November

Mine hænder, mine måltider, mine ord

 photo 81240c710ccd473b5991e20d319403a9.jpg

At skrive lidt i november, om november. At høre I hope that I don’t fall in love with you. At forelske sig i melankolien, gentagelsen, det ondskabsfuldt sødmefulde. At læse A thousand kisses deep, ‘You came to me this morning /And you handled me like meat / You’d have to be a man to know / How good that feels how sweet /My mirror twin my next of kin /I’d know you in my sleep / And who but you would take me in /A thousand kisses deep’

Jeg blev syg, jeg mistede stemmen. Jeg arbejdede for meget. Jeg mistede gnisten. Fandt den igen. Gik tilbage til Tom Waits. Drak meget kaffe. Begyndte at skrive igen.

Jeg har aflyst alt andet end det nødvendige. Det som er mere besværligt at aflyse end at udføre. Jeg har været i svedehytte. Jeg har fundet en anden slags kvindelighed. En fremmed lyst i mig selv, som jeg værner om, og lærer at kende ganske langsomt og for mig selv.

I går var det min fars dødsdag og den gled, ubemærket af de fleste ubemærkelige, henover mig og efterlod et vandspejl på min hud.

Jeg ved ikke om det virkelig er en forskansning jeg gemmer mig bag, eller bare mindre tålmodighed overfor ligegyldige ting, ord. Jeg føler mig nogle gang hård som glas. Skarp. Der var en som bemærkede mine evner for nærvær og fravær, det fik mig til at tænke på endnu et vers: ‘I’m good at love I’m good at hate /I’ts in between I freeze’ og den her, Hold on.

Det er rigtigt, at jeg er bagud. Med opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Det er sandt. Jeg er også bagud med mig selv. Med at stirre ud i luften. Med at bage og lege i mit køkken. Jeg er bagud med at være alene. Med at elske. Danse. Jeg er bagud med at tage kjole på, og danse. Jeg er bagud med at skrive, skabe. Jeg er bagud med forudsætningen for opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Og det som sker i disse dage er; at dansen siver ind i fakturaerne. At elskoven sniger sig ind i mailbesvarelserne og legen kryber ind i researchen og får mig til at stirre, danse, elske. Så hey; forvent flere ekstremer, mere hårdhed, større varme. Jeg er træt af at være pligtopfyldende og ordentlig. Jeg kommer til at skræmme nogen og jeg kommer til at skræmme nogen væk. Men jeg er træt af det lunkne. Træt af at glatte ud, glide af, forklare mig. Klichéer og fucking lyserøde elefanter i hele stuen!

Jeg har mine hænder og mine måltider og mine ord – og de kan være hårde og stærke og milde og blide – og det er ekstremerne som berettiger dem. Du vil ikke have en mellemting, du vil have begge dele.

Måske er det november, måske er det også november. Ny november.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

November