konkret betyder det scanninger hver 2.uge og mange flere lægesnakke. Og det betyder nye scanningsdamer og nye læger hver gang, nye beskeder, nye ture i rutchebanen hver uge. De enkelte sundhedsfaglige personer er søde og gør det bedste, men de er nye hver gang og alting starter og skal forklares forfra og de har allesammen hver deres teori om forløbet, som rangerer fra ‘det skal I slet ikke bekymre jer mere om’ til ‘I skal indstille jer på kuvøse og børneafdeling og et meget lille barn, som skal have hjælp til alt’ – det er det vildeste og tager SÅ meget på kræfter og energi.

Og det værste – den værste tanke, for de kan jo sådan set ikke gøre noget, kun observere, for ligegyldigt hvad, har hun det stadig bedre inden i mig, så længe som muligt; men tanken om, at måske hun ikke har det godt i mig, er næsten ikke til at bære. Mit umiddelbare instinkt siger, at hvis hun ikke har det godt, så tag hende ud så jeg kan holde om hende. Men jeg ved godt, at det ikke er det rigtige lige nu – så det er bare at vente. Vente og se og lytte til læger som i værste fald taler som vinden blæser og i bedste fald regner forkert, så hun er større end de siger – og det kan lige så vel være tilfældet, for sidste gang regnede de også forkert (endda den forkerte vej – så da vi endelig fik hende ud til os, vejede hun 650g mindre end de havde estimeret), – og det betyder altså en hel del på sådan en lille størrelse!

I dag. I dag er i dag og jeg har været hos min egen læge som er fantastisk og kigger på mig og siger, at i dette tilfælde har jeg ikke brug for at blive vejet og mærket på – jeg har brug for at hun er den stabile, gennemgående fagperson, som jeg kan gå til og snakke med hele vejen igennem, en som ved og kan se igennem lægesnakken og høre hvad de siger og rådgive mig og fortælle mig hvad jeg skal lytte til og hvad jeg skal springe op og falde ned på.

Jeg kan mærke hende sparke, den lille. At have hende så tæt på og så alligevel ikke kunne hjælpe, gøre noget for hende. Bare trække vejret. Kramme mine børn og min mand og min familie. Vente.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At planlægge en billig tur til Filippinerne med 2 1/2 barn